Hey alle.
Nu er det endeligt besluttet, jeg gider ikke jonglere rundt med to blogs, så jeg flytter al bloggeri over på mit eget domæne, http://www.marcusmunch.dk.
Håber på at se jer der til en fornuftig blanding af sportssnak og hverdagsliv,
Marcus.
tirsdag den 28. december 2010
mandag den 13. september 2010
En æstetikers bekendelser/tankestrøm nummer 117
I dansk og nogle gange i filosofi i gymnasiet lærer man om vejen frem til at være "det gode menneske". At man i nogle filosofiske retninger starter helt nede som hvad der kunne ligne hjerneløs zombie, for så gennem et fortvivlelses øjeblik at blive æstetiker, for igen at blive genfødt som etiker, og så videre. Som om det næste trin er en decideret opgradering. At etikeren nødvendigvis er et bedre menneske end æstetikeren. Jeg ved ikke helt om jeg er enig i det. Nok fordi jeg for nylig har degraderet mit syn på mig selv fra etiker til æstetiker. Jeg vil simpelthen kun have og ser oftest kun det smukke.
Jeg sidder i toget på vej til skole. Mine sædvanlige filosofiske 25 minutter. Jeg har sjældent bedre at tage mig til her end at tænke. Og skrive, som jeg gør nu.
De af jer, der følger mig på Twitter, hvor jeg nok skriver en del mere end jeg gør her, er måske faldet over det træk ved mig at jeg tit forelsket mig. Det må jeg bare se i øjnene at jeg gør. Det er vel et karaktertræk som så meget andet. Og en af mine ting, jeg har, er at næsten nedstirre en smuk pige i toget. Det sker en gang hver eller hveranden måned, og tro mig, det er intet lureragtigt eller på anden måde perverteret. Det er tværtimod en kompliment. For jeg beundrer hendes skønhed, hendes hår, hendes øjne, hendes ansigtstræk, måden hun klæder sig på. Og forleden førte det mig til en tankestrøm.
Jeg sad overfor en pige i toget, som fuldkommen hypnotiserede mig. Men hun sad med hovedtelefoner i, præcis som jeg gjorde det. Hun var optaget, havde et fjernt blik i øjnene, og jeg turde ikke henvende mig til hende. Hun var smuk, siger jeg dig, noget af det smukkeste, jeg længe havde set, og måske derfor var jeg paralyseret i situationen, lige indtil hun stod af.
Mit problem er måske, at jeg er utroligt dårlig til at indlede samtaler. Dårlig til indledninger, og det smitter sikkert også af på min blog. Jeg kan simpelthen ikke indlede en samtale ene mand. Jeg går i stå, tænker over min indledning, og pludselig løber tiden fra mig. Så har man siddet "for længe" og været tavs, og så ville det sikkert være akavet, hvis man først nu besluttede sig for at sige noget.
Men det virker nogle gange som om det ikke kun er mig, der har det problem. Som om folk generelt er bange for kontakt. Det er en offentlig hemmelighed, et moralsk kodeks, at man ikke bare sådan henvender sig til fremmede. Vi isolerer os, ikke bare til hverdag, men også til fest. Vi tager i byen i grupper. Vi snakker ikke med ham den fremmede m/k i bussen eller toget eller hvorend vi er.
Jeg tror på det bedste i folk. Og fremfor at overlade det til modparten at overbevise mig om at de er min tillid værd, så antager jeg alle mennesker i verden for at være potentielle bedste venner eller soulmates indtil andet er bevist. Det bærer konsekvenser af sig. Jeg bliver kaldt påtrængende, akavet (kombination af at henvende sig og så alligevel ikke have nogen smart introduktion), for meget af det gode, og for emotionel.
Selv føler jeg bare at jeg ikke gider holde mig tilbage. Det er der vel ikke noget galt i, er der? Lad os tænke moralsk imperativ her. Hvad skete der, hvis vi allesammen holdt os tilbage?
Facebook synes jeg er et fantastisk eksempel. Jeg bliver anklaget af venner for at kommentere alt, jeg falder over. Men er det ikke rart at få en kommentar, er det ikke rart at få feedback? Men hvem skal give det?
Jeg er pro-deling, for jo mere vi giver af os selv, des mere får vi igen. Og jeg ser ikke hvorfor du skulle være anti-deling.
Hvo intet vover, intet vinder. Eller hvad?
Jeg sidder i toget på vej til skole. Mine sædvanlige filosofiske 25 minutter. Jeg har sjældent bedre at tage mig til her end at tænke. Og skrive, som jeg gør nu.
De af jer, der følger mig på Twitter, hvor jeg nok skriver en del mere end jeg gør her, er måske faldet over det træk ved mig at jeg tit forelsket mig. Det må jeg bare se i øjnene at jeg gør. Det er vel et karaktertræk som så meget andet. Og en af mine ting, jeg har, er at næsten nedstirre en smuk pige i toget. Det sker en gang hver eller hveranden måned, og tro mig, det er intet lureragtigt eller på anden måde perverteret. Det er tværtimod en kompliment. For jeg beundrer hendes skønhed, hendes hår, hendes øjne, hendes ansigtstræk, måden hun klæder sig på. Og forleden førte det mig til en tankestrøm.
Jeg sad overfor en pige i toget, som fuldkommen hypnotiserede mig. Men hun sad med hovedtelefoner i, præcis som jeg gjorde det. Hun var optaget, havde et fjernt blik i øjnene, og jeg turde ikke henvende mig til hende. Hun var smuk, siger jeg dig, noget af det smukkeste, jeg længe havde set, og måske derfor var jeg paralyseret i situationen, lige indtil hun stod af.
Mit problem er måske, at jeg er utroligt dårlig til at indlede samtaler. Dårlig til indledninger, og det smitter sikkert også af på min blog. Jeg kan simpelthen ikke indlede en samtale ene mand. Jeg går i stå, tænker over min indledning, og pludselig løber tiden fra mig. Så har man siddet "for længe" og været tavs, og så ville det sikkert være akavet, hvis man først nu besluttede sig for at sige noget.
Men det virker nogle gange som om det ikke kun er mig, der har det problem. Som om folk generelt er bange for kontakt. Det er en offentlig hemmelighed, et moralsk kodeks, at man ikke bare sådan henvender sig til fremmede. Vi isolerer os, ikke bare til hverdag, men også til fest. Vi tager i byen i grupper. Vi snakker ikke med ham den fremmede m/k i bussen eller toget eller hvorend vi er.
Jeg tror på det bedste i folk. Og fremfor at overlade det til modparten at overbevise mig om at de er min tillid værd, så antager jeg alle mennesker i verden for at være potentielle bedste venner eller soulmates indtil andet er bevist. Det bærer konsekvenser af sig. Jeg bliver kaldt påtrængende, akavet (kombination af at henvende sig og så alligevel ikke have nogen smart introduktion), for meget af det gode, og for emotionel.
Selv føler jeg bare at jeg ikke gider holde mig tilbage. Det er der vel ikke noget galt i, er der? Lad os tænke moralsk imperativ her. Hvad skete der, hvis vi allesammen holdt os tilbage?
Facebook synes jeg er et fantastisk eksempel. Jeg bliver anklaget af venner for at kommentere alt, jeg falder over. Men er det ikke rart at få en kommentar, er det ikke rart at få feedback? Men hvem skal give det?
Jeg er pro-deling, for jo mere vi giver af os selv, des mere får vi igen. Og jeg ser ikke hvorfor du skulle være anti-deling.
Hvo intet vover, intet vinder. Eller hvad?
torsdag den 5. august 2010
Om håb, digtere og inspiration.
Min MacBook op i helt hvidt idet jeg rækker ned i min taske igen. Udenfor er vinduerne helt mørke. Jeg er flere meter under vand, i Storebæltstunnellen. Jeg finder et tyggegummi frem og tygger.
Datoen er onsdag den 4. august 2010 idet jeg skriver det her, og i dag har jeg investeret i en mulighed, i en chance. Jeg er på vej over for at se Journalisten. Blot i en halvanden times tid. Sådan går det, når DSB's system ikke fungerer helt som det skal, og når man tager på spontane ture, selvom man har arbejde den dag. Så tager du blot et tog en hel halv time senere. Ikke desto mindre kan intet ændres nu, jeg er en route.
At rejse er at leve, og jeg elsker at rejse. Jeg elsker tiden undervejs, og jeg elsker at kigge ud af vinduet og se landskabet passere forbi. Hvis jeg bare kunne leve af dette. I dag besluttede jeg mig for at poste penge i at tage på endagsvisit på den vestlige side at storebælt. Men for mig er det mere end et visit. Sidst, jeg forlod Sjælland på (næsten) egen hånd, var da jeg tog på endagsvisit med en ven til Århus for at se en enkelt fodboldkamp. 3 timer i tog ud for at se fodbold i halvanden time og tage tre timer hjem i tog. Jeg elsker det.
Jeg bliver fyldt med inspiration i toget, og jeg gør hvad jeg kan for at skrive det ned. Men jeg bliver ved med at komme tilbage til det samme spørgsmål: Er det inspirationen, der får mig til at skrive, eller skriver jeg for at få inspirationen? Kan man sætte sig ned og få sig selv til at skrive? Skrive om alt det, som kommer til en? Nedfælde alle ens sanselige indtryk på bogstavform? Som en digter?
Sandheden er, at jeg hader at skrive ud af det rene ingenting. Du ved, søge den der idé, den der inspiration. Jeg hader digtere, der gør det. Det er for nemt for mig. Jeg vil skrive noget genialt, noget, der fanger læseren, hvemend det er. Det var den idé og den drivkraft, der fik mig til at starte fodboldbloggen. Og det er den idé og den drivkraft, jeg søger nu.
Måske hader jeg "hverdagsdigterne", fordi jeg ikke kan få min hverdag til at lyde lige så interessant som dem. Jeg kan kun skrive, når der er sket noget specielt. Uanset hvor meget, jeg prøver, får jeg kun skrevet, når der er noget at skrive om. Jeg kan ikke bare skrive prosa. Navnlig knækprosa. Måske forstår jeg det ikke?
Problemet er, at jeg føler mig uberettiget til at kritisere hverdagsdigtere med det ene grundlag at jeg hader det de skriver, og jeg hader deres metoder. De opsøger idéen. De lader ikke idéen komme til dem. De lægger ikke sjælen i det. Jeg var på en såkaldt skrive-workshop, med unge, håbefulde mennesker, der var på udkig med lys og lygte efter de linjer, der borer sig helt ind i sjælen på det. Jeg kunne aldrig tage det seriøst. Det var noget ophøjet, højrøvet pis. For at sige det mildt. Det var prætentiøst, opstyltet, arrogant ligefrem.
Men jeg fik et kort øjebliks frygt af at det er det, jeg laver som musiker. Og som blogger. Jeg søger den gode idé. Eller kommer den gode idé til mig?
Krafthelvede, nej, jeg skriver af inspiration, ikke af tvang, hvadend det er fra mig selv eller andre. På den anden side, hvorfor besluttede jeg mig så for at hive MacBooken frem lige idet, vi kørte under Storebælt? Fuck if I know.
Datoen er onsdag den 4. august 2010 idet jeg skriver det her, og i dag har jeg investeret i en mulighed, i en chance. Jeg er på vej over for at se Journalisten. Blot i en halvanden times tid. Sådan går det, når DSB's system ikke fungerer helt som det skal, og når man tager på spontane ture, selvom man har arbejde den dag. Så tager du blot et tog en hel halv time senere. Ikke desto mindre kan intet ændres nu, jeg er en route.
At rejse er at leve, og jeg elsker at rejse. Jeg elsker tiden undervejs, og jeg elsker at kigge ud af vinduet og se landskabet passere forbi. Hvis jeg bare kunne leve af dette. I dag besluttede jeg mig for at poste penge i at tage på endagsvisit på den vestlige side at storebælt. Men for mig er det mere end et visit. Sidst, jeg forlod Sjælland på (næsten) egen hånd, var da jeg tog på endagsvisit med en ven til Århus for at se en enkelt fodboldkamp. 3 timer i tog ud for at se fodbold i halvanden time og tage tre timer hjem i tog. Jeg elsker det.
Jeg bliver fyldt med inspiration i toget, og jeg gør hvad jeg kan for at skrive det ned. Men jeg bliver ved med at komme tilbage til det samme spørgsmål: Er det inspirationen, der får mig til at skrive, eller skriver jeg for at få inspirationen? Kan man sætte sig ned og få sig selv til at skrive? Skrive om alt det, som kommer til en? Nedfælde alle ens sanselige indtryk på bogstavform? Som en digter?
Sandheden er, at jeg hader at skrive ud af det rene ingenting. Du ved, søge den der idé, den der inspiration. Jeg hader digtere, der gør det. Det er for nemt for mig. Jeg vil skrive noget genialt, noget, der fanger læseren, hvemend det er. Det var den idé og den drivkraft, der fik mig til at starte fodboldbloggen. Og det er den idé og den drivkraft, jeg søger nu.
Måske hader jeg "hverdagsdigterne", fordi jeg ikke kan få min hverdag til at lyde lige så interessant som dem. Jeg kan kun skrive, når der er sket noget specielt. Uanset hvor meget, jeg prøver, får jeg kun skrevet, når der er noget at skrive om. Jeg kan ikke bare skrive prosa. Navnlig knækprosa. Måske forstår jeg det ikke?
Problemet er, at jeg føler mig uberettiget til at kritisere hverdagsdigtere med det ene grundlag at jeg hader det de skriver, og jeg hader deres metoder. De opsøger idéen. De lader ikke idéen komme til dem. De lægger ikke sjælen i det. Jeg var på en såkaldt skrive-workshop, med unge, håbefulde mennesker, der var på udkig med lys og lygte efter de linjer, der borer sig helt ind i sjælen på det. Jeg kunne aldrig tage det seriøst. Det var noget ophøjet, højrøvet pis. For at sige det mildt. Det var prætentiøst, opstyltet, arrogant ligefrem.
Men jeg fik et kort øjebliks frygt af at det er det, jeg laver som musiker. Og som blogger. Jeg søger den gode idé. Eller kommer den gode idé til mig?
Krafthelvede, nej, jeg skriver af inspiration, ikke af tvang, hvadend det er fra mig selv eller andre. På den anden side, hvorfor besluttede jeg mig så for at hive MacBooken frem lige idet, vi kørte under Storebælt? Fuck if I know.
fredag den 23. juli 2010
Et år på Twitter.. Og hvad så?
I går havde jeg et års jubilæum på Twitter. Undskyld, hvis der var nogle, der havde sat sig op efter et blogindlæg i den anledning. Jeg ville gerne have skrevet et, men så lokkede en god ven med et par øl og åben grill i hyggeligt selskab.
Men som sagt, et år på Twitter.. Hvad har jeg lært? Hvad har jeg gjort at erfaringer i mellemtiden? Lad det lige siges på forhånd, jeg er måske lidt "twitterholic" - men er det udelukkende et produkt af min svære begejstring for det her medie, som giver helt nye rammer og muligheder for at udtrykke sig.
Når jeg prøver at forklare Twitter til folk, jeg kender, som ikke er på Twitter, så er deres begrundelse for ikke at være der som oftest et af to argumenter. Enten har de ikke noget, de føler at verden gider høre, eller også er deres svar noget i stil med "jeg har jo Facebook til at opdatere mig" eller "det er Facebook uden alt det sjove. Uden billeder, uden spil, og ingen af mine venner er der." - og det får mig til at tænke over om Facebook i det hele taget stadig er et "socialt" medie. For hvornår er man social? Kan man være social uden sine venner? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg hælder til.
Hvad angår de to argumenter, så er det første meget interessant at se på. "Jeg har ikke noget, folk har brug for at høre". Jeg er selv musiker, og hvis der er en ting, man lærer af at spille musik og høre musik, så er det, at AL musik har en trofast kerne, en fanskare, og jeg føler som musiker at man ikke skal spille for at få fans, man skal spille for at have det godt, og så skal fansene nok stille og roligt komme. Og det er jeg sikker på mange andre musikere og bands vil give mig ret i. Altså: Tweet hvad du føler for, hvad der falder dig naturligt for. Og det vil naturligvis tage noget tid at finde din niche. For mig tog det næsten et år, hvor jeg for en halvanden måneds tid siden bloggede lige her om VM og kampene, der blev spillet der. Sidenhen har jeg bevæget mig til at tweete meget om hvad der rører sig inden fodboldens verden, plus at jeg har fået en anden blog op at køre, hvor jeg tweeter udelukkende om fodbold. Det er min niche, og det er det, som mine followers hører på, og det som jeg får igen fra mange af dem, jeg også selv følger.
Det andet argument er i det sociale aspekt meget interessant. "Ingen af mine venner er der". For det første var nogle af mine venner på Twitter, da jeg startede, men jeg tror kun vi snakker en 5-6 stykker. Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det alligevel. Jeg brugte et halvt år sådan lidt frem og tilbage, hvor mine tweets nok ikke var særlig interessante, men ikke desto mindre hang jeg i. Der var noget ved det, jeg godt kunne lide. At udtrykke mig. Dele mine små, finurlige tanker uden at skrive 5-6 Facebook-updates dagligt.
Der gik et lille halvt års tid før jeg var ved at være på vej til det første såkaldte tweetup (ordspil mellem twitter, tweet og meetup), nemlig den såkaldte twulefrokost (twitter-julefrokost, generelt er det tilfældet for twitter-arrangementer, at de ændres til at starte med tw-). Og Twulefrokost '09 var fantastisk. Det var først-til-mølle-tilmelding, der kunne meldes 50 personer til, og jeg prøvede at overtale en ven til at tage med mig til den her twulefrokost. Til sidst måtte han indse at han ikke kunne, og tilmelding var da også lukket. Jeg var altså helt alene med 49 andre tweetere, som jeg ikke kendte den mindste smule.
"Ingen af mine venner er der"
Jeg besluttede mig for at være social, prøve at komme i snak med folk, og man må i den grad sige det lykkedes! Vi var alle udstyret med navneskilte, og de tjente som en fantastisk icebreaker. Man kunne hurtigt indlede en samtale med "nå, hvad tweeter du så om?" eller "hvad laver du så, når du ikke tweeter?" eller lignende, og på den måde få historier fra nær og fjern. Jeg har slet ikke tal på hvor mange folk fra Twulefrokost '09, som jeg stadig følger på Twitter (og omvendt, for den sags skyld). Det var, mildest talt, en bragende succes.
Sidenhen er der blevet arrangeret "twedagsbar" (you guessed it, twitter-fredagsbar), hvor jeg har deltaget to af de tre gange, det har været afholdt, og det har altid været fantastisk at stifte bekendtskab med de nye folk, der kommer til.
Man kan vel mildest talt sige at Twitter er Facebook i dets rene, sociale form. Hvor Facebook kræver gensidig accept for at blive updatet og giver gensidige updates, så er Twitter ensidigt, dvs. du "abonnerer" på updates (eller følger/follower) en person, du synes er interessant, men det betyder ikke at den anden ende ser dine updates, og det er måske en kombination af dette samt den store mobilitet (der er utallige Twitter-klienter til smartphones samt en overskuelig mobilside), der gør at Twitter er blevet et hit på den vestlige side af atlanten, hvor flere kendte personer (som Katy Perry, John Mayer eller, måske vigtigst af alle (specielt i disse Tour de France-tider), Lance Armstrong) tweeter om deres dagligdag på en nem og bekvem måde, hvor deres fans stadig kan følge med, og uden de selvfølgelig selv bliver tæppebombet med ligegyldige historier fra en eller anden fan i Usbekistan.
Så til spørgsmålet: Kan man være social uden sine venner? I den grad. Det er i hvert fald hvad jeg har lært gennem det sidste års tid.
Men som sagt, et år på Twitter.. Hvad har jeg lært? Hvad har jeg gjort at erfaringer i mellemtiden? Lad det lige siges på forhånd, jeg er måske lidt "twitterholic" - men er det udelukkende et produkt af min svære begejstring for det her medie, som giver helt nye rammer og muligheder for at udtrykke sig.
Når jeg prøver at forklare Twitter til folk, jeg kender, som ikke er på Twitter, så er deres begrundelse for ikke at være der som oftest et af to argumenter. Enten har de ikke noget, de føler at verden gider høre, eller også er deres svar noget i stil med "jeg har jo Facebook til at opdatere mig" eller "det er Facebook uden alt det sjove. Uden billeder, uden spil, og ingen af mine venner er der." - og det får mig til at tænke over om Facebook i det hele taget stadig er et "socialt" medie. For hvornår er man social? Kan man være social uden sine venner? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg hælder til.
Hvad angår de to argumenter, så er det første meget interessant at se på. "Jeg har ikke noget, folk har brug for at høre". Jeg er selv musiker, og hvis der er en ting, man lærer af at spille musik og høre musik, så er det, at AL musik har en trofast kerne, en fanskare, og jeg føler som musiker at man ikke skal spille for at få fans, man skal spille for at have det godt, og så skal fansene nok stille og roligt komme. Og det er jeg sikker på mange andre musikere og bands vil give mig ret i. Altså: Tweet hvad du føler for, hvad der falder dig naturligt for. Og det vil naturligvis tage noget tid at finde din niche. For mig tog det næsten et år, hvor jeg for en halvanden måneds tid siden bloggede lige her om VM og kampene, der blev spillet der. Sidenhen har jeg bevæget mig til at tweete meget om hvad der rører sig inden fodboldens verden, plus at jeg har fået en anden blog op at køre, hvor jeg tweeter udelukkende om fodbold. Det er min niche, og det er det, som mine followers hører på, og det som jeg får igen fra mange af dem, jeg også selv følger.
Det andet argument er i det sociale aspekt meget interessant. "Ingen af mine venner er der". For det første var nogle af mine venner på Twitter, da jeg startede, men jeg tror kun vi snakker en 5-6 stykker. Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det alligevel. Jeg brugte et halvt år sådan lidt frem og tilbage, hvor mine tweets nok ikke var særlig interessante, men ikke desto mindre hang jeg i. Der var noget ved det, jeg godt kunne lide. At udtrykke mig. Dele mine små, finurlige tanker uden at skrive 5-6 Facebook-updates dagligt.
Der gik et lille halvt års tid før jeg var ved at være på vej til det første såkaldte tweetup (ordspil mellem twitter, tweet og meetup), nemlig den såkaldte twulefrokost (twitter-julefrokost, generelt er det tilfældet for twitter-arrangementer, at de ændres til at starte med tw-). Og Twulefrokost '09 var fantastisk. Det var først-til-mølle-tilmelding, der kunne meldes 50 personer til, og jeg prøvede at overtale en ven til at tage med mig til den her twulefrokost. Til sidst måtte han indse at han ikke kunne, og tilmelding var da også lukket. Jeg var altså helt alene med 49 andre tweetere, som jeg ikke kendte den mindste smule.
"Ingen af mine venner er der"
Jeg besluttede mig for at være social, prøve at komme i snak med folk, og man må i den grad sige det lykkedes! Vi var alle udstyret med navneskilte, og de tjente som en fantastisk icebreaker. Man kunne hurtigt indlede en samtale med "nå, hvad tweeter du så om?" eller "hvad laver du så, når du ikke tweeter?" eller lignende, og på den måde få historier fra nær og fjern. Jeg har slet ikke tal på hvor mange folk fra Twulefrokost '09, som jeg stadig følger på Twitter (og omvendt, for den sags skyld). Det var, mildest talt, en bragende succes.
Sidenhen er der blevet arrangeret "twedagsbar" (you guessed it, twitter-fredagsbar), hvor jeg har deltaget to af de tre gange, det har været afholdt, og det har altid været fantastisk at stifte bekendtskab med de nye folk, der kommer til.
Man kan vel mildest talt sige at Twitter er Facebook i dets rene, sociale form. Hvor Facebook kræver gensidig accept for at blive updatet og giver gensidige updates, så er Twitter ensidigt, dvs. du "abonnerer" på updates (eller følger/follower) en person, du synes er interessant, men det betyder ikke at den anden ende ser dine updates, og det er måske en kombination af dette samt den store mobilitet (der er utallige Twitter-klienter til smartphones samt en overskuelig mobilside), der gør at Twitter er blevet et hit på den vestlige side af atlanten, hvor flere kendte personer (som Katy Perry, John Mayer eller, måske vigtigst af alle (specielt i disse Tour de France-tider), Lance Armstrong) tweeter om deres dagligdag på en nem og bekvem måde, hvor deres fans stadig kan følge med, og uden de selvfølgelig selv bliver tæppebombet med ligegyldige historier fra en eller anden fan i Usbekistan.
Så til spørgsmålet: Kan man være social uden sine venner? I den grad. Det er i hvert fald hvad jeg har lært gennem det sidste års tid.
mandag den 19. juli 2010
Bekæmp ild med ild: En prolog til en blog
Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Skriveblokade, må det vel være. Jeg kan ikke få kradset noget som helst ned. Jeg jager inspirationen som et sultent rovdyr.
Jeg hader skriveblokade. Jeg vil levere indhold, jeg vil give noget at læse, jeg vil også ses, jeg vil også ses!
Jeg hader at jeg ikke bare kan sætte mig ned og bare skrive løs om et eller andet, og så få det til at lyde skidegodt alligevel. Som Dines the Infotainer gør det. Som så mange andre bloggere gør det. Jeg er ikke rigtig blogger. Jeg er bare en ivrig skriverkarl. Som mangler noget at skrive om. Som en billedkunstner, der mangler maling. Som en musiker, der mangler et instrument.
Jeg går (forholdsvist) tidligt i seng. Sød pige skriver. Jeg svarer. Sød pige skriver. Jeg svarer. Og sådan kører det. Det er en ond cirkel. Jeg får først lagt mig til at sove når jeg falder i søvn mellem det uendeligt lange tidsrum inden hun svarer, som i virkeligheden er nærmere et minut end en time. Det er ikke længe, men jeg formår alligevel at falde i søvn, selvom jeg desperat kigger på klokken. Fald nu snart i søvn. Du skal op klokken otte i morgen, Marcus! Du skal ikke noget så tidligt, men det er godt at komme tidligt op!
Jeg står op 8:27, efter 3 gange ni minutters snooze. Orkede ikke det der 8:00-halløj, og når man ikke har nogle planer er det i virkeligheden OK at være lidt smårebelsk. Jeg sætter mig op, tænder computeren, min digitale notesblok, og søger endnu en gang inspirationen. Den kommer ikke. Jeg er død som blogger. Mangler igen min maling, mit instrument. Man kan jo sagtens købe maling eller instrument, men kan man købe inspiration?
Fandeme nej, jeg går over i Bilka og gør dagens indkøb i ren protest. Lorte-inspiration, du kommer ikke til mig. Før i tiden kunne jeg lade fingrene flyve hen over tasterne. Nu er jeg fuldstændig blank i hovedet. Nogle gange ville jeg ønske jeg drak kaffe, så jeg kunne komme op i endnu højere gear. Det nytter ikke noget. Allerede uden koffein-boost sidder jeg og tripper med benene eller et eller andet. Jeg har altid en trommerytme i hovedet. Det er pinen ved at være trommeslager.
Øjnene væk fra hænderne og benene. Det er hovedet, der skal i gang, så fingrene kan få motioneret. I Bilka. Lappegrej. Cykelpumpe. Pålæg. Mælk. Smør. Sikke en spændende indkøbstur. Inspirationen er der stadig ikke. Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal skrive om. Det frustrerer mig endeløst.
Betaling, spadseretur hjem. Pakker varerne ud på køkkenbordet, og smider det hele på plads. Dumme inspiration er ikke kommet endnu.
Jeg sætter mig ind til min computer. Prøver en sidste gang. Kigger hurtigt på Twitter. Sød pige skriver. Jeg svarer. Hun skriver igen, men jeg ignorerer det allerførst. Det er som om jeg kan mærke noget. En gammel følelse vender tilbage. En følelse, jeg ikke har haft længe.. Jeg er inspireret!
Jeg har det!
Jeg hader skriveblokade. Jeg vil levere indhold, jeg vil give noget at læse, jeg vil også ses, jeg vil også ses!
Jeg hader at jeg ikke bare kan sætte mig ned og bare skrive løs om et eller andet, og så få det til at lyde skidegodt alligevel. Som Dines the Infotainer gør det. Som så mange andre bloggere gør det. Jeg er ikke rigtig blogger. Jeg er bare en ivrig skriverkarl. Som mangler noget at skrive om. Som en billedkunstner, der mangler maling. Som en musiker, der mangler et instrument.
Jeg går (forholdsvist) tidligt i seng. Sød pige skriver. Jeg svarer. Sød pige skriver. Jeg svarer. Og sådan kører det. Det er en ond cirkel. Jeg får først lagt mig til at sove når jeg falder i søvn mellem det uendeligt lange tidsrum inden hun svarer, som i virkeligheden er nærmere et minut end en time. Det er ikke længe, men jeg formår alligevel at falde i søvn, selvom jeg desperat kigger på klokken. Fald nu snart i søvn. Du skal op klokken otte i morgen, Marcus! Du skal ikke noget så tidligt, men det er godt at komme tidligt op!
Jeg står op 8:27, efter 3 gange ni minutters snooze. Orkede ikke det der 8:00-halløj, og når man ikke har nogle planer er det i virkeligheden OK at være lidt smårebelsk. Jeg sætter mig op, tænder computeren, min digitale notesblok, og søger endnu en gang inspirationen. Den kommer ikke. Jeg er død som blogger. Mangler igen min maling, mit instrument. Man kan jo sagtens købe maling eller instrument, men kan man købe inspiration?
Fandeme nej, jeg går over i Bilka og gør dagens indkøb i ren protest. Lorte-inspiration, du kommer ikke til mig. Før i tiden kunne jeg lade fingrene flyve hen over tasterne. Nu er jeg fuldstændig blank i hovedet. Nogle gange ville jeg ønske jeg drak kaffe, så jeg kunne komme op i endnu højere gear. Det nytter ikke noget. Allerede uden koffein-boost sidder jeg og tripper med benene eller et eller andet. Jeg har altid en trommerytme i hovedet. Det er pinen ved at være trommeslager.
Øjnene væk fra hænderne og benene. Det er hovedet, der skal i gang, så fingrene kan få motioneret. I Bilka. Lappegrej. Cykelpumpe. Pålæg. Mælk. Smør. Sikke en spændende indkøbstur. Inspirationen er der stadig ikke. Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal skrive om. Det frustrerer mig endeløst.
Betaling, spadseretur hjem. Pakker varerne ud på køkkenbordet, og smider det hele på plads. Dumme inspiration er ikke kommet endnu.
Jeg sætter mig ind til min computer. Prøver en sidste gang. Kigger hurtigt på Twitter. Sød pige skriver. Jeg svarer. Hun skriver igen, men jeg ignorerer det allerførst. Det er som om jeg kan mærke noget. En gammel følelse vender tilbage. En følelse, jeg ikke har haft længe.. Jeg er inspireret!
Jeg har det!
lørdag den 10. juli 2010
Sidste indlæg herfra - bloggen flytter!
Så er det sidste indlæg på blogspot.com skrevet - bloggen er permanent flyttet til marcusmunch.dk - vi ses der!
fredag den 9. juli 2010
Angående ambitioner og guld
ANGÅENDE AMBITIONER OG GULD
Velkommen til det første indlæg her om den nye Superliga-sæson! Grunden til at jeg skriver nu og slet ikke om VM er, at der er en nyhed, der er sprunget mig meget i øjnene:
Brøndby opgiver Superliga-guldet
Det er sågar bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Per Bjerregaard og Henrik Jensen, der udtaler det her. Og lad os lige lade den stå for et kort øjeblik inden svadaen begynder.
Brøndby betragtes som en traditionsklub og en klub, der til trods for et par skæve sæsoner har været med i medaljekampen hver år. Og når man er med i medaljekampen, er man selvfølgelig også med i guldkampen, og i slutningen af sidste sæson fik man tilkæmpet sig en bronzemedalje, hvorfor en opjustering af ambitionerne til at overgå sidste sæsons præstationer virker mere end naturligt. Det er en grund til at melde ud at man kæmper med om guldet i år.
Den anden del af det: Sidste år ville Randers i top 6, de sluttede som nummer 10. AGF ville spille med om medaljer, de sluttede som nummer 11 og rykkede ned. Point being, hvis Brøndby ikke melder ud at de spiller med om at vinde Superligaen 2010/11, så kommer de måske slet ikke til at deltage i topkampen. Spillerne skal have noget at motivere sig for, og fansene skal have noget at få blod på tanden over. Og er der et publikum, der kan mærkes på stadion, så er det i den grad Brøndbys fans.
Mit råd til Brøndby-bestyrelsen: Stram op og kom med nogle mere ambitiøse udmeldinger! Jeres fans vil have det, og spillerne vil med garanti også have det. Lad være med at resignere til at ville "nøjes" med at svæve rundt omkring bronzemedaljer eller ej. Gå efter guldet, giv ligaen noget intensitet, for I må om nogen betragtes som en stærk outsider til at snuppe mesterskabet - indtil den udmelding.
ANGÅENDE BLOG-FLYTTERI
Jeg arbejder lige nu på at flytte bloggen væk fra blogger-systemet (denne side) og hen på en WordPress-blog på mit eget domæne, marcusmunch.dk, så jeg har nemmere adgang til statistik såsom læsertal, og jeg håber på at kunne åbne for at læsere kan stille spørgsmål på to måder, enten på mail eller i et kommentarfelt (som man forhåbentlig kan ændre til at alle kan kommentere, og ikke kun registrerede brugere). Jeg er ærligt talt ikke nogen web-troldmand, jeg er blot en ivrig skriverkarl, og derfor kan processen godt være lidt langsommelig. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret her, og når jeg har fået det hele op at køre, så skal jeg nok enten linke herfra til mit eget domæne og/eller omdirigere fra marcusmunch.blogspot.com til den nye side.
Håber på at have det hele oppe at køre til reaktioner på første Superliga-runde, der spilles 17-19/7.
ANGÅENDE VM
Jeg er sgu ked af at måtte se Tyskland lade livet i sommerens VM-slutrunde til fordel for Spanien, som (bevares, bevares) har spillet bolden godt rundt, men i næsten alle tilfælde har manglet skarpheden oppe forrest og med undtagelse af 1-0-nederlaget til Schweiz og 2-0-sejren over Honduras har vundet deres kampe med 1-0. Ikke fordi der er noget galt i at vinde 1-0, men når du er så spildominerende som Spanien er, så forventer man givetvis mere af dem. Noget mere kynisme og lidt mere satsning oppe forrest. Noget, jeg mener Tyskland besidder. Ydermere vil Spanien i tilfælde af at de scorer under 4 mål (tror jeg det er) i finalen mod Holland, være de mindst scorende verdensmestre nogensinde. Forudsat at de overhovedet vinder kampen, selvfølgelig. Bronzekampen gider jeg slet ikke snakke om. Tyskland SKAL vinde. Både for den flotte, kæde for kæde velfungerende fodbolds skyld og for mit managerhold.
DE SMÅ TANKER
Paul the Squid rocks. En lille smule.
Jeg savner godt nok at spille noget proper bold.
Roskilde Festival var for vanvittigt god.
Jeg missede samtlige 1/8-finaler plus tre 1/4-finaler. Så Tyskland-Argentina på storskærm. Klogt valg.
Hansen fik den bedst tænkelige afsked, og jeg har (som i nok kunne regne ud) fået lidt af lysten til at skrive igen.
Min indre Paul siger mig at Lyngby og SønderjyskE tager turen ned i år.
Samme indre Paul siger mig at det udfra sommerens transferaktiviteter bliver FCK, der nupper guldet igen.
Rommedahl spiller dårligt for landsholdet: godt ry i klub. Rommedahl spiller godt for landsholdet: transferfri nu.
Jeg har brugt meget af mit baghovedes kapacitet på at regne ud hvem Mesut Özil ligner. Det tætteste, jeg kommer, er en ung Preben Kristensen.
Selvsamme Özil er dog langt bedre fodboldspiller, end selvsamme Kristensen er komiker.
Er et eller andet sted glad for at fodbold ikke har en Amin Jensen-lookalike. Der kigges istedet mod NFL.
Næsten hver gang, jeg har skullet skrive Superliga, har jeg været ved at skrive SAS Liga. Goddammit, det er en dårlig vane.
Hvornår mon
SPØRGSMÅLET
I dag hedder den spørgsmålet, fordi jeg kun lige gad et enkelt spørgsmål. Sorry, guys. Spørgsmålet i denne omgang kommer fra Henrik:
Får vi en jævnbyrdig Superligasæson eller bliver den meget differentieret?
Nuvel, med transfervinduet stadig åbent og en hel uge til sæsonen går i gang, så må det her betragtes som et gratis gæt - og så er det endda en helgardering: Både jævnbyrdig og differentieret.
Jævnbyrdig fordi vi har fået to traditionelt stærke oprykkere i Horsens og Lyngby. I år fik ligaen besøg af HB Køge, som måtte tage turen ned igen. De blev ganske som forventet årets prügelknaber og delte derfor gavmildt ud af tilskud til pointhøsten og til målscoren. Jeg er sikker på at både AC Horsens og Lyngby BK vil gå efter at etablere sig som et fast indslag i ligaen. Og jeg har også en tiltro til at mindst en af de to kan gøre det, hvorfor vi vil sige farvel til et af "The Usual Suspects" i år.
Differentieret fordi sådan har ligaen tendens til at være. Der plejer hurtigt at komme nogle store huller, som typisk ligger mellem 4.-5. pladsen (Europæisk deltagelse) og 8.-9. pladsen, hvor nedrykningskampen spidser til. Jeg tror også at årets to oprykkere vil ligge i den såkaldte bund 4 sammen med FC Nordsjælland og SønderjyskE, som plejer at være selskabet dernede. Top 4 kunne snildt bestå af Brøndby, FCK, OB og enten Esbjerg eller FC Midtjylland. Men omvendt er der mange gode hold i år, og på en god dag kan alle af sæsonens 12 hold sagtens vinde over en af de 11 andre.
God vind til vi ses igen (jeg ved ikke lige hvornår),
Marcus
Velkommen til det første indlæg her om den nye Superliga-sæson! Grunden til at jeg skriver nu og slet ikke om VM er, at der er en nyhed, der er sprunget mig meget i øjnene:
Brøndby opgiver Superliga-guldet
Det er sågar bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Per Bjerregaard og Henrik Jensen, der udtaler det her. Og lad os lige lade den stå for et kort øjeblik inden svadaen begynder.
Brøndby betragtes som en traditionsklub og en klub, der til trods for et par skæve sæsoner har været med i medaljekampen hver år. Og når man er med i medaljekampen, er man selvfølgelig også med i guldkampen, og i slutningen af sidste sæson fik man tilkæmpet sig en bronzemedalje, hvorfor en opjustering af ambitionerne til at overgå sidste sæsons præstationer virker mere end naturligt. Det er en grund til at melde ud at man kæmper med om guldet i år.
Den anden del af det: Sidste år ville Randers i top 6, de sluttede som nummer 10. AGF ville spille med om medaljer, de sluttede som nummer 11 og rykkede ned. Point being, hvis Brøndby ikke melder ud at de spiller med om at vinde Superligaen 2010/11, så kommer de måske slet ikke til at deltage i topkampen. Spillerne skal have noget at motivere sig for, og fansene skal have noget at få blod på tanden over. Og er der et publikum, der kan mærkes på stadion, så er det i den grad Brøndbys fans.
Mit råd til Brøndby-bestyrelsen: Stram op og kom med nogle mere ambitiøse udmeldinger! Jeres fans vil have det, og spillerne vil med garanti også have det. Lad være med at resignere til at ville "nøjes" med at svæve rundt omkring bronzemedaljer eller ej. Gå efter guldet, giv ligaen noget intensitet, for I må om nogen betragtes som en stærk outsider til at snuppe mesterskabet - indtil den udmelding.
ANGÅENDE BLOG-FLYTTERI
Jeg arbejder lige nu på at flytte bloggen væk fra blogger-systemet (denne side) og hen på en WordPress-blog på mit eget domæne, marcusmunch.dk, så jeg har nemmere adgang til statistik såsom læsertal, og jeg håber på at kunne åbne for at læsere kan stille spørgsmål på to måder, enten på mail eller i et kommentarfelt (som man forhåbentlig kan ændre til at alle kan kommentere, og ikke kun registrerede brugere). Jeg er ærligt talt ikke nogen web-troldmand, jeg er blot en ivrig skriverkarl, og derfor kan processen godt være lidt langsommelig. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret her, og når jeg har fået det hele op at køre, så skal jeg nok enten linke herfra til mit eget domæne og/eller omdirigere fra marcusmunch.blogspot.com til den nye side.
Håber på at have det hele oppe at køre til reaktioner på første Superliga-runde, der spilles 17-19/7.
ANGÅENDE VM
Jeg er sgu ked af at måtte se Tyskland lade livet i sommerens VM-slutrunde til fordel for Spanien, som (bevares, bevares) har spillet bolden godt rundt, men i næsten alle tilfælde har manglet skarpheden oppe forrest og med undtagelse af 1-0-nederlaget til Schweiz og 2-0-sejren over Honduras har vundet deres kampe med 1-0. Ikke fordi der er noget galt i at vinde 1-0, men når du er så spildominerende som Spanien er, så forventer man givetvis mere af dem. Noget mere kynisme og lidt mere satsning oppe forrest. Noget, jeg mener Tyskland besidder. Ydermere vil Spanien i tilfælde af at de scorer under 4 mål (tror jeg det er) i finalen mod Holland, være de mindst scorende verdensmestre nogensinde. Forudsat at de overhovedet vinder kampen, selvfølgelig. Bronzekampen gider jeg slet ikke snakke om. Tyskland SKAL vinde. Både for den flotte, kæde for kæde velfungerende fodbolds skyld og for mit managerhold.
DE SMÅ TANKER
Paul the Squid rocks. En lille smule.
Jeg savner godt nok at spille noget proper bold.
Roskilde Festival var for vanvittigt god.
Jeg missede samtlige 1/8-finaler plus tre 1/4-finaler. Så Tyskland-Argentina på storskærm. Klogt valg.
Hansen fik den bedst tænkelige afsked, og jeg har (som i nok kunne regne ud) fået lidt af lysten til at skrive igen.
Min indre Paul siger mig at Lyngby og SønderjyskE tager turen ned i år.
Samme indre Paul siger mig at det udfra sommerens transferaktiviteter bliver FCK, der nupper guldet igen.
Rommedahl spiller dårligt for landsholdet: godt ry i klub. Rommedahl spiller godt for landsholdet: transferfri nu.
Jeg har brugt meget af mit baghovedes kapacitet på at regne ud hvem Mesut Özil ligner. Det tætteste, jeg kommer, er en ung Preben Kristensen.
Selvsamme Özil er dog langt bedre fodboldspiller, end selvsamme Kristensen er komiker.
Er et eller andet sted glad for at fodbold ikke har en Amin Jensen-lookalike. Der kigges istedet mod NFL.
Næsten hver gang, jeg har skullet skrive Superliga, har jeg været ved at skrive SAS Liga. Goddammit, det er en dårlig vane.
Hvornår mon
SPØRGSMÅLET
I dag hedder den spørgsmålet, fordi jeg kun lige gad et enkelt spørgsmål. Sorry, guys. Spørgsmålet i denne omgang kommer fra Henrik:
Får vi en jævnbyrdig Superligasæson eller bliver den meget differentieret?
Nuvel, med transfervinduet stadig åbent og en hel uge til sæsonen går i gang, så må det her betragtes som et gratis gæt - og så er det endda en helgardering: Både jævnbyrdig og differentieret.
Jævnbyrdig fordi vi har fået to traditionelt stærke oprykkere i Horsens og Lyngby. I år fik ligaen besøg af HB Køge, som måtte tage turen ned igen. De blev ganske som forventet årets prügelknaber og delte derfor gavmildt ud af tilskud til pointhøsten og til målscoren. Jeg er sikker på at både AC Horsens og Lyngby BK vil gå efter at etablere sig som et fast indslag i ligaen. Og jeg har også en tiltro til at mindst en af de to kan gøre det, hvorfor vi vil sige farvel til et af "The Usual Suspects" i år.
Differentieret fordi sådan har ligaen tendens til at være. Der plejer hurtigt at komme nogle store huller, som typisk ligger mellem 4.-5. pladsen (Europæisk deltagelse) og 8.-9. pladsen, hvor nedrykningskampen spidser til. Jeg tror også at årets to oprykkere vil ligge i den såkaldte bund 4 sammen med FC Nordsjælland og SønderjyskE, som plejer at være selskabet dernede. Top 4 kunne snildt bestå af Brøndby, FCK, OB og enten Esbjerg eller FC Midtjylland. Men omvendt er der mange gode hold i år, og på en god dag kan alle af sæsonens 12 hold sagtens vinde over en af de 11 andre.
God vind til vi ses igen (jeg ved ikke lige hvornår),
Marcus
søndag den 20. juni 2010
Nu skal du høre...
Her kommer min sygemelding:
Nu omtalte jeg "VM - dag 10" som foreløbig sidste indlæg. Men det passer ikke helt på to punkter: dels læser du jo lige nu det her indlæg, dels fordi jeg på et eller andet tidspunkt (og hvis der er stemning for det) fortsætter igen, og at jeg har nogle små planer (igen hvis der er stemning for det) om at lave en ugentlig SAS Liga-blog (dog måske på et andet domæne, I skal selvfølgelig holdes opdateret på det).
Grunden til mit pludselige stop kom til mig i dag omkring klokken halv fire, hvor min gode ven Stephen ringede til mig. Stephen var slet ikke i sit sædvanlige, friske stemmeleje, og han havde da også en dårlig nyhed til mig. Han spurgte mig om jeg havde snakket med nogle af "drengene" (både ham og jeg ved hvem vi snakker om). Det havde jeg ikke. Så spurgte han om jeg havde hørt noget om Hansen. Det havde jeg heller ikke, og ganske naivt og som et perfekt oplæg spurgte jeg "nej, hvad skulle det være?" - og så lå den vel næsten ligefor:
"Hansen er død."
"Hvad? Det er vel løgn."
"Jeg ville ønske jeg kunne sige ja."
"...af hvad dog?"
"Hjertestop."
Jeg havde ganske forståeligt svært ved at tro mine egne ører, men alt tyder på at den er god nok. Og med et brag røg al min motivation. Min motivation til at læse fysik (skal til eksamen på onsdag, er nået til at jeg nu krydser fingre og håber på at lykkens gudinde tilsmiler mig), min motivation til at skrive blog, min motivation til noget som helst.
Han boede kun et stenkast fra mig. Jeg pakkede mine ting, tog hjem fra København, og besluttede mig for at all-in konfrontere det ved at tage den lille omvej forbi ham og ringe på hans hoveddør i håb om jeg kunne høre fodtrin og en eller anden ville komme ud til mig og sige "gotcha!" - jeg troede simpelthen på den minimale, spinkle chance, der kunne være tilbage.
Ganske rigtigt, jeg ringede på hans dør. Intet svar. Jeg ringede igen. Intet svar. Jeg kunne høre dørklokken ringede, han ville høre det, hvis han var hjemme.... og i live.
Så med tunge skridt går jeg ned ad trapperne i hans opgang og udenfor døren. Skæver op til vinduet indtil forhallen og hans hoveddør. Og så kommer det. Det overvælder mig, og jeg lader mine barrierer gå.
Den næste halve time trillede tårerne ned ad mine kinder. Jeg var knust, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, slet ikke da jeg kom tilbage til lejligheden.
Jeg ville ikke forklare grunden offentligt på Twitter allerførst, da der var folk, der også kendte ham, blandt andet min gode ven Tobias. Jeg ringede og snakkede med ham, og ligesom jeg selv kunne han slet ikke begribe det.
Thomas var en fyr, der altid var i højt humør. Så aldrig sort på tingene, og lod sig aldrig slå ud. Han var en fyr, som altid tog tingene et skridt ad gangen og aldrig lod tilværelsen overvælde ham.
Thomas var brøndbyfan, dybtfølt brøndbyfan, som jeg også er det. Men ingen andre så ham som en fjende. Thomas var en berigelse for os alle, og det er derfor at det er hårdt for mig at skrive det her. Jeg har selv stadig svært ved at forstå det.
Når man, som jeg gjorde i 9 dage, bruger ca. to timer på skrivning og 4,5 timer på fodboldkigning til bloggen (altså næsten et fuldtidsjob) midt i en eksamenslæsningsperiode, så skal I vide at det var fordi jeg havde hjertet med. Fordi hjernen var indstillet på det. Fordi jeg havde motivationen, og vigtigst af alt fordi folk bakkede op om det. Og ligesom I bakkede op om mig, når jeg sad oppe til klokken et og så 5 VM-kampe om dagen, på samme måde håber jeg at I bakker mig op i en meget hård tid. Min motivation er nu væk. Brasilien - Elfenbenskysten kører i baggrunden, og jeg vender mig kun om når der er mål. Jeg er ikke knust, men jeg er tynget meget hårdt ned. Det her er ydermere første gang, jeg har døden alvorligt tæt på mig, og jeg føler derfor at det tærer ekstra meget på mig.
Jeg syntes dog at I fortjente at få dette at vide, da jeg ikke vil forlade jer så pludseligt. Jeg vil i det næste stykke tid prøve at kunne overskue hele situationen. Om der går en uge eller tusind år ved jeg intet om, og det er derfor jeg må konkludere at bloggen er lukket på ubestemt tid, og I har sandsynligvis set VM 2010's sidste blogindlæg fra mig. Den næste tid skal bruges på at ace min fysikeksamen på onsdag, på Roskilde Festival, og på at søge ind på biokemi på universitetet. Jeg står overfor et kæmpestort skifte i mit liv, og jeg har brug for alle mine kræfter på at få det bedste ud af det.
Til sidst vil jeg gerne endnu engang takke jer alle tusinder og atter tusinder af gange. Jeres støtte og opbakning betyder meget mere end I tror, og jeg ville ønske at jeg havde hvad der skulle til for at give jer bloggen, som I kender den. Det er desværre for hårdt mig lige nu, og derfor vil jeg nu slikke mine sår og vente på at jeg er klar og til at jeg har lysten igen.
Rigtig, rigtig god fornøjelse med resten af dette VM, og tak for alt, hvad I har givet mig undervejs. Jeg håber på at kunne være tilbage snart. Og når jeg er tilbage, kan I forhåbentlig forvente mig tilbage i topform og med fornyet tørst.
Husk: Det her er ikke et "farvel", det er et "vi ses"... Tak for alt.
THOMAS WERNER HANSEN
8/12-1987 - 20/6-2010
Du vil aldrig blive glemt.
Mine tanker går til familien, som unægtelig er meget hårdere ramt end jeg er.
Nu omtalte jeg "VM - dag 10" som foreløbig sidste indlæg. Men det passer ikke helt på to punkter: dels læser du jo lige nu det her indlæg, dels fordi jeg på et eller andet tidspunkt (og hvis der er stemning for det) fortsætter igen, og at jeg har nogle små planer (igen hvis der er stemning for det) om at lave en ugentlig SAS Liga-blog (dog måske på et andet domæne, I skal selvfølgelig holdes opdateret på det).
Grunden til mit pludselige stop kom til mig i dag omkring klokken halv fire, hvor min gode ven Stephen ringede til mig. Stephen var slet ikke i sit sædvanlige, friske stemmeleje, og han havde da også en dårlig nyhed til mig. Han spurgte mig om jeg havde snakket med nogle af "drengene" (både ham og jeg ved hvem vi snakker om). Det havde jeg ikke. Så spurgte han om jeg havde hørt noget om Hansen. Det havde jeg heller ikke, og ganske naivt og som et perfekt oplæg spurgte jeg "nej, hvad skulle det være?" - og så lå den vel næsten ligefor:
"Hansen er død."
"Hvad? Det er vel løgn."
"Jeg ville ønske jeg kunne sige ja."
"...af hvad dog?"
"Hjertestop."
Jeg havde ganske forståeligt svært ved at tro mine egne ører, men alt tyder på at den er god nok. Og med et brag røg al min motivation. Min motivation til at læse fysik (skal til eksamen på onsdag, er nået til at jeg nu krydser fingre og håber på at lykkens gudinde tilsmiler mig), min motivation til at skrive blog, min motivation til noget som helst.
Han boede kun et stenkast fra mig. Jeg pakkede mine ting, tog hjem fra København, og besluttede mig for at all-in konfrontere det ved at tage den lille omvej forbi ham og ringe på hans hoveddør i håb om jeg kunne høre fodtrin og en eller anden ville komme ud til mig og sige "gotcha!" - jeg troede simpelthen på den minimale, spinkle chance, der kunne være tilbage.
Ganske rigtigt, jeg ringede på hans dør. Intet svar. Jeg ringede igen. Intet svar. Jeg kunne høre dørklokken ringede, han ville høre det, hvis han var hjemme.... og i live.
Så med tunge skridt går jeg ned ad trapperne i hans opgang og udenfor døren. Skæver op til vinduet indtil forhallen og hans hoveddør. Og så kommer det. Det overvælder mig, og jeg lader mine barrierer gå.
Den næste halve time trillede tårerne ned ad mine kinder. Jeg var knust, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, slet ikke da jeg kom tilbage til lejligheden.
Jeg ville ikke forklare grunden offentligt på Twitter allerførst, da der var folk, der også kendte ham, blandt andet min gode ven Tobias. Jeg ringede og snakkede med ham, og ligesom jeg selv kunne han slet ikke begribe det.
Thomas var en fyr, der altid var i højt humør. Så aldrig sort på tingene, og lod sig aldrig slå ud. Han var en fyr, som altid tog tingene et skridt ad gangen og aldrig lod tilværelsen overvælde ham.
Thomas var brøndbyfan, dybtfølt brøndbyfan, som jeg også er det. Men ingen andre så ham som en fjende. Thomas var en berigelse for os alle, og det er derfor at det er hårdt for mig at skrive det her. Jeg har selv stadig svært ved at forstå det.
Når man, som jeg gjorde i 9 dage, bruger ca. to timer på skrivning og 4,5 timer på fodboldkigning til bloggen (altså næsten et fuldtidsjob) midt i en eksamenslæsningsperiode, så skal I vide at det var fordi jeg havde hjertet med. Fordi hjernen var indstillet på det. Fordi jeg havde motivationen, og vigtigst af alt fordi folk bakkede op om det. Og ligesom I bakkede op om mig, når jeg sad oppe til klokken et og så 5 VM-kampe om dagen, på samme måde håber jeg at I bakker mig op i en meget hård tid. Min motivation er nu væk. Brasilien - Elfenbenskysten kører i baggrunden, og jeg vender mig kun om når der er mål. Jeg er ikke knust, men jeg er tynget meget hårdt ned. Det her er ydermere første gang, jeg har døden alvorligt tæt på mig, og jeg føler derfor at det tærer ekstra meget på mig.
Jeg syntes dog at I fortjente at få dette at vide, da jeg ikke vil forlade jer så pludseligt. Jeg vil i det næste stykke tid prøve at kunne overskue hele situationen. Om der går en uge eller tusind år ved jeg intet om, og det er derfor jeg må konkludere at bloggen er lukket på ubestemt tid, og I har sandsynligvis set VM 2010's sidste blogindlæg fra mig. Den næste tid skal bruges på at ace min fysikeksamen på onsdag, på Roskilde Festival, og på at søge ind på biokemi på universitetet. Jeg står overfor et kæmpestort skifte i mit liv, og jeg har brug for alle mine kræfter på at få det bedste ud af det.
Til sidst vil jeg gerne endnu engang takke jer alle tusinder og atter tusinder af gange. Jeres støtte og opbakning betyder meget mere end I tror, og jeg ville ønske at jeg havde hvad der skulle til for at give jer bloggen, som I kender den. Det er desværre for hårdt mig lige nu, og derfor vil jeg nu slikke mine sår og vente på at jeg er klar og til at jeg har lysten igen.
Rigtig, rigtig god fornøjelse med resten af dette VM, og tak for alt, hvad I har givet mig undervejs. Jeg håber på at kunne være tilbage snart. Og når jeg er tilbage, kan I forhåbentlig forvente mig tilbage i topform og med fornyet tørst.
Husk: Det her er ikke et "farvel", det er et "vi ses"... Tak for alt.
8/12-1987 - 20/6-2010
Du vil aldrig blive glemt.
Mine tanker går til familien, som unægtelig er meget hårdere ramt end jeg er.
VM - dag 10
Hermed bringes en halvt færdig gennemgang af gårsdagens kampe. Sorry at den slutter pludseligt.
NED-JPN - Stille og roligt videre
Holland gik ind til dagens kamp som store favoritter, men eftersom Japan ville få mere ud af 1 point end Holland, var det ganske som ventet et defensivt orienteret japansk hold, der spillede med mange mand bag bolden og ventede med at satse i defensiven før Oranje kom frem i banen. Dette minder på mange måde om Morten Olsens tilgang til den danske Holland-kamp, og første halvleg af gårsdagens kmap sluttede da også med 0-0 efter ret udbredt mangel på chancer. Største chance af Oranje var f.eks. et saksespark af Dirk Kuyt, der dog på replay viste sig at være offside.
Som sagt ville Holland mest sandsynligvis gå eftre sejren i denne kamp, og de lagde pres på japanerne lige fra første fløjt. Dette ses efter blot få minutter hvor Robin van Persie er meget tæt på at heade bolden i mål.
Forløsningen kom så efter 53 minutter, hvor Japan ikke får clearet bolden helt godt. Den ender derfor for fødderne af Wesley Sneijder, som ganske rigtigt sender skuddet mod mål. Desværre for Japan får målmand Kawashima dog ikke stoppet skuddet ordentligt, og bolden nærmest rikochetterer fra Kawashima og ind i nettet til 1-0 for Holland.
Japan prøvede flere gange efterfølgende at presse sig frem ad banen, og kom i minutterne efter målet kun tilnærmelsesvis tæt på med et japansk hovedstød, som Stekelenburg i det hollandske mål havde fint styr på.
Efter små tyve minutters offensiv satsning virkede japanerne dog til at være tilbage til at spille med mange mand bag bolden, og var foruden en enkelt kæmpestor chance ikke synderligt farlige i resten af kampen. Og eftersom hollænderne ikke kunne udnytte de enkelte kæmpestore chancer, de havde, endte kampen derfor 1-0 til Holland, og dermed ligger de i toppen af gruppe E, hvor kun vilde tilfældigheder og vanvittige resultater kan sende dem ud i mørket.
GHA-AUS
Grundet eufori over senere omtalte sejr fik jeg ikke set kampen. Sorry.
CMR-DEN - undskyld.. på den gode måde.
Modsat min optimistiske optakt til Holland-kampen gav jeg landsholdet en gedigen overhaling i går, og måske bar det frugt, for til trods for en sløv start hvor en foræring af Christian Poulsen resulterede i kølig afstrafning a la Eto'o, så formåede de danske drenge gennem tvivlsomt forsvarsspil (dog var Simon Kjær fremme i de truende situationer og spillede, synes jeg, generelt en god kamp). Dennis Rommedahl var dog ikke til at overse, og med en kasse og en assist plus at han hægtede Benoït Assou-Ekotto (som jeg forud for kampen frygtede) i rigtig mange dueller. Hatten af, jeg er stolt af jer drenge. Målene behøver vel næsten ikke gengives.
Værd at bemærke er dog at spillerne slet ikke lignede sig selv. Daniel Agger spillede en forholdsvis anonym kamp, dog på den gode måde, mens Christian Poulsen slet ikke var til at kende. Han havde mange usikkerhedsmomenter og det altoverskyggende boldtab, der i tilfælde at dansk gigantnederlag nok ville have været den nye Jesper Olsen. Martin Jørgensen spillede ganske ventet ikke mere end en halvleg, samme gjorde sig gældende for Daniel Jensen (hvilket giver fin mening når det var de to, der skiftede, høhø).
NED-JPN - Stille og roligt videre
Holland gik ind til dagens kamp som store favoritter, men eftersom Japan ville få mere ud af 1 point end Holland, var det ganske som ventet et defensivt orienteret japansk hold, der spillede med mange mand bag bolden og ventede med at satse i defensiven før Oranje kom frem i banen. Dette minder på mange måde om Morten Olsens tilgang til den danske Holland-kamp, og første halvleg af gårsdagens kmap sluttede da også med 0-0 efter ret udbredt mangel på chancer. Største chance af Oranje var f.eks. et saksespark af Dirk Kuyt, der dog på replay viste sig at være offside.
Som sagt ville Holland mest sandsynligvis gå eftre sejren i denne kamp, og de lagde pres på japanerne lige fra første fløjt. Dette ses efter blot få minutter hvor Robin van Persie er meget tæt på at heade bolden i mål.
Forløsningen kom så efter 53 minutter, hvor Japan ikke får clearet bolden helt godt. Den ender derfor for fødderne af Wesley Sneijder, som ganske rigtigt sender skuddet mod mål. Desværre for Japan får målmand Kawashima dog ikke stoppet skuddet ordentligt, og bolden nærmest rikochetterer fra Kawashima og ind i nettet til 1-0 for Holland.
Japan prøvede flere gange efterfølgende at presse sig frem ad banen, og kom i minutterne efter målet kun tilnærmelsesvis tæt på med et japansk hovedstød, som Stekelenburg i det hollandske mål havde fint styr på.
Efter små tyve minutters offensiv satsning virkede japanerne dog til at være tilbage til at spille med mange mand bag bolden, og var foruden en enkelt kæmpestor chance ikke synderligt farlige i resten af kampen. Og eftersom hollænderne ikke kunne udnytte de enkelte kæmpestore chancer, de havde, endte kampen derfor 1-0 til Holland, og dermed ligger de i toppen af gruppe E, hvor kun vilde tilfældigheder og vanvittige resultater kan sende dem ud i mørket.
GHA-AUS
Grundet eufori over senere omtalte sejr fik jeg ikke set kampen. Sorry.
CMR-DEN - undskyld.. på den gode måde.
Modsat min optimistiske optakt til Holland-kampen gav jeg landsholdet en gedigen overhaling i går, og måske bar det frugt, for til trods for en sløv start hvor en foræring af Christian Poulsen resulterede i kølig afstrafning a la Eto'o, så formåede de danske drenge gennem tvivlsomt forsvarsspil (dog var Simon Kjær fremme i de truende situationer og spillede, synes jeg, generelt en god kamp). Dennis Rommedahl var dog ikke til at overse, og med en kasse og en assist plus at han hægtede Benoït Assou-Ekotto (som jeg forud for kampen frygtede) i rigtig mange dueller. Hatten af, jeg er stolt af jer drenge. Målene behøver vel næsten ikke gengives.
Værd at bemærke er dog at spillerne slet ikke lignede sig selv. Daniel Agger spillede en forholdsvis anonym kamp, dog på den gode måde, mens Christian Poulsen slet ikke var til at kende. Han havde mange usikkerhedsmomenter og det altoverskyggende boldtab, der i tilfælde at dansk gigantnederlag nok ville have været den nye Jesper Olsen. Martin Jørgensen spillede ganske ventet ikke mere end en halvleg, samme gjorde sig gældende for Daniel Jensen (hvilket giver fin mening når det var de to, der skiftede, høhø).
EKSTRA
Jeg havde ellers et andet blogindlæg, jeg havde tænkt mig at skrive på lige nu. Men jeg kan ikke. Jeg bliver nødt til at dele euforien over 2-1-sejren over Cameroun.
-Jeg hører "The Danish Way to Rock" på repeat i hovedtelefonerne.
-Jeg smiler hver gang jeg ser Thomas Sørensen, Thomas Kahlenberg eller hvemsomhelst synge med på præ-omkvædet ("Vi kommer sammen, vi går sammen, Daaaaaaanmark" etc.)
-Jeg sidder på min fjerde øl nu. To halvliters og to 33cl'ers. Lige over en sixpack.
-Ren eufori.
Dette enkelte indlæg er spærret til en lille tale. Og den kommer her.
Damer og herrer, drenge og piger. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var så stolt af vores fodboldlandshold. Det virker banalt, men jeg skal prøve på at sætte ord på hvordan jeg har det lige nu.
Fodbold er min passion. Min hobby. Min kæmpe interesse, som I sikkert har fundet ud af med bloggen her. Det er ikke bare noget jeg ser, når det er der, og så er det det... Det er noget, jeg følger. Fodbold er mit "Venner", mit "Simpsons", mit "Heksene fra Warren Manor" - Jeg analyserer det, det opsluger mig, som nogle folk bliver opsluget af vinsmagning eller cricket eller tegnsætning eller måske endda revision og matematik. Fodbold er min drengedrøm. Ikke at spille det, men at pille delene fra hinanden og anskue dem en efter en, hvordan de allesammen fungerer, som en mekaniker skiller en motor ad og finder ud af hvordan et input i den ene ende bliver til et produkt i den anden ende. Et af mine større ønsker er at prøve at være fodboldkommentator.
Og jeg er dansk. Ikke pæredansk, men 15/16 dansk. Min tipoldefar var tysker. Men bortset fra det er jeg dansk. Jeg er vokset op i Brøndby. Fodboldens højborg. Ikke som at det er her, hvor det hele hører til, men ment som at det er der, hvor flest folk er optaget af fodbold. Fodbold er Brøndbys største eksportvare, om man så må sige. Og det er måske det, der har bragt min store interesse. Mange af mine barndomsminder cirkulerer omkring fodbold. Jeg kan huske at hvis man åbnede vores altandør under en stor kamp, så kunne man høre Nedre Faxe, når der blev score. Jeg kan huske at min daværende stedfar råbte og skreg som en sindssyg, hver gang Brøndby scorede. Om de så tog en 1-0-føring eller om det var en reducering til 5-1, skriget var altid med lige stor entusiasme.
Og entusiasmen er bragt videre til mig. For det er entusiasmen, det hele drejer sig om. Du må aldrig nogensinde miste troen på dit hold, hvadend du holder med AaB, AGF, Brabrand, FC Fyn, FC Vestsjælland, FCK eller FC Nordsjælland eller hvemend du holder med, mist aldrig troen på dit hold. Og det var lige netop det, som det danske fodboldlandshold havde fat i i dag. De kommer dumt bagud 1-0 mod Cameroun, verdenens nummer 19, og vi er nummer sølle nogleogtredive. Hvad gør vi? Vi kæmper os tilbage fra at have været bagud 1-0 til at være foran 2-1. Og det er hvad vi fejrer i aften.
Lad mig udbringe en skål for Thomas Sørensen, for Lars Jacobsen, for Simon Kjær, for Daniel Agger, for Simon Poulsen, for Christian Poulsen, (en halv) for Martin Jørgensen, (en halv) for Daniel Jensen, for Jon Dahl Tomasson, for Jesper Grønkjær, for Nicklas Bendtner, for Dennis Rommedahl - og selvfølgelig også for Morten Olsen og Peter Bonde, der var lige så meget med til at hive denne overraskelse hjem til det ganske danske land.
VORT GAMLE DANMARK SKAL BESTÅ
SÅ LÆNGE BØGEN SPEJLER
SIN TOP I BØLGEN BLÅ
Tusind tak for i aften, folk (og tak for i går aftes til dem af jer, der gik i seng før det her kom ud)! Nu skal Japan bare rundes på vejen, og så er vi videre!
-Jeg hører "The Danish Way to Rock" på repeat i hovedtelefonerne.
-Jeg smiler hver gang jeg ser Thomas Sørensen, Thomas Kahlenberg eller hvemsomhelst synge med på præ-omkvædet ("Vi kommer sammen, vi går sammen, Daaaaaaanmark" etc.)
-Jeg sidder på min fjerde øl nu. To halvliters og to 33cl'ers. Lige over en sixpack.
-Ren eufori.
Dette enkelte indlæg er spærret til en lille tale. Og den kommer her.
Damer og herrer, drenge og piger. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var så stolt af vores fodboldlandshold. Det virker banalt, men jeg skal prøve på at sætte ord på hvordan jeg har det lige nu.
Fodbold er min passion. Min hobby. Min kæmpe interesse, som I sikkert har fundet ud af med bloggen her. Det er ikke bare noget jeg ser, når det er der, og så er det det... Det er noget, jeg følger. Fodbold er mit "Venner", mit "Simpsons", mit "Heksene fra Warren Manor" - Jeg analyserer det, det opsluger mig, som nogle folk bliver opsluget af vinsmagning eller cricket eller tegnsætning eller måske endda revision og matematik. Fodbold er min drengedrøm. Ikke at spille det, men at pille delene fra hinanden og anskue dem en efter en, hvordan de allesammen fungerer, som en mekaniker skiller en motor ad og finder ud af hvordan et input i den ene ende bliver til et produkt i den anden ende. Et af mine større ønsker er at prøve at være fodboldkommentator.
Og jeg er dansk. Ikke pæredansk, men 15/16 dansk. Min tipoldefar var tysker. Men bortset fra det er jeg dansk. Jeg er vokset op i Brøndby. Fodboldens højborg. Ikke som at det er her, hvor det hele hører til, men ment som at det er der, hvor flest folk er optaget af fodbold. Fodbold er Brøndbys største eksportvare, om man så må sige. Og det er måske det, der har bragt min store interesse. Mange af mine barndomsminder cirkulerer omkring fodbold. Jeg kan huske at hvis man åbnede vores altandør under en stor kamp, så kunne man høre Nedre Faxe, når der blev score. Jeg kan huske at min daværende stedfar råbte og skreg som en sindssyg, hver gang Brøndby scorede. Om de så tog en 1-0-føring eller om det var en reducering til 5-1, skriget var altid med lige stor entusiasme.
Og entusiasmen er bragt videre til mig. For det er entusiasmen, det hele drejer sig om. Du må aldrig nogensinde miste troen på dit hold, hvadend du holder med AaB, AGF, Brabrand, FC Fyn, FC Vestsjælland, FCK eller FC Nordsjælland eller hvemend du holder med, mist aldrig troen på dit hold. Og det var lige netop det, som det danske fodboldlandshold havde fat i i dag. De kommer dumt bagud 1-0 mod Cameroun, verdenens nummer 19, og vi er nummer sølle nogleogtredive. Hvad gør vi? Vi kæmper os tilbage fra at have været bagud 1-0 til at være foran 2-1. Og det er hvad vi fejrer i aften.
Lad mig udbringe en skål for Thomas Sørensen, for Lars Jacobsen, for Simon Kjær, for Daniel Agger, for Simon Poulsen, for Christian Poulsen, (en halv) for Martin Jørgensen, (en halv) for Daniel Jensen, for Jon Dahl Tomasson, for Jesper Grønkjær, for Nicklas Bendtner, for Dennis Rommedahl - og selvfølgelig også for Morten Olsen og Peter Bonde, der var lige så meget med til at hive denne overraskelse hjem til det ganske danske land.
VORT GAMLE DANMARK SKAL BESTÅ
SÅ LÆNGE BØGEN SPEJLER
SIN TOP I BØLGEN BLÅ
Tusind tak for i aften, folk (og tak for i går aftes til dem af jer, der gik i seng før det her kom ud)! Nu skal Japan bare rundes på vejen, og så er vi videre!
lørdag den 19. juni 2010
VM - dag 9
Wow for en dag. Sådan spiller man alle sine penge væk.
GER-SER - Ostemad ad libitum
Lad mig sige det allerførst, jeg kommer måske aldrig i mit liv til at forstå spanske dommere, og jeg synes at dommerpræstationen i dagens tidlige kamp var ret skuffende, når man tænker på at det er en VM-kamp. Tyskerne spillede deres første kamp mod Australien med flot, satsende offensivt spil og flot flow, men det virkede som om kampens spanske dommer var ude på at ødelægge dette lidt med de mange frispark, der blev fløjtet og de mange gule kort, der blev givet. Jeg sad og kiggede lidt statistik, og faktisk blev der givet et gult kort oftere end for hvert tiende frispark, der blev begået. Og dette skal endda ses i lyset af at han var mere tilbageholdende med de gule kort i anden halvleg, til trods for at udfordringerne ikke blev hårdere. En dårlig første halvleg for dommeren, hvis du spørger mig, hvilket smittede af på kampen, der ikke var velspillet.
Serbien kom foran efter et indlæg fra Miloš Krasić, som Holger Badstuber var vanvittigt dårlig til at dække op, og ved målet fik Krasić altså lov til at lægge en bold ind i feltet til Žigić, der brugte sin højde til at vinde duellen med de tyske forsvarere og lægge bolden foran fødderne på Jovanović, som sikkert smed den i nettet.
Ikke engang et straffespark eksekveret af ellers farlige Lukas Podolski kunne hive Tyskland ind i kampen igen, og måske kan den manglende udligning skyldes på at Miroslav Klose blev udvist på baggrund af et lidt tyndt andet gult kort og tyskerne derfor måtte spille 10 mod 11. Jeg ville i hvert fald ikke mene at der var gult kort ved udvisningen.
SVN - USA - The American Way
Allerførst, undskyld at her slet ikke noget står om 1. halvleg, jeg var så drønsmart at slette halvdelen af kampen fra min harddiskoptager, men vi hopper ind i starten af anden halvleg, for her begyndte det at tage fart.
Slovenien virkede som et hold der i 2. halvleg havde tænkt sig bare at forsvare deres 2-0-føring hjem, men USA og specielt Landon Donovan ville det anderledes. Donovan kom ud fra spillertunnellen og var nærmest fra første fløjt i anden halvdel af kampen USA's styrende offensivspiller, der konstant var i kontakt med sine medspillere, der fandt hinanden utroligt godt. Og meget symptomatisk for anden halvleg var det Donovan, der gik forrest i angrebet. Efter en total forsvarsblunder af Cesar, der slet ikke får stoppet hverken Donovan eller bold, fortsætter Donovan ind i feltet. Uden medspillere, der tager gode løb, banker han altså bolden op mod nettaget. Og ind gik den. USA havde reduceret til 2-1.
Og herefter var det næsten amerikansk skydetelt, det var USA der havde mest momentum i kampen, og den næste scoring blev da også amerikansk og kom da Michael Bradley efter hurtigt kontraspil headede den ind til den endelige udligning for USA.
Kort før tid opstod der en kontroversiel situation hvor USA fik bolden i mål og var gået i gang med at fejre, men hvor dommeren fløjtede et frispark til Slovenien lige inden da. Om det var for offside eller om han har set et frispark i feltet, som jeg ikke har (større fjernsyn med HD ønskes!), det går måske med dommer Coulibaly i graven, eftersom FIFA har givet samtlige VM-dommere mundkurv på under hele turneringens forløb. De eneste, de må udtale sig til, er FIFA selv.
Flere voldsomt store chancer opstod der ikke i kampens sidste 5 minutter, og dermed blev det ved 2-2 mellem Slovenien og USA.
ENG-ALG - The show that never were
Algeriets landstræner Saadane udtalte op til VM at det var vigtigt for dem ikke at blive ydmyget, og det må man sige at de har opfyldt. Efter en første runde, der nok kun vil blive husket for Chaouchis drop, formåede man at kæmpe sig til en rigtig stor skalp, da man tog 0-0 mod England. Opskriften var en kompakt midtbane samt kedeligt engelsk spil. Englænderne tog ikke mere end et par helhjertede forsøg i kampen, og det var som om (som Frankrig også er end med at snuble på) at de ventede på at der opstod en tilfældig fejl, de kunne udnytte. Algeriet spillede dog koncentreret, og med hvad der lignede en 3-6-1-opstilling formåede man at holde den stærke engelske midtbane under konstant pres, samtidig med at angrebet langt fra fungerede for Three Lions. Efter 90 minutter var der altså ikke lukket et eneste mål ind, og det sluttede derfor ved 0-0.
DAGENS KAMPE: HOL-JPN (Moses Mabhida Stadium, Canal 9, 13:30), GHA-AUS (Royal Bafokeng Stadium, TV2, 16:00), CMR-DEN (Loftus Versfield Stadium, DR1, 20:30)
Første kamp er mellem Danmarks sidste modstander, Holland, og vores kommende modstander, Japan. Holland spillede god, tålmodig offensiv fodbold mod Danmark, mens Japan lå med mange mand bag bolden mod Cameroun. Med sejren over Cameroun kan Japan godt tillade sig at spille denne kamp på uafgjort, men eftersom de blev matchet ret godt af et væsentligt ringere Cameroun-hold, så tror jeg Holland har den ekstra styrke på bl.a. standardsituationer, hvor japanerne så lidt rådvilde ud fra tid til anden, og bookmakerne fordeler da også chancerne ca. 70-20-10 i hollændernes favør. Et ettal herfra.
Anden kamp er mellem Ghana og Australien. Ghana spillede en flot kamp mod Serbien og viste utrættelighed, hvilket må siges at være godt og vel det modsatte af hvad Australien præsterede mod Tyskland. Ghana har god fysik og voksende taktisk forståelse at spille med, de spiller godt og balanceret spil uden at lave kritiske personfejl i pressede situationer. Første halvleg prøvede de ivrigt mod et kompakt serbisk hold, og i anden halvleg pressede de ganske langsomt på og fik så føringen efter en dum hånd på bolden (fra nu af kaldt en serber? Vidić lavede den igen i dag), der resulterede i et straffespark, som Ghana som bekendt omsatte. Australien fik derimod en af deres stjerner (Tim Cahill) udvist og kom ikke i andet end problemer mod en sprudlende tysk trup dirigeret af meget unge Mesut Özil, som bestemt ikke har været bleg for at tage playmakerrollen til sig. Jeg spår knægten en kæmpe fremtid.
Nå, men anyways, det bliver en hård kamp for Ghana, men jeg tror at de har fysikken, der skal til for at køre et lidt halvgammelt australsk hold ud af banen. Nedsabling bliver det ikke, men der kan nok godt sættes en enkelt kasse eller to ind, og hvis de holder niveauet fra åbningskampen kan de godt holde buret rent mod et tandløst australsk angreb.
Tredje kamp bliver den spændende. Danmarks ene af to skæbnekampe, den første mod Cameroun. Lad mig indrømme, jeg har svært ved at se drengene komme videre ved denne slutrunde. I hvert fald med den offensiv, vi kan mønstre lige nu. Hvis vi nu bare ser på ham, der skulle være vores goalgetter helt oppe forrest:
1. Nicklas Bendtner: Er han skadet? Er han klar? Kan han spille 90 minutter? Ingen ved det, og vores chancer afhænger overordentligt meget af om han er klar eller ej. Og om han spiller en god dag.
2. Jon Dahl Tomasson (Undskyld Helle): "Først var det Danmarks farligste inderside, så var det Europas farligste inderside, og nu tør jeg godt sige 'det der, det er Verdens farligste inderside" - Sådan sagde Flemming Toft engang om Jon Dahl Tomasson. Jeg husker tydeligt VM-kampen mod Frankrig, hvor Jon Dahl køligt og frækt smider den ind i nettet med indersiden af foden. Jeg var 12 år gammel. Jeg gik i 7. klasse. Fodbold sagde mig ikke en dyt. Og jeg har faktisk aldrig kunnet huske en periode over bare 3 kampe, hvor Jon Dahl har været målfarlig.
3. Søren Larsen: Er han skadet IGEN? Er han OVERHOVEDET klar? Kan han spille FEMTEN minutter? Betragt Søren Larsen som en discount-version af Nicklas Bendtner. Han præsterer, men mod lavere rangerede hold. Han spiller for en sekundaklub i Tyskland, og det er som om han har den evige talisman i Morten Olsens øråd.
Disse spillere suppleres af Dennis Rommedahl, der løber RIGTIG hurtigt og ikke så utroligt meget andet, samt Jesper Grønkjær, der bliver væltet af jævn til frisk vind. Grønkjær kan eventuelt erstattes at Thomas Enevoldsen, hvis alibi på landsholdet er det samme som Jakob Poulsens - han scorede et mål. Hvis det er adgangskriteriet til landets ypperste 11 fodboldspillere, så vil jeg krumme tæer og holde mig for øjnene i 2x45 minutter i morgen aften.
Alt i alt måske en af VMs dårligste offensiver (Grækenland tæller ikke, da de har fremstormende forsvarsspillere), og denne kombineret med et foruden Eto'o (som de nu nok skal finde et våben mod) ikke truende camerounsk angreb og en skidegod dansk defensiv lugter lidt af 0-0-kamp. Nu er klokken mange, så lad mig give et bud på hvem jeg ville smække på banen hvis jeg ville have noget ud af Cameroun-kampen, hvis det skulle lykkes os at holde truppen bare nogenlunde skadesfri:
Sørensen
Kvist - Kjær - Agger - Jacobsen
Chr. Poulsen (c) - J. Poulsen
Eriksen
Rommedahl - Bendtner, evt. Tomasson - Kahlenberg
Jeg ved godt jeg har bashet nogle af de spillere, men min start-11'er er nu gjort udfra hvem der var udtaget til landsholdet, samt hvad jeg har en fornemmelse ville fungere bedst. Og jo, det er meget satset at smide Jon Dahl på bænken. Men lad os se det i øjnene, manden har rundet 33 år, og hans dage som fodboldspiller på internationalt plan er så småt ved at være talte. Lad nu snart manden stoppe og lad ham nyde sit otium. Nu har han prøvet i 2 år på at få det ene mål, der skal tangere landsholdets scoringsrekord, og jeg frygter at han vil gå ned i historiebøgerne som hr. lige-ved-og-næsten.
Lige-ved-og-næsten er meget passende, for det er sådan som jeg ser kampen i morgen ende. En kedelig nullert, måske et enkelt. Og hvis det bliver helt ekstremt, 2. It's the Danish way to rock, åbenbart.
Nu hedder det afsted på arbejde for mig, og så ses vi i morgen til SVK-PAR, ITA-NZL og BRA-CIV! Au revoir!
GER-SER - Ostemad ad libitum
Lad mig sige det allerførst, jeg kommer måske aldrig i mit liv til at forstå spanske dommere, og jeg synes at dommerpræstationen i dagens tidlige kamp var ret skuffende, når man tænker på at det er en VM-kamp. Tyskerne spillede deres første kamp mod Australien med flot, satsende offensivt spil og flot flow, men det virkede som om kampens spanske dommer var ude på at ødelægge dette lidt med de mange frispark, der blev fløjtet og de mange gule kort, der blev givet. Jeg sad og kiggede lidt statistik, og faktisk blev der givet et gult kort oftere end for hvert tiende frispark, der blev begået. Og dette skal endda ses i lyset af at han var mere tilbageholdende med de gule kort i anden halvleg, til trods for at udfordringerne ikke blev hårdere. En dårlig første halvleg for dommeren, hvis du spørger mig, hvilket smittede af på kampen, der ikke var velspillet.
Serbien kom foran efter et indlæg fra Miloš Krasić, som Holger Badstuber var vanvittigt dårlig til at dække op, og ved målet fik Krasić altså lov til at lægge en bold ind i feltet til Žigić, der brugte sin højde til at vinde duellen med de tyske forsvarere og lægge bolden foran fødderne på Jovanović, som sikkert smed den i nettet.
Ikke engang et straffespark eksekveret af ellers farlige Lukas Podolski kunne hive Tyskland ind i kampen igen, og måske kan den manglende udligning skyldes på at Miroslav Klose blev udvist på baggrund af et lidt tyndt andet gult kort og tyskerne derfor måtte spille 10 mod 11. Jeg ville i hvert fald ikke mene at der var gult kort ved udvisningen.
SVN - USA - The American Way
Allerførst, undskyld at her slet ikke noget står om 1. halvleg, jeg var så drønsmart at slette halvdelen af kampen fra min harddiskoptager, men vi hopper ind i starten af anden halvleg, for her begyndte det at tage fart.
Slovenien virkede som et hold der i 2. halvleg havde tænkt sig bare at forsvare deres 2-0-føring hjem, men USA og specielt Landon Donovan ville det anderledes. Donovan kom ud fra spillertunnellen og var nærmest fra første fløjt i anden halvdel af kampen USA's styrende offensivspiller, der konstant var i kontakt med sine medspillere, der fandt hinanden utroligt godt. Og meget symptomatisk for anden halvleg var det Donovan, der gik forrest i angrebet. Efter en total forsvarsblunder af Cesar, der slet ikke får stoppet hverken Donovan eller bold, fortsætter Donovan ind i feltet. Uden medspillere, der tager gode løb, banker han altså bolden op mod nettaget. Og ind gik den. USA havde reduceret til 2-1.
Og herefter var det næsten amerikansk skydetelt, det var USA der havde mest momentum i kampen, og den næste scoring blev da også amerikansk og kom da Michael Bradley efter hurtigt kontraspil headede den ind til den endelige udligning for USA.
Kort før tid opstod der en kontroversiel situation hvor USA fik bolden i mål og var gået i gang med at fejre, men hvor dommeren fløjtede et frispark til Slovenien lige inden da. Om det var for offside eller om han har set et frispark i feltet, som jeg ikke har (større fjernsyn med HD ønskes!), det går måske med dommer Coulibaly i graven, eftersom FIFA har givet samtlige VM-dommere mundkurv på under hele turneringens forløb. De eneste, de må udtale sig til, er FIFA selv.
Flere voldsomt store chancer opstod der ikke i kampens sidste 5 minutter, og dermed blev det ved 2-2 mellem Slovenien og USA.
ENG-ALG - The show that never were
Algeriets landstræner Saadane udtalte op til VM at det var vigtigt for dem ikke at blive ydmyget, og det må man sige at de har opfyldt. Efter en første runde, der nok kun vil blive husket for Chaouchis drop, formåede man at kæmpe sig til en rigtig stor skalp, da man tog 0-0 mod England. Opskriften var en kompakt midtbane samt kedeligt engelsk spil. Englænderne tog ikke mere end et par helhjertede forsøg i kampen, og det var som om (som Frankrig også er end med at snuble på) at de ventede på at der opstod en tilfældig fejl, de kunne udnytte. Algeriet spillede dog koncentreret, og med hvad der lignede en 3-6-1-opstilling formåede man at holde den stærke engelske midtbane under konstant pres, samtidig med at angrebet langt fra fungerede for Three Lions. Efter 90 minutter var der altså ikke lukket et eneste mål ind, og det sluttede derfor ved 0-0.
DAGENS KAMPE: HOL-JPN (Moses Mabhida Stadium, Canal 9, 13:30), GHA-AUS (Royal Bafokeng Stadium, TV2, 16:00), CMR-DEN (Loftus Versfield Stadium, DR1, 20:30)
Første kamp er mellem Danmarks sidste modstander, Holland, og vores kommende modstander, Japan. Holland spillede god, tålmodig offensiv fodbold mod Danmark, mens Japan lå med mange mand bag bolden mod Cameroun. Med sejren over Cameroun kan Japan godt tillade sig at spille denne kamp på uafgjort, men eftersom de blev matchet ret godt af et væsentligt ringere Cameroun-hold, så tror jeg Holland har den ekstra styrke på bl.a. standardsituationer, hvor japanerne så lidt rådvilde ud fra tid til anden, og bookmakerne fordeler da også chancerne ca. 70-20-10 i hollændernes favør. Et ettal herfra.
Anden kamp er mellem Ghana og Australien. Ghana spillede en flot kamp mod Serbien og viste utrættelighed, hvilket må siges at være godt og vel det modsatte af hvad Australien præsterede mod Tyskland. Ghana har god fysik og voksende taktisk forståelse at spille med, de spiller godt og balanceret spil uden at lave kritiske personfejl i pressede situationer. Første halvleg prøvede de ivrigt mod et kompakt serbisk hold, og i anden halvleg pressede de ganske langsomt på og fik så føringen efter en dum hånd på bolden (fra nu af kaldt en serber? Vidić lavede den igen i dag), der resulterede i et straffespark, som Ghana som bekendt omsatte. Australien fik derimod en af deres stjerner (Tim Cahill) udvist og kom ikke i andet end problemer mod en sprudlende tysk trup dirigeret af meget unge Mesut Özil, som bestemt ikke har været bleg for at tage playmakerrollen til sig. Jeg spår knægten en kæmpe fremtid.
Nå, men anyways, det bliver en hård kamp for Ghana, men jeg tror at de har fysikken, der skal til for at køre et lidt halvgammelt australsk hold ud af banen. Nedsabling bliver det ikke, men der kan nok godt sættes en enkelt kasse eller to ind, og hvis de holder niveauet fra åbningskampen kan de godt holde buret rent mod et tandløst australsk angreb.
Tredje kamp bliver den spændende. Danmarks ene af to skæbnekampe, den første mod Cameroun. Lad mig indrømme, jeg har svært ved at se drengene komme videre ved denne slutrunde. I hvert fald med den offensiv, vi kan mønstre lige nu. Hvis vi nu bare ser på ham, der skulle være vores goalgetter helt oppe forrest:
1. Nicklas Bendtner: Er han skadet? Er han klar? Kan han spille 90 minutter? Ingen ved det, og vores chancer afhænger overordentligt meget af om han er klar eller ej. Og om han spiller en god dag.
2. Jon Dahl Tomasson (Undskyld Helle): "Først var det Danmarks farligste inderside, så var det Europas farligste inderside, og nu tør jeg godt sige 'det der, det er Verdens farligste inderside" - Sådan sagde Flemming Toft engang om Jon Dahl Tomasson. Jeg husker tydeligt VM-kampen mod Frankrig, hvor Jon Dahl køligt og frækt smider den ind i nettet med indersiden af foden. Jeg var 12 år gammel. Jeg gik i 7. klasse. Fodbold sagde mig ikke en dyt. Og jeg har faktisk aldrig kunnet huske en periode over bare 3 kampe, hvor Jon Dahl har været målfarlig.
3. Søren Larsen: Er han skadet IGEN? Er han OVERHOVEDET klar? Kan han spille FEMTEN minutter? Betragt Søren Larsen som en discount-version af Nicklas Bendtner. Han præsterer, men mod lavere rangerede hold. Han spiller for en sekundaklub i Tyskland, og det er som om han har den evige talisman i Morten Olsens øråd.
Disse spillere suppleres af Dennis Rommedahl, der løber RIGTIG hurtigt og ikke så utroligt meget andet, samt Jesper Grønkjær, der bliver væltet af jævn til frisk vind. Grønkjær kan eventuelt erstattes at Thomas Enevoldsen, hvis alibi på landsholdet er det samme som Jakob Poulsens - han scorede et mål. Hvis det er adgangskriteriet til landets ypperste 11 fodboldspillere, så vil jeg krumme tæer og holde mig for øjnene i 2x45 minutter i morgen aften.
Alt i alt måske en af VMs dårligste offensiver (Grækenland tæller ikke, da de har fremstormende forsvarsspillere), og denne kombineret med et foruden Eto'o (som de nu nok skal finde et våben mod) ikke truende camerounsk angreb og en skidegod dansk defensiv lugter lidt af 0-0-kamp. Nu er klokken mange, så lad mig give et bud på hvem jeg ville smække på banen hvis jeg ville have noget ud af Cameroun-kampen, hvis det skulle lykkes os at holde truppen bare nogenlunde skadesfri:
Kvist - Kjær - Agger - Jacobsen
Chr. Poulsen (c) - J. Poulsen
Eriksen
Rommedahl - Bendtner, evt. Tomasson - Kahlenberg
Jeg ved godt jeg har bashet nogle af de spillere, men min start-11'er er nu gjort udfra hvem der var udtaget til landsholdet, samt hvad jeg har en fornemmelse ville fungere bedst. Og jo, det er meget satset at smide Jon Dahl på bænken. Men lad os se det i øjnene, manden har rundet 33 år, og hans dage som fodboldspiller på internationalt plan er så småt ved at være talte. Lad nu snart manden stoppe og lad ham nyde sit otium. Nu har han prøvet i 2 år på at få det ene mål, der skal tangere landsholdets scoringsrekord, og jeg frygter at han vil gå ned i historiebøgerne som hr. lige-ved-og-næsten.
Lige-ved-og-næsten er meget passende, for det er sådan som jeg ser kampen i morgen ende. En kedelig nullert, måske et enkelt. Og hvis det bliver helt ekstremt, 2. It's the Danish way to rock, åbenbart.
Nu hedder det afsted på arbejde for mig, og så ses vi i morgen til SVK-PAR, ITA-NZL og BRA-CIV! Au revoir!
fredag den 18. juni 2010
VM - dag 8
Så er det tid til et turbo-blogindlæg, da jeg skal ud af døren om ca. tre kvarter og derfor ikke har de sædvanlige to timer til at skrible løs!
ARG-KOR - When pawns become kings
Argentina sprudlede offensivt, men defensivt var der enkelte personfejl og til tider mangelfuld præstation, men Sydkorea blev trods deres 2-1-scoring lige inden pause aldrig rigtig farlige. Gonzalo Higuain smed tre i nettet, og blev fortjente kåret til Man of the Match.
GRE-NGA - Når katten er ude...
En dum, dum stempling af Nigerias Sani Kaita blev efter lidt over en halv times spil afgørende, da Grækenland gennem den sidste time pressede sig frem på banen og fik scoret deres to første VM-mål nogensinde med 2-1-sejren over Nigeria.
FRA-MEX - Grøn energi
Mexico leverede sammen med Grækenland en god overraskelse her i starten af anden runde, da man præsterede at slå et svagt spillende fransk hold 2-0 med mål af to indskiftere, 22-årige Javier Hernández, der fuldkommen snød offsidefælden (selvom det nok var mere held end forstand) og afdriblede Hugo Lloris (not bad at all), og 37-årige Cuauthémoc Blanco, der scorede på straffespark. Frankrig skal altså bruge en sejr over Sydafrika samtidig med at Uruguay vinder over Mexico samt at franskmændene skal hente 5 måls målforskel, hvis de skal avancere.
DAGENS KAMPE: GER-SER (Nelson Mandela Stadium, TV2, 13:30), SVN-USA (Ellis Park Stadium, Canal 9, 16:00), ENG-ALG (Cape Town Stadium, TV2, 20:30)
Den første kamp står mellem Tyskland, som nedsablede Australien 4-0, og Serbien, der tabte 1-0 til Ghana på straffespark i kampens døende minutter. Tysklands offensiv er flot sammenspillet og bundet godt sammen af tyrkisk-tyske Mesut Özil, der var en af banens bedste i deres første gruppespilskamp, mens den serbiske defensiv spillede en god første halvleg og en noget forvirret anden halvleg. Serbien står i en svær situation, da man vil ligge og kæmpe med Ghana om andenpladsen i gruppen, og da begge hold på forhånd forventes at vinde over Australien, vil de være tvunget til at skabe noget mere offensivt, end de gjorde mod Ghana. Det fremadrettede spil virker meget tandløst, og det vil være en klar svaghed for dem at have folk foran bolden, når Tyskland overtager boldbesiddelse. Jeg tror derfor på en tysk sejr på 1 eller 2 mål.
Anden kamp er mellem Slovenien og USA. Slovenien fører gruppen på et algiersk målmandsdrop, men må regnes for underdogs mod et velspillende amerikansk mandskab, som kun blev bragt på slingrekurs af et af de flotte glimt, den engelske offensiv viser ind imellem, personificeret i Steven Gerrard. USA ventes at tage andenpladsen i gruppen, og denne rolle vil de også påtage sig i kampen mod Slovenien, som heller ikke virker for meget som at satse frem i banen. Slovenien skal hente points i dag (og meget gerne 3), hvis de skal gøre sig forhåbninger om at sende USA ud i kulden. Men deres offensive mangler vil sandsynligvis blive udstillet af det amerikanske forsvar, og Donovan, Dempsey og Altidore virker som de rette mænd til opgaven. Slovenien har ikke samme jerndefensiv som Serbien og virker idéløse i det offensive spil, og jeg tror derfor på en sejr til USA.
Tredje kamp i dag er mellem England og Algeriet. England skabte meget offensivt i den første kamp, men kunne ikke trænge igennem forsvaret. Jeg tror dog at vi i dag vil se et mere sprudlende engelsk mandskab, som måske også vil prøve sig mere fra distancen grundet Algeriets noget svage keeperbud. Algeriet skabte ikke meget i den første kamp, og virkede generelt som om de ikke rigtig gad det. Jeg ser derfor mest England vinde denne kamp, og min chancefordeling hedder nok noget i nærheden af 80-15-5.
SPØRGERUNDEN:
Dagens eneste spørgsmål er fra Henrik Bruun:
Intet europæisk hold har vundet VM udenfor Europa. Kan det ske i år?
De umiddelbart eneste europæiske bud på en VM-vinder ligner efter første spillerunde kun Tyskland og Spanien. England måske med her som outsidere. Tyskland var for mig at se det eneste hold, der både havde stopstoppende forsvar, kontrollerende midtbane og knivskarp offensiv, men det er svært at spå om den endelige titel, når holdet kun har spillet mod gruppens svageste. Joachim Löw virker som en træner, der har gjort et flydende generationsskifte på det hold, og det er utroligt flot at man har fået en U/21-spiller (og så med det niveau!) på holdet i form af Mesut Özil, og efter første runde ligner de en favorit til VM-titlen. Dog kan dette jo sagtens ændre sig, og jeg siger heller ikke du skal smide din pensionsopsparing på at VM-titlen ender hos vores naboer i syd. Bolden er rund, og alt er muligt. Schweiz leverede som bekendt den flotte præstation mod Spanien, og jeg er overbevist om at det ikke er den sidste overraskelse, vi har set i turneringen.
Phew, jeg nåede det! Nu på arbejde, og så ses vi i morgen til skæbnekampen mod Cameroun, men inden da er der HOL-JPN og GHA-AUS. God fornøjelse med dagens kampe!
ARG-KOR - When pawns become kings
Argentina sprudlede offensivt, men defensivt var der enkelte personfejl og til tider mangelfuld præstation, men Sydkorea blev trods deres 2-1-scoring lige inden pause aldrig rigtig farlige. Gonzalo Higuain smed tre i nettet, og blev fortjente kåret til Man of the Match.
GRE-NGA - Når katten er ude...
En dum, dum stempling af Nigerias Sani Kaita blev efter lidt over en halv times spil afgørende, da Grækenland gennem den sidste time pressede sig frem på banen og fik scoret deres to første VM-mål nogensinde med 2-1-sejren over Nigeria.
FRA-MEX - Grøn energi
Mexico leverede sammen med Grækenland en god overraskelse her i starten af anden runde, da man præsterede at slå et svagt spillende fransk hold 2-0 med mål af to indskiftere, 22-årige Javier Hernández, der fuldkommen snød offsidefælden (selvom det nok var mere held end forstand) og afdriblede Hugo Lloris (not bad at all), og 37-årige Cuauthémoc Blanco, der scorede på straffespark. Frankrig skal altså bruge en sejr over Sydafrika samtidig med at Uruguay vinder over Mexico samt at franskmændene skal hente 5 måls målforskel, hvis de skal avancere.
DAGENS KAMPE: GER-SER (Nelson Mandela Stadium, TV2, 13:30), SVN-USA (Ellis Park Stadium, Canal 9, 16:00), ENG-ALG (Cape Town Stadium, TV2, 20:30)
Den første kamp står mellem Tyskland, som nedsablede Australien 4-0, og Serbien, der tabte 1-0 til Ghana på straffespark i kampens døende minutter. Tysklands offensiv er flot sammenspillet og bundet godt sammen af tyrkisk-tyske Mesut Özil, der var en af banens bedste i deres første gruppespilskamp, mens den serbiske defensiv spillede en god første halvleg og en noget forvirret anden halvleg. Serbien står i en svær situation, da man vil ligge og kæmpe med Ghana om andenpladsen i gruppen, og da begge hold på forhånd forventes at vinde over Australien, vil de være tvunget til at skabe noget mere offensivt, end de gjorde mod Ghana. Det fremadrettede spil virker meget tandløst, og det vil være en klar svaghed for dem at have folk foran bolden, når Tyskland overtager boldbesiddelse. Jeg tror derfor på en tysk sejr på 1 eller 2 mål.
Anden kamp er mellem Slovenien og USA. Slovenien fører gruppen på et algiersk målmandsdrop, men må regnes for underdogs mod et velspillende amerikansk mandskab, som kun blev bragt på slingrekurs af et af de flotte glimt, den engelske offensiv viser ind imellem, personificeret i Steven Gerrard. USA ventes at tage andenpladsen i gruppen, og denne rolle vil de også påtage sig i kampen mod Slovenien, som heller ikke virker for meget som at satse frem i banen. Slovenien skal hente points i dag (og meget gerne 3), hvis de skal gøre sig forhåbninger om at sende USA ud i kulden. Men deres offensive mangler vil sandsynligvis blive udstillet af det amerikanske forsvar, og Donovan, Dempsey og Altidore virker som de rette mænd til opgaven. Slovenien har ikke samme jerndefensiv som Serbien og virker idéløse i det offensive spil, og jeg tror derfor på en sejr til USA.
Tredje kamp i dag er mellem England og Algeriet. England skabte meget offensivt i den første kamp, men kunne ikke trænge igennem forsvaret. Jeg tror dog at vi i dag vil se et mere sprudlende engelsk mandskab, som måske også vil prøve sig mere fra distancen grundet Algeriets noget svage keeperbud. Algeriet skabte ikke meget i den første kamp, og virkede generelt som om de ikke rigtig gad det. Jeg ser derfor mest England vinde denne kamp, og min chancefordeling hedder nok noget i nærheden af 80-15-5.
SPØRGERUNDEN:
Dagens eneste spørgsmål er fra Henrik Bruun:
Intet europæisk hold har vundet VM udenfor Europa. Kan det ske i år?
De umiddelbart eneste europæiske bud på en VM-vinder ligner efter første spillerunde kun Tyskland og Spanien. England måske med her som outsidere. Tyskland var for mig at se det eneste hold, der både havde stopstoppende forsvar, kontrollerende midtbane og knivskarp offensiv, men det er svært at spå om den endelige titel, når holdet kun har spillet mod gruppens svageste. Joachim Löw virker som en træner, der har gjort et flydende generationsskifte på det hold, og det er utroligt flot at man har fået en U/21-spiller (og så med det niveau!) på holdet i form af Mesut Özil, og efter første runde ligner de en favorit til VM-titlen. Dog kan dette jo sagtens ændre sig, og jeg siger heller ikke du skal smide din pensionsopsparing på at VM-titlen ender hos vores naboer i syd. Bolden er rund, og alt er muligt. Schweiz leverede som bekendt den flotte præstation mod Spanien, og jeg er overbevist om at det ikke er den sidste overraskelse, vi har set i turneringen.
Phew, jeg nåede det! Nu på arbejde, og så ses vi i morgen til skæbnekampen mod Cameroun, men inden da er der HOL-JPN og GHA-AUS. God fornøjelse med dagens kampe!
torsdag den 17. juni 2010
VM - dag 7
Så er den første uge gået, og vi har fået set alle hold i aktion, og det må siges at have været en blandet oplevelse. Vi har set Tyskland rundbarbere Australien, vi har set Nordkorea holde Brasilien til en snæver 1-målssejr, og vi har vigtigst af alt set Spanien tabe til Schweiz.
CHI-HON - Målfesten udeblev (som jeg forventede)
Chile og Honduras var på forhånd af mange spået til at blive en chilensk målfest, og ikke for at prale, men jeg så dem nu som forholdsvis lige, men med en smal chilensk sejr, og det må da siges at jeg fik ret, da Chile vandt 1-0.
Chile havde flere gode chancer i starten af kampen, men vi skulle helt frem til lige over en halv times spil før kampens enlige mål faldt. Flot chilensk spil ned af kanten resulterer i et indlæg ind, og Honduras' Sergio Mendoza får uheldigvis skudt bolden op på Chiles Jean Beausejour, der dermed smider bolden ind i målet til 1-0 til Chile.
Det var på ingen måde en uventet, der var på vej til Chile, og de havde da også chancerne til at øge yderligere. Honduras havde også en enkelt chance eller to for at udligne, men foruden et direkte frispark blev de aldrig for alvor farlige. Chile lægger bolden i målet endnu en gang i kampen, men der var altså offside. Chile kunne derfor på flot boldomgang og højt tempo hente en forholdsvis sikker sejr hjem.
ESP-SUI - opspil vinder ikke en kamp
Til genne kamps "tagline" har jeg valgt at bruge en af de ting, jeg konstaterede kort efter jeg havde fået set kampen slut (jeg var på arbejde og blev nødt til at optage den), for set på spil og chancer havde Spanien hele kampen, men den schweiziske keeper Diego Benaglio er slet ikke til at undervurdere, og leverede foruden gårsdagens clean sheet også en flot præstation under EM 2008.
Spanien havde utroligt mange chancer, men når det kom til afslutninger var enten spilningen, førsteberøringen eller skuddet for dårligt, måske manglede de sidste små marginaler lige eller også leverede Diego Benaglio (som havde god kontrol over hele feltet) en flot redning. Schweiz levede, som Nordkorea gjorde det mod Brasilien, på kontraangreb, og efter en lille times spil og en masse tilfældigheder kunne Schweiz høste frugten af deres tilmodige arbejde og score til 1-0. Den stilling holdt kampen ud, og så kunne Schweiz altså levere turneringens foreløbigt største overraskelse.
RSA-URU - it's the offense that sells tickets...
...but it's the defense that wins championships, er der en god vending fra amerikansk fodbold, der siger, og den har da også beskrevet vores foreløbige VM meget godt. De hold, der stod godt nede bagi kunne oftest høste frugten af deres arbejde, som f.eks. Slovenien og Japan gjorde, men de hold, hvor bare en af de bageste 5 mænd svigtede, endte med at blive straffet hårdt og koldt for det, her tænker jeg mest på England og Australien og nu også Sydafrika.
Sydafrikas defensiv havde været mangelfuld mod Mexico, hvor Uruguays offensiv som skrevet i går kun blev holdt fra mål af et meget disciplineret fransk forsvar. Og manglende opmærksomhed samt manglende markering af Diego Forlán gjorde at han havde tid og plads til at forsøge sig med et langskud. Bang, det gik ind. 1-0 til Uruguay.
Sydafrika forsøgte sig flere gange, og det blev aldrig specielt farligt, da sydafrikanerne lod til at have alt for meget selvtillid. De så derfor flere gange ikke hinanden når medspillere tog gode dybdeløb og mest tydeligt blev det set da Siphiwe Tshabalala, der scorede Sydafrikas mål i 1-1-kampen mod Mexico, forsøgte sig fra distancen fremfor at spille en meget fri Steven Pienaar, der også havde taget et godt dybdeløb.
Luis Suárez forsøgte sig mange gange for Uruguay, og da han endelig kom frem til noget helt åbent blev han stoppet af Sydafrikas keeper Itumeleng Khune, der havde stået en god kamp i åbningskampen mod Mexico, men måtte slutte sin kamp med et rødt kort, der opsummerede en dårlig præstation ret godt. Straffesparket blev ganske som ventet udnyttet og omsat til et mål af Diego Forlán. Álvaro Pereira formåede også at øge til 3-0 i tillægstiden af 2. halvleg, og Uruguay vandt derfor 3-0.
DAGENS KAMPE: ARG-KOR (Soccer City Stadium, Canal 9, 13:30), GRE-NIG (Free State Stadium, TV2, 16:00), FRA-MEX (Peter Mokaba Stadium, TV2, 20:30)
Dagens første kamp står mellem Argentina og Sydkorea, som begge vandt deres første kamp. Argentina vandt 1-0 over Nigeria mens Sydkorea triumferede med 2-0 over Grækenland.
Argentina er store favoritter til at vinde VM-trofæet, og en sejr i dag vil være endnu et skridt i den retning. De sad da også på både spil og chancer i første kamp mod Nigeria, og blev kun truet i korte glimt, hvorimod Messi både brændte og leverede skud i verdensklasse. Kun Nigerias målmand Vincent Enyeama, som efter sigende havde "læst op" på Messi og hvordan han skød, holdt Nigeria fra at indkassere flere mål. Nigeria kæmpede hårdt og fysisk, men Argentina stod godt nede i bagkæden og holdt derfor buret rent.
Sydkorea, derimod, hentede mest deres sejr på sløjt forsvarsspil at Grækenland, og begge mål skabes af græske forsvarsfejl, først dårlig opdækning på et hjørnespark, derefter en rigtig "Jesper" af Loukas Vyntra, der lægger bolden rigtig godt til Park Ji-Sung, der udnyttede chancen fuldt ud og øgede til 2-0.
Argentina er store favoritter til dagens kamp, og bookmakerne giver chancer på omkring 65-25-10. Chancer, som jeg godt vil erklære mig ret enig i, og det mest sandsynlige er altså at Argentina går ud af det her med en sejr. Måske endda med et clean sheet, hvorfor jeg har sat Walter Samuel på mit managerhold.
Dagens anden kamp står mellem Nigeria og Grækenland, deres første kampe har vi jo fået opsummeret meget godt lige ovenfor, og med samme argument om Nigerias fysiske styrke overfor Grækenlands meget tvivlsomme forsvarsspil, så tror jeg Grækenland bliver overrumplet igen i dag. Her kan det oplyses at du blandt andet hos Unibet kan hente odds 2,15 på Nigeriansk sejr.
Tredje kamp i dag står mellem Frankrig og Mexico. Begge hold spillede uafgjort i første kamp, men eftersom Frankrig har mødt de nuværende ettere i gruppen, Uruguay, må man sige at de har fået den sværeste kamp overstået og derfor står med de bedste kort på hånden for avancement. Kampen mellem Frankrig og Uruguay endte som bekendt 0-0 på et velorganiseret og velinstrueret uruguayansk forsvar, som vidste at de skulle lukke de franske individualister helt ned og presse dem så snart de kom i boldbesiddelse.
Mexicos forsvar stod også godt mod Sydafrika, og med et fransk hold, der ikke ligefrem sad på hele kampen mod Uruguay, bliver det derfor meget tæt. Jeg var meget fascineret af den mexicanske offensiv i første kamp, de spillede bolden flot rundt og jeg var specielt imponeret af deres højrekant (ved godt FIFA skriver ham som højreback, men de kan ikke håndtere tremandsforsvar) Raul Aguilar, som jeg mener var en af banens bedset i åbningskampen. Mexico har i mine øjne midlerne til at besejre Frankrig, omend det er et sats at gå mod bookmakerne, der kun spår Mexico 25 procents chance for sejr. Spørgsmålet er om de kan iscenesætte sig selv tilpas til at hive denne sejr mod den tidligere fodboldstormagt, men det får vi at se 16:00 og godt og vel to timer frem.
SPØRGERUNDEN:
Første spørgsmål er fra den ivrige spørger Henrik Bruun:
Torres vs. Villa - hvem er bedst for det spanske landshold?
David Villa. Alene det at Torres måtte komme på fra bænken understreger Villas vigtighed og præstationer for dette landshold. Grunden er ret simpel og findes i at han spiller i den spanske liga. Landsholdets spillestil er meget lig hvad man typisk ser i den spanske liga, hvor bolden flyttes godt rundt og man spiller sig ud af mange situationer. Liverpools forår har i tider været meget "kick and rush"-betonet, og Torres er også en god frontmand at have, men oftest virker det bare som om at David Villa er mere klinisk og kynisk i sine afslutninger, og jeg vil derfor mene at han er bedst for landsholdet.
Dagens andet spørgsmål er fra Thomas Stack:
Hvad er de tre vigtigste ting, vi har lært os i runde 1 i vm?
Første lektion: Opspil er ikke alt.
Som jeg skrev i gennemgangen af Spanien-Schweiz, så er opspil ikke alt. Det er måske en af de mest fascinerende ved fodbold. Kampe afgøres ikke på papiret, de afgøres ikke i tal og statistik, men de afgøres i effektivitet. Schweiz havde deres blot andet afslutning i hele kampen, da de satte den ind, hvorimod Spanien havde skudt den mod mål mindst 10 gange. Argentina skød og skød og skød, men brændte.
Anden lektion: Jabulani er ikke så slem.
Mange havde råbt vagt i gevær og malet fanden på væggen over Jabulani, men foreløbig har den ikke vist sig at være så vanvittigt farlig som mange havde ment. I enkelte situationer virker den dog en lille smule for let til mig, men det er vel en smagssag samt et spørgsmål om hvad man er vant til at spille med (jeg er vant til en bold, der er lidt tungere end Jabulani).
Tredje lektion: Europæere er arrogante.
Vuvuzelaen har været et stort diskussionsemne. Nogle elsker den, andre hader den. Selv hører jeg til den første gruppe. Det ultimative argument pro-vuvuzela ligger i at det er en del af fodboldkulturen, hvor anti-vuvuzela-lejrens største argument er at den giver hovedpine og ødelægger TV-oplevelsen. Selv har jeg foreløbig kun misset ITA-PAR (HON-CHI og ESP-SUI havde jeg optaget og så inden dagens blog), og jeg har ikke haft de mindste hovedproblemer. Måske burde den kolde øl skiftes ud med en flaske vand eller to ;-) Men lad mig vende tilbage til argumentet om at det er en del af fodboldkulturen: Lad os drage en parallel til vores fodboldkultur: trommer og sang på stadion. Det her mener jeg er det vigtigste argument. Og lad os prøve at udskifte vuvuzela i nogle typiske vendinger med sange (og jo, sange er ofte også monotone):
"Sangene er alt for larmende og høje" - "Sangene ødelægger min TV-oplevelse" "Man kan ikke høre kommentatorerne for sangene" - "Sange hører ingen steder hjemme på stadion, og burde forbydes!" - "TV-selskaberne burde skrue ned for sangene" - "Spillerne spiller dårligere, fordi de ikke kan kommunikere sammen for sangene"
...Jeg håber I selv kan følge mit argument herfra. Det er en ny kultur, og den kultur skal praktiseres på autentisk vis! Central- og vesteuropa har trompeter og lignende på stadion, mange skandinaviske klubber har trommer på stadion og godt og vel alle hold i den vestlige verden har højlydt sang på stadion. Ville det så ikke være arrogant at forbyde nogle af de ting?
Lad fankulturen leve, for omend du vil det eller ej, så er fankulturen en stor del af det at se fodbold, både hjemme i studerne og ude på tribunerne.
Vi ses i morgen til GER-SER, SVN-USA og ENG-ALG, og endnu engang er kampen gået i gang før jeg er færdig.. AAARGH!
CHI-HON - Målfesten udeblev (som jeg forventede)
Chile og Honduras var på forhånd af mange spået til at blive en chilensk målfest, og ikke for at prale, men jeg så dem nu som forholdsvis lige, men med en smal chilensk sejr, og det må da siges at jeg fik ret, da Chile vandt 1-0.
Chile havde flere gode chancer i starten af kampen, men vi skulle helt frem til lige over en halv times spil før kampens enlige mål faldt. Flot chilensk spil ned af kanten resulterer i et indlæg ind, og Honduras' Sergio Mendoza får uheldigvis skudt bolden op på Chiles Jean Beausejour, der dermed smider bolden ind i målet til 1-0 til Chile.
Det var på ingen måde en uventet, der var på vej til Chile, og de havde da også chancerne til at øge yderligere. Honduras havde også en enkelt chance eller to for at udligne, men foruden et direkte frispark blev de aldrig for alvor farlige. Chile lægger bolden i målet endnu en gang i kampen, men der var altså offside. Chile kunne derfor på flot boldomgang og højt tempo hente en forholdsvis sikker sejr hjem.
ESP-SUI - opspil vinder ikke en kamp
Til genne kamps "tagline" har jeg valgt at bruge en af de ting, jeg konstaterede kort efter jeg havde fået set kampen slut (jeg var på arbejde og blev nødt til at optage den), for set på spil og chancer havde Spanien hele kampen, men den schweiziske keeper Diego Benaglio er slet ikke til at undervurdere, og leverede foruden gårsdagens clean sheet også en flot præstation under EM 2008.
Spanien havde utroligt mange chancer, men når det kom til afslutninger var enten spilningen, førsteberøringen eller skuddet for dårligt, måske manglede de sidste små marginaler lige eller også leverede Diego Benaglio (som havde god kontrol over hele feltet) en flot redning. Schweiz levede, som Nordkorea gjorde det mod Brasilien, på kontraangreb, og efter en lille times spil og en masse tilfældigheder kunne Schweiz høste frugten af deres tilmodige arbejde og score til 1-0. Den stilling holdt kampen ud, og så kunne Schweiz altså levere turneringens foreløbigt største overraskelse.
RSA-URU - it's the offense that sells tickets...
...but it's the defense that wins championships, er der en god vending fra amerikansk fodbold, der siger, og den har da også beskrevet vores foreløbige VM meget godt. De hold, der stod godt nede bagi kunne oftest høste frugten af deres arbejde, som f.eks. Slovenien og Japan gjorde, men de hold, hvor bare en af de bageste 5 mænd svigtede, endte med at blive straffet hårdt og koldt for det, her tænker jeg mest på England og Australien og nu også Sydafrika.
Sydafrikas defensiv havde været mangelfuld mod Mexico, hvor Uruguays offensiv som skrevet i går kun blev holdt fra mål af et meget disciplineret fransk forsvar. Og manglende opmærksomhed samt manglende markering af Diego Forlán gjorde at han havde tid og plads til at forsøge sig med et langskud. Bang, det gik ind. 1-0 til Uruguay.
Sydafrika forsøgte sig flere gange, og det blev aldrig specielt farligt, da sydafrikanerne lod til at have alt for meget selvtillid. De så derfor flere gange ikke hinanden når medspillere tog gode dybdeløb og mest tydeligt blev det set da Siphiwe Tshabalala, der scorede Sydafrikas mål i 1-1-kampen mod Mexico, forsøgte sig fra distancen fremfor at spille en meget fri Steven Pienaar, der også havde taget et godt dybdeløb.
Luis Suárez forsøgte sig mange gange for Uruguay, og da han endelig kom frem til noget helt åbent blev han stoppet af Sydafrikas keeper Itumeleng Khune, der havde stået en god kamp i åbningskampen mod Mexico, men måtte slutte sin kamp med et rødt kort, der opsummerede en dårlig præstation ret godt. Straffesparket blev ganske som ventet udnyttet og omsat til et mål af Diego Forlán. Álvaro Pereira formåede også at øge til 3-0 i tillægstiden af 2. halvleg, og Uruguay vandt derfor 3-0.
DAGENS KAMPE: ARG-KOR (Soccer City Stadium, Canal 9, 13:30), GRE-NIG (Free State Stadium, TV2, 16:00), FRA-MEX (Peter Mokaba Stadium, TV2, 20:30)
Dagens første kamp står mellem Argentina og Sydkorea, som begge vandt deres første kamp. Argentina vandt 1-0 over Nigeria mens Sydkorea triumferede med 2-0 over Grækenland.
Argentina er store favoritter til at vinde VM-trofæet, og en sejr i dag vil være endnu et skridt i den retning. De sad da også på både spil og chancer i første kamp mod Nigeria, og blev kun truet i korte glimt, hvorimod Messi både brændte og leverede skud i verdensklasse. Kun Nigerias målmand Vincent Enyeama, som efter sigende havde "læst op" på Messi og hvordan han skød, holdt Nigeria fra at indkassere flere mål. Nigeria kæmpede hårdt og fysisk, men Argentina stod godt nede i bagkæden og holdt derfor buret rent.
Sydkorea, derimod, hentede mest deres sejr på sløjt forsvarsspil at Grækenland, og begge mål skabes af græske forsvarsfejl, først dårlig opdækning på et hjørnespark, derefter en rigtig "Jesper" af Loukas Vyntra, der lægger bolden rigtig godt til Park Ji-Sung, der udnyttede chancen fuldt ud og øgede til 2-0.
Argentina er store favoritter til dagens kamp, og bookmakerne giver chancer på omkring 65-25-10. Chancer, som jeg godt vil erklære mig ret enig i, og det mest sandsynlige er altså at Argentina går ud af det her med en sejr. Måske endda med et clean sheet, hvorfor jeg har sat Walter Samuel på mit managerhold.
Dagens anden kamp står mellem Nigeria og Grækenland, deres første kampe har vi jo fået opsummeret meget godt lige ovenfor, og med samme argument om Nigerias fysiske styrke overfor Grækenlands meget tvivlsomme forsvarsspil, så tror jeg Grækenland bliver overrumplet igen i dag. Her kan det oplyses at du blandt andet hos Unibet kan hente odds 2,15 på Nigeriansk sejr.
Tredje kamp i dag står mellem Frankrig og Mexico. Begge hold spillede uafgjort i første kamp, men eftersom Frankrig har mødt de nuværende ettere i gruppen, Uruguay, må man sige at de har fået den sværeste kamp overstået og derfor står med de bedste kort på hånden for avancement. Kampen mellem Frankrig og Uruguay endte som bekendt 0-0 på et velorganiseret og velinstrueret uruguayansk forsvar, som vidste at de skulle lukke de franske individualister helt ned og presse dem så snart de kom i boldbesiddelse.
Mexicos forsvar stod også godt mod Sydafrika, og med et fransk hold, der ikke ligefrem sad på hele kampen mod Uruguay, bliver det derfor meget tæt. Jeg var meget fascineret af den mexicanske offensiv i første kamp, de spillede bolden flot rundt og jeg var specielt imponeret af deres højrekant (ved godt FIFA skriver ham som højreback, men de kan ikke håndtere tremandsforsvar) Raul Aguilar, som jeg mener var en af banens bedset i åbningskampen. Mexico har i mine øjne midlerne til at besejre Frankrig, omend det er et sats at gå mod bookmakerne, der kun spår Mexico 25 procents chance for sejr. Spørgsmålet er om de kan iscenesætte sig selv tilpas til at hive denne sejr mod den tidligere fodboldstormagt, men det får vi at se 16:00 og godt og vel to timer frem.
SPØRGERUNDEN:
Første spørgsmål er fra den ivrige spørger Henrik Bruun:
Torres vs. Villa - hvem er bedst for det spanske landshold?
David Villa. Alene det at Torres måtte komme på fra bænken understreger Villas vigtighed og præstationer for dette landshold. Grunden er ret simpel og findes i at han spiller i den spanske liga. Landsholdets spillestil er meget lig hvad man typisk ser i den spanske liga, hvor bolden flyttes godt rundt og man spiller sig ud af mange situationer. Liverpools forår har i tider været meget "kick and rush"-betonet, og Torres er også en god frontmand at have, men oftest virker det bare som om at David Villa er mere klinisk og kynisk i sine afslutninger, og jeg vil derfor mene at han er bedst for landsholdet.
Dagens andet spørgsmål er fra Thomas Stack:
Hvad er de tre vigtigste ting, vi har lært os i runde 1 i vm?
Første lektion: Opspil er ikke alt.
Som jeg skrev i gennemgangen af Spanien-Schweiz, så er opspil ikke alt. Det er måske en af de mest fascinerende ved fodbold. Kampe afgøres ikke på papiret, de afgøres ikke i tal og statistik, men de afgøres i effektivitet. Schweiz havde deres blot andet afslutning i hele kampen, da de satte den ind, hvorimod Spanien havde skudt den mod mål mindst 10 gange. Argentina skød og skød og skød, men brændte.
Anden lektion: Jabulani er ikke så slem.
Mange havde råbt vagt i gevær og malet fanden på væggen over Jabulani, men foreløbig har den ikke vist sig at være så vanvittigt farlig som mange havde ment. I enkelte situationer virker den dog en lille smule for let til mig, men det er vel en smagssag samt et spørgsmål om hvad man er vant til at spille med (jeg er vant til en bold, der er lidt tungere end Jabulani).
Tredje lektion: Europæere er arrogante.
Vuvuzelaen har været et stort diskussionsemne. Nogle elsker den, andre hader den. Selv hører jeg til den første gruppe. Det ultimative argument pro-vuvuzela ligger i at det er en del af fodboldkulturen, hvor anti-vuvuzela-lejrens største argument er at den giver hovedpine og ødelægger TV-oplevelsen. Selv har jeg foreløbig kun misset ITA-PAR (HON-CHI og ESP-SUI havde jeg optaget og så inden dagens blog), og jeg har ikke haft de mindste hovedproblemer. Måske burde den kolde øl skiftes ud med en flaske vand eller to ;-) Men lad mig vende tilbage til argumentet om at det er en del af fodboldkulturen: Lad os drage en parallel til vores fodboldkultur: trommer og sang på stadion. Det her mener jeg er det vigtigste argument. Og lad os prøve at udskifte vuvuzela i nogle typiske vendinger med sange (og jo, sange er ofte også monotone):
"Sangene er alt for larmende og høje" - "Sangene ødelægger min TV-oplevelse" "Man kan ikke høre kommentatorerne for sangene" - "Sange hører ingen steder hjemme på stadion, og burde forbydes!" - "TV-selskaberne burde skrue ned for sangene" - "Spillerne spiller dårligere, fordi de ikke kan kommunikere sammen for sangene"
...Jeg håber I selv kan følge mit argument herfra. Det er en ny kultur, og den kultur skal praktiseres på autentisk vis! Central- og vesteuropa har trompeter og lignende på stadion, mange skandinaviske klubber har trommer på stadion og godt og vel alle hold i den vestlige verden har højlydt sang på stadion. Ville det så ikke være arrogant at forbyde nogle af de ting?
Lad fankulturen leve, for omend du vil det eller ej, så er fankulturen en stor del af det at se fodbold, både hjemme i studerne og ude på tribunerne.
Vi ses i morgen til GER-SER, SVN-USA og ENG-ALG, og endnu engang er kampen gået i gang før jeg er færdig.. AAARGH!
onsdag den 16. juni 2010
VM - dag 6
Dag 5 er overstået uden de helt store overraskelser resultatmæssigt, kun New Zealand overraskede bookmakerne lidt med halvdanske Winston Reids udligning langt inde i dommerens tillægstid.
NZL-SVK - Overraskelsen i overtiden
New Zealand var inden kampstart en stor underdog optil denne kamp, og bortset fra et kvarters sydlandsk overtag i kampen var det Slovakiet, der vovede sig frem i banen og sad på store dele af den, ganske som forventet bygget på en organiseret og velkommunikerende defensiv og tålmodigt offensivspil. Ganske som forventet kom de da også foran på godt fløjspil i starten af 2. halvleg og kørte derfor næsten på cruise control gennem resten af kampen (på den positive måde, ikke med 10 mand i eget felt).
Jeg havde så småt gjort klar til at slukke fjerneren og lige nuppe en halv times lur da Winston Reid så stiger til vejrs i Slovakiets felt i slutningen af det tredje af tre tillægsminutter. Kampen slutter kort efter 1-1. Resultatmæssigt ikke hvad jeg havde regnet med, men spilmæssigt det forventede slovakiske overtag, og det må da også ventes at New Zealand er gladest for det ene point.
CIV-POR - Stilhed før stormen
Det har været et udbredt samtale blandt bloggere, journalister og kommentatorer at mange landshold er forsigtige i første spillerunde, og det er da foruden Tysklands 4-0-rundbarbering af Australien også nogle meget tætte kampe vi har set, og første kamp i gruppe G, i år kaldet "dødens gruppe", blev også en nullert. Men hvad kampen manglede i mål, havde den i tænding.
Begge hold var angrebsivrige, og det var en meget tempofyldt kamp, som måske mest huskes for Cristiano Ronaldos lige-ved-og-næsten-chance, der ramte ydersiden af stolpen på sin vej ud. Didier Drogba blev, som mange spekulerede i, klar til dagens kamp, men startede dog på bænken. Han blev dog vigtig for Elfenbenskysten, som dog ikke kom frem til de helt åbne chancer. Der var sågar ikke det store overarbejde til nogle af målmændene, og kampen endte med to nuller, et til hvert hold.
BRA-PRK - The afklapsning that never were
"Sølle" 2-1 til Brasilien. I havde grint af mig, hvis jeg havde sagt det i går, og nok også omvendt. Jeg havde set sammendrag fra en enkelt kamp med Nordkorea (deres træningskamp mod Grækenland), hvor de til trods for at være bagud to gange altså formåede at hive en uafgjort med hjem bag de lukkede grænser.
Deres store svaghed havde jeg på forhånd dømt til at være deres opdækningsspil i forsvaret, som det kom bag på mig fungerede overraskende godt og faktisk hold Brasilien ved 0-0 i de første 45 minutter. Deres offensive kombinationer havde til gengæld fungeret rigtig godt, men hvis vi tænker tilbage på hvordan det græske landshold spillede i kampen mod Sydkorea. Og med Grækenlands første kamp in mente, så stod det brasilianske forsvar godt imod det nordkoreanske angreb, som virkede tandløst og var mere baseret på kick-and-rush-fodbold end på noget decideret konstrukt, offensivt spil, og det lignede da slet ikke hvad vi så i kampen mod Grækenland.
Ikke desto mindre holdt defensiven i de første 50 minutter, hvor Maicon så tog et langt træk ned af højrekanten og i bedste spejlvendte Roberto Carlos-stil skyder bolden ind mellem målmand og stolpe. Det er dog værd at bemærke at det var meget dårligt målmandsspil af Ri i det nordkoreanske mål, der resulterede i at skuddet overhovedet kunne gå ind.
Senere i kampen for Elano via Robinho så øget til 2-0 på en klog stikning af Robinho. Det var da også typisk for kampen at afslutningerne langt fra var sprudlende fodbold, og jeg vil næsten vove at sige at skudkvaliteten var bedre i Argentina-Nigeria end i denne kamp. Ikke desto mindre formåede Nordkorea i slutminutterne at reducere på nogle frække kombinationer og et køligt skud og dermed sluttede kampen 2-1.
DAGENS KAMPE: HON-CHI (Mbombela Stadium, DR1, 13:30), ESP-SUI (Moses Mabhida Stadium, TV2, 16:00), RSA-URU (Loftus Versfield Stadium, TV2, 20:30)
Man gemmer det bedste til sidst, siger man, og de to sidste hold i denne spillerunde er hold, som jeg ved mange danskere (undertegnede deriblandt) har set frem til, nemlig Chile og Spanien.
Den første kamp i dag står mellem Honduras og Chile. Honduras kvalificerede sig på hvad man må sige er yderste mandat, som tredjeplads i CONCACAF's (CONfederation of North, Central American and Caribbean Association Football, til dem, der godt kan lide forkortelser skrevet ud) kvalifikation, bag USA og Mexico (der ganske som forventet kvalificerede sig), og lige foran snuden på Costa Rica, der skulle i playoffkamp med 5'eren i CONMEBOL's (Confederación Sudamericana de Fútbol, don't ask hvordan de får det til at passe) kvalifikation. denne femteplads røg til Uruguay, og eftersom vi ved at Uruguay er med, så må det betyde at Costa Rica ikke klarede skærene, rest is history. Costa Rica og Honduras sluttede lige på points, men Honduras havde en 7 mål bedre målforskel, og røg derfor direkte til VM, hvorimod Costa Rica måtte forsøge sig ad omvejen, uden succes.
Chile fik en overraskende tredjeplads i den sydamerikanske kvalifikation, og røg derfor direkte til VM. Chile vandt en lille plads i danskernes hjerter den skæbnesvangre aften på Brøndby Stadion, hvor de via temperamentsfuld, initiativrig og hurtig fodbold overrumplede et mere afventende dansk landshold, og det er da også denne spillestil og en meget overkommelig gruppe (de er foruden Honduras parret med Spanien og Schweiz) der gør, at de godt kunne avancere fra gruppespillet, dog sandsynligvis som treer. Honduras kender vi dog ikke så meget til foruden Wilson Palacios, David Suazo og Maynor Figueroa (for de rigtig skarpe) og Georgie Welcome (for dem med hang til sjove navne).
Honduras' seneste resultater er ikke ligefrem prangende og tæller resultater som 0-0 mod Azerbadsjan, og vi skal helt tilbage til januar for at finde deres seneste sejr, der var på 3-1 over USA. Chile har derimod kun spillet én kamp uafgjort (0-0 hjemme mod Venezuela) og tabt en enkelt (1-0 ude mod Mexico), og vundet de sidste 6 øvrige. Selvom disse 6 andre kampe er mod lande som Nordirland og New Zealand, mener jeg dog at dette burde være nok til at turde byde på Chile som vinder.
Anden kamp står mellem Spanien, der kommer til Sydafrika med EM-guld om halsen, og som vindere af den kontinentale turnering i den måske stærkeste konføderation er de vel uundgåelige i favoritfeltet. Historien er dog imod dem, da de aldrig har vundet en eneste VM-pokal. Men en gang skal være den første, og det her er da også et af pro-spanieres ypperste argumenter. De møder i første kamp Schweiz, som til sidste VM formåede at gøre sig bemærket på en anden måde en Spanien, da man blev et af de første hold, der måtte indse at ikke engang vild sandsynlighedsregning og matematik kunne redde deres chancer for avancement. Denne styrkeforskel vil da nok også blive demonstreret i stor stil spilmæssigt (ikke nødvendigvis resultatmæssigt.. BRA-PRK, anyone?), men mon ikke Spanien også kan hive denne sejr hjem.
Sådan nåede vi hele vejen rundt, og således når vi dagens tredje kamp, første kamp i anden spillerunde, hvor Uruguay og Sydafrika møder hinanden. I første kamp mod Mexico fik Rafael Márquez udlignet Siphiwe Tshabalalas drøn af et åbningsmål, og vi så et velspillende sydafrikansk hold offensivt, hvorimod det defensive arbejde godt kunne knibe fra tid til anden. Uruguay spillede mod Frankrig, og deres forsvarsspil var godt kendetegnet ved at de var gode til at lukke ned for boldholderen. Hvis vi kombinerer dette spil med Sydafrikas meget driblende spil (der også var lidt langsommere end det, vi så fra Frankrig), så ligner Uruguay mest af alt en vinder af denne kamp i mine øjne. Diego Forlán og Luiz Suarez vil oppe forrest skabe rigtig meget ballade i det sydafrikanske forsvar, og hvis det ikke var for en velorganiseret fransk defensiv, så var URU-FRA da nok også endt i sydafrikansk favør fremfor en halvkedelig 0-0'er. Jeg tror derfor at vi som i går ender aftenen med sydamerikansk sejr.
SPØRGERUNDEN:
Første spørgsmål er fra Henrik, der spørger:
Er niveauet normalt for indledende gruppekampe? Kan vi forvente meget mere?
Allerførst vil jeg gerne tilstå at jeg kun er 20 år. Under sidste VM-slutrunde var jeg 16. Og som 16-årig er det svært at analysere på samme niveau, som jeg har gjort foreløbig her i bloggen. Jeg vil dog gerne sige så meget at jeg er overbevist om at vi får meget mere at se i næste runde, da alle de hold, der tabte deres åbningskampe, vil gå fuldt ud efter sejren, da endnu et nederlag vil gøre det meget svært for taberne at avancere fra gruppespillet. Man har måske spiller lidt tilbageholdende i denne første spilrunde, da man ved at gå efter alle tre points frygter at man sætter en enkelt over styr. Første runde har budt på mange ret skæve matches (Næsten alle kampe med de seedede hold har fodboldmæssigt været ret kedelige), og efterhånden som 26/6 (dagen for første 1/8) skrider frem, vil flere hold nok begynde at satse mere offensivt, da det gælder alt eller intet i tilfældet for de hold, der ligger omkring 2. og 3.-pladsen.
Personligt synes jeg det ville være en mulighed at skaffe det gamle system tilbage, hvor også de 4 bedste 3'ere kvalificerede sig videre, da jeg synes det er tilfældet for mange grupper at der er to hold, som er meget sandsynlige til at gå videre. En konkurrence mellem tredjepladserne giver derfor de lidt dårligere stillede hold en mulighed for at kæmpe til frem til 1/8-finalerne og lade drømmen leve bare en enkelt kamp til.
Sidste spørgsmål er fra Remi, der spørger:
Har nordkoreanerne en kinamands chance for at hive point hjem mod Portugal?
Uha, den er svær. Hvis de spiller defensivt som i går mod Brasilien, så har de en chance. Men den er ikke stor, nej. Brasiliens backs er mere fremadrettede i spillet, og Portugals spil så ud til at være baseret omkring Cristiano Ronaldo og Liédson, og deres backs lå ofte mere tilbage i banen. Spørgsmålet er så om Portugal har tænkt sig at oppe sig og spille mere fremme i banen, idet Nordkorea har trukket sig tilbage. Men med en tilpas mængde held kan de holde Portugal fuldkommen fra fadet, da de har føromtalte defensive organisation.
Lidt relateret spurgte LaGnoo:
Havde Nordkorea en chance?
Jeg tror der var en lille smule for meget forsvar og lidt for meget angreb til at de havde kunnet klare den mod Brasilien. Havde deres målmand ikke placeret sig så langt fra stolpen, så havde Maicon sandsynligvis ikke forsøgt sig, og de havde derfor kunnet klare skærene lidt endnu.
NZL-SVK - Overraskelsen i overtiden
New Zealand var inden kampstart en stor underdog optil denne kamp, og bortset fra et kvarters sydlandsk overtag i kampen var det Slovakiet, der vovede sig frem i banen og sad på store dele af den, ganske som forventet bygget på en organiseret og velkommunikerende defensiv og tålmodigt offensivspil. Ganske som forventet kom de da også foran på godt fløjspil i starten af 2. halvleg og kørte derfor næsten på cruise control gennem resten af kampen (på den positive måde, ikke med 10 mand i eget felt).
Jeg havde så småt gjort klar til at slukke fjerneren og lige nuppe en halv times lur da Winston Reid så stiger til vejrs i Slovakiets felt i slutningen af det tredje af tre tillægsminutter. Kampen slutter kort efter 1-1. Resultatmæssigt ikke hvad jeg havde regnet med, men spilmæssigt det forventede slovakiske overtag, og det må da også ventes at New Zealand er gladest for det ene point.
CIV-POR - Stilhed før stormen
Det har været et udbredt samtale blandt bloggere, journalister og kommentatorer at mange landshold er forsigtige i første spillerunde, og det er da foruden Tysklands 4-0-rundbarbering af Australien også nogle meget tætte kampe vi har set, og første kamp i gruppe G, i år kaldet "dødens gruppe", blev også en nullert. Men hvad kampen manglede i mål, havde den i tænding.
Begge hold var angrebsivrige, og det var en meget tempofyldt kamp, som måske mest huskes for Cristiano Ronaldos lige-ved-og-næsten-chance, der ramte ydersiden af stolpen på sin vej ud. Didier Drogba blev, som mange spekulerede i, klar til dagens kamp, men startede dog på bænken. Han blev dog vigtig for Elfenbenskysten, som dog ikke kom frem til de helt åbne chancer. Der var sågar ikke det store overarbejde til nogle af målmændene, og kampen endte med to nuller, et til hvert hold.
BRA-PRK - The afklapsning that never were
"Sølle" 2-1 til Brasilien. I havde grint af mig, hvis jeg havde sagt det i går, og nok også omvendt. Jeg havde set sammendrag fra en enkelt kamp med Nordkorea (deres træningskamp mod Grækenland), hvor de til trods for at være bagud to gange altså formåede at hive en uafgjort med hjem bag de lukkede grænser.
Deres store svaghed havde jeg på forhånd dømt til at være deres opdækningsspil i forsvaret, som det kom bag på mig fungerede overraskende godt og faktisk hold Brasilien ved 0-0 i de første 45 minutter. Deres offensive kombinationer havde til gengæld fungeret rigtig godt, men hvis vi tænker tilbage på hvordan det græske landshold spillede i kampen mod Sydkorea. Og med Grækenlands første kamp in mente, så stod det brasilianske forsvar godt imod det nordkoreanske angreb, som virkede tandløst og var mere baseret på kick-and-rush-fodbold end på noget decideret konstrukt, offensivt spil, og det lignede da slet ikke hvad vi så i kampen mod Grækenland.
Ikke desto mindre holdt defensiven i de første 50 minutter, hvor Maicon så tog et langt træk ned af højrekanten og i bedste spejlvendte Roberto Carlos-stil skyder bolden ind mellem målmand og stolpe. Det er dog værd at bemærke at det var meget dårligt målmandsspil af Ri i det nordkoreanske mål, der resulterede i at skuddet overhovedet kunne gå ind.
Senere i kampen for Elano via Robinho så øget til 2-0 på en klog stikning af Robinho. Det var da også typisk for kampen at afslutningerne langt fra var sprudlende fodbold, og jeg vil næsten vove at sige at skudkvaliteten var bedre i Argentina-Nigeria end i denne kamp. Ikke desto mindre formåede Nordkorea i slutminutterne at reducere på nogle frække kombinationer og et køligt skud og dermed sluttede kampen 2-1.
DAGENS KAMPE: HON-CHI (Mbombela Stadium, DR1, 13:30), ESP-SUI (Moses Mabhida Stadium, TV2, 16:00), RSA-URU (Loftus Versfield Stadium, TV2, 20:30)
Man gemmer det bedste til sidst, siger man, og de to sidste hold i denne spillerunde er hold, som jeg ved mange danskere (undertegnede deriblandt) har set frem til, nemlig Chile og Spanien.
Den første kamp i dag står mellem Honduras og Chile. Honduras kvalificerede sig på hvad man må sige er yderste mandat, som tredjeplads i CONCACAF's (CONfederation of North, Central American and Caribbean Association Football, til dem, der godt kan lide forkortelser skrevet ud) kvalifikation, bag USA og Mexico (der ganske som forventet kvalificerede sig), og lige foran snuden på Costa Rica, der skulle i playoffkamp med 5'eren i CONMEBOL's (Confederación Sudamericana de Fútbol, don't ask hvordan de får det til at passe) kvalifikation. denne femteplads røg til Uruguay, og eftersom vi ved at Uruguay er med, så må det betyde at Costa Rica ikke klarede skærene, rest is history. Costa Rica og Honduras sluttede lige på points, men Honduras havde en 7 mål bedre målforskel, og røg derfor direkte til VM, hvorimod Costa Rica måtte forsøge sig ad omvejen, uden succes.
Chile fik en overraskende tredjeplads i den sydamerikanske kvalifikation, og røg derfor direkte til VM. Chile vandt en lille plads i danskernes hjerter den skæbnesvangre aften på Brøndby Stadion, hvor de via temperamentsfuld, initiativrig og hurtig fodbold overrumplede et mere afventende dansk landshold, og det er da også denne spillestil og en meget overkommelig gruppe (de er foruden Honduras parret med Spanien og Schweiz) der gør, at de godt kunne avancere fra gruppespillet, dog sandsynligvis som treer. Honduras kender vi dog ikke så meget til foruden Wilson Palacios, David Suazo og Maynor Figueroa (for de rigtig skarpe) og Georgie Welcome (for dem med hang til sjove navne).
Honduras' seneste resultater er ikke ligefrem prangende og tæller resultater som 0-0 mod Azerbadsjan, og vi skal helt tilbage til januar for at finde deres seneste sejr, der var på 3-1 over USA. Chile har derimod kun spillet én kamp uafgjort (0-0 hjemme mod Venezuela) og tabt en enkelt (1-0 ude mod Mexico), og vundet de sidste 6 øvrige. Selvom disse 6 andre kampe er mod lande som Nordirland og New Zealand, mener jeg dog at dette burde være nok til at turde byde på Chile som vinder.
Anden kamp står mellem Spanien, der kommer til Sydafrika med EM-guld om halsen, og som vindere af den kontinentale turnering i den måske stærkeste konføderation er de vel uundgåelige i favoritfeltet. Historien er dog imod dem, da de aldrig har vundet en eneste VM-pokal. Men en gang skal være den første, og det her er da også et af pro-spanieres ypperste argumenter. De møder i første kamp Schweiz, som til sidste VM formåede at gøre sig bemærket på en anden måde en Spanien, da man blev et af de første hold, der måtte indse at ikke engang vild sandsynlighedsregning og matematik kunne redde deres chancer for avancement. Denne styrkeforskel vil da nok også blive demonstreret i stor stil spilmæssigt (ikke nødvendigvis resultatmæssigt.. BRA-PRK, anyone?), men mon ikke Spanien også kan hive denne sejr hjem.
Sådan nåede vi hele vejen rundt, og således når vi dagens tredje kamp, første kamp i anden spillerunde, hvor Uruguay og Sydafrika møder hinanden. I første kamp mod Mexico fik Rafael Márquez udlignet Siphiwe Tshabalalas drøn af et åbningsmål, og vi så et velspillende sydafrikansk hold offensivt, hvorimod det defensive arbejde godt kunne knibe fra tid til anden. Uruguay spillede mod Frankrig, og deres forsvarsspil var godt kendetegnet ved at de var gode til at lukke ned for boldholderen. Hvis vi kombinerer dette spil med Sydafrikas meget driblende spil (der også var lidt langsommere end det, vi så fra Frankrig), så ligner Uruguay mest af alt en vinder af denne kamp i mine øjne. Diego Forlán og Luiz Suarez vil oppe forrest skabe rigtig meget ballade i det sydafrikanske forsvar, og hvis det ikke var for en velorganiseret fransk defensiv, så var URU-FRA da nok også endt i sydafrikansk favør fremfor en halvkedelig 0-0'er. Jeg tror derfor at vi som i går ender aftenen med sydamerikansk sejr.
SPØRGERUNDEN:
Første spørgsmål er fra Henrik, der spørger:
Er niveauet normalt for indledende gruppekampe? Kan vi forvente meget mere?
Allerførst vil jeg gerne tilstå at jeg kun er 20 år. Under sidste VM-slutrunde var jeg 16. Og som 16-årig er det svært at analysere på samme niveau, som jeg har gjort foreløbig her i bloggen. Jeg vil dog gerne sige så meget at jeg er overbevist om at vi får meget mere at se i næste runde, da alle de hold, der tabte deres åbningskampe, vil gå fuldt ud efter sejren, da endnu et nederlag vil gøre det meget svært for taberne at avancere fra gruppespillet. Man har måske spiller lidt tilbageholdende i denne første spilrunde, da man ved at gå efter alle tre points frygter at man sætter en enkelt over styr. Første runde har budt på mange ret skæve matches (Næsten alle kampe med de seedede hold har fodboldmæssigt været ret kedelige), og efterhånden som 26/6 (dagen for første 1/8) skrider frem, vil flere hold nok begynde at satse mere offensivt, da det gælder alt eller intet i tilfældet for de hold, der ligger omkring 2. og 3.-pladsen.
Personligt synes jeg det ville være en mulighed at skaffe det gamle system tilbage, hvor også de 4 bedste 3'ere kvalificerede sig videre, da jeg synes det er tilfældet for mange grupper at der er to hold, som er meget sandsynlige til at gå videre. En konkurrence mellem tredjepladserne giver derfor de lidt dårligere stillede hold en mulighed for at kæmpe til frem til 1/8-finalerne og lade drømmen leve bare en enkelt kamp til.
Sidste spørgsmål er fra Remi, der spørger:
Har nordkoreanerne en kinamands chance for at hive point hjem mod Portugal?
Uha, den er svær. Hvis de spiller defensivt som i går mod Brasilien, så har de en chance. Men den er ikke stor, nej. Brasiliens backs er mere fremadrettede i spillet, og Portugals spil så ud til at være baseret omkring Cristiano Ronaldo og Liédson, og deres backs lå ofte mere tilbage i banen. Spørgsmålet er så om Portugal har tænkt sig at oppe sig og spille mere fremme i banen, idet Nordkorea har trukket sig tilbage. Men med en tilpas mængde held kan de holde Portugal fuldkommen fra fadet, da de har føromtalte defensive organisation.
Lidt relateret spurgte LaGnoo:
Havde Nordkorea en chance?
Jeg tror der var en lille smule for meget forsvar og lidt for meget angreb til at de havde kunnet klare den mod Brasilien. Havde deres målmand ikke placeret sig så langt fra stolpen, så havde Maicon sandsynligvis ikke forsøgt sig, og de havde derfor kunnet klare skærene lidt endnu.
tirsdag den 15. juni 2010
VM - dag 5
Så er jeg tilbage igen, i en kortere version. Dette skyldes at jeg har øvet med bandet i går aftes og haft matematikeksamen i dag. Jeg er derfor gået glip af både Cameroun-Japan og Italien-Paraguay. Hvis I er interesserede, kan jeg bringe mine reaktioner på dem hen af vejen? Selvfølgelig inden næste runde starter.
Gårsdagens kamp mod Holland gik, som jeg havde regnet med: nederlag. Desværre kunne vi lang tid have spillet den til uafgjort, men Simon Poulsens uheldige selvmål via Agger endte med at blive fatalt. Jeg skal ikke skyde skylden på manden, for han spillede ellers en god kamp. Nu må vi bare op med hagen, prøve at slå Cameroun på lørdag og så kan vi selv afgøre det med Japan. Forudsat at Holland vinder over Japan og kvalificerer sig videre sådan.
Jeg har endnu hverken fået set eller læst om gårsdagens to andre kampe, men læser kampreferatet efter denne blog er blevet skrevet, og så ser jeg kampene nogle af de kommende morgener. Jeg vil dog godt indrømme at jeg mistede hele min bettingpulje, da jeg havde spillet på 1-1 mod Holland (optimistisk, men man skal vel håbe det bedste), sejr til Cameroun (ej men altså) og sejr til Italien (tsk tsk tsk).
Nu står det på New Zealand-Slovakiet, som er meget ubeskrevne i VM-sammenhæng, Slovakiet er altså VM-debutanter, der kvalificerede sig i en foruden Tjekkiet meget svag kvalifikationsgruppe, de lå sågar i gruppe med både Nordirland, Polen og San Marino, og kan nok kun skyde skylden for deres direkte kvalifikation på en nordirsk 1-0-sejr hjemme over Slovenien, eftersom Slovenien som bekendt sluttede på andenpladsen og kom i den famøse playoffkamp mod Rusland.
New Zealand kvalificerede sig for anden gang i landets historie efter at ende først i den meget frygtindgydende (ironi kan være anvendt) OFC-kvalifikationsgruppe. Den resulterede i playoffkamp med nummer 5 i Asien, som her blev Bahrain, der blev besejret (mener jeg) 1-0 over 2 kampe. Ikke ligefrem imponerende, og til deres første VM i 1982, hvor det blev til "Three Strikes and Out" efter nederlag til Brasilien, Sovjetunionen (så længe siden er det vi har set NZL) og Skotland, som på det tidspunkt var en meget større fodboldnation end nu (må man vel sige). Slovakiets gode resultater i en stærk fodboldføderation (UEFA, hvis nogle skulle være i tvivl) in mente må de dog regnes for vindere i denne kamp.
Anden kamp bliver lidt af et brag (forhåbentligt), og står mellem Elfenbenskysten og Portugal. Igen to stjernemandskaber, hvor den store tvivl er hvorvidt Didier Drogba blier klar for Elfenbenskysten. Men ikke kun Didier Drogba er en af Elfenbenskysten er en stjernespiller, holdet tæller da også navne som Salomon Kalou, Yaya Touré og Kolo Touré. Igen en tæt kamp, som bliver svært at sige noget om, men med VM's foreløbige resultater in mente er det næsten sikrest at skyde på en uafgjort.
Aftenens sidste kamp: Brasilien-Nordkorea. Den lugter af afklapsning. Brasilien er næsten altid at regne for en af de største faoritter til en VM-titel, det samme kan man ikke helt sige om Nordkorea - undskyld, Den Demokratiske Republik Korea, hvis mest omtalte spiller i optakten til VM er Kim Myong-Won, en angriber, der blev registreret som målmand i håb om at Nordkorea (det er nemmere at kalde dem det), men som nu er blevet bundet af FIFA til kun at måtte stå på mål. Vi venter lidt på at de to andre målmænd er ude. Sejr til Brasilien, skal vi ikke gå lidt udfra det?
SPØRGERUNDE:
Første spørgsmål er fra Remi:
Hvorfor havde du 4 italienske spillere på dit managerhold, når de stinker?
Fordi jeg havde en fornemmelse af at de ville klare det godt. Alle 4 gav plus, og jeg fører nu puljen foran dig, søde Remi. Havde desværre ikke råd til brasilienere, da jeg ikke havde nok kontrakter. Istedet har jeg satset på Slovakiet og en million på bankkontoen og dermed 1% i rente.
Andet spørgsmål er fra Henrik:
Er de afrikanske holds taktiske forståelse i fremgang?
Absolut, vi har set mellemstore både Ghana, Sydafrika og Nigeria spille flot, offensiv fodbold. Jeg mangler dog stadig at se defensiv disciplin, som vi vel egentlig kun så fra Ghana, der stod meget kompakt i store dele af kampen mod Serbien. Fysisk styrke, gåpåmod og agressivitet (på den gode måde) har de til gengæld udvist ganske fine mængder af. De helt store nationer som Elfenbenskysten og Cameroun har ikke vist særligt stor fremgang, da de har haft rigtig god taktisk forståelse i forvejen. De mindre lande har dog ikke imponeret, og Algeriet så meget svage ud mod Slovenien, specielt på målmandsposten. Den har de afrikanske lande aldrig helt kunnet mønstre noget på.
Sidste spørgsmål er fra Lasse:
Kan du fortælle om dit syn på stærke og svage sider i danmarkstruppen efter at have set første rigtige kamp?
Den største styrke er som det er blevet sagt af alle andre før de centrale pladser, midterakslen. Simon Kjær og Agger i midterforsvaret må ligesom Christian Poulsen betragtes som absolutte nøglespillere i den danske trup. Organisationen var ligeledes god, og i hele første halvleg stod de meget kompakt og spillede godt, discplineret, koncentreret forsvarsspil og de havde nok også kunnet trække den til 0-0, hvis ikke de lukkede et meget ærgerligt selvmål ind. Intet ondt ord om Agger og Poulsen, det er desværre hvad der sker i fodboldkampe.
Svage punkter derimod tæller den evigt tvivlsomme venstreback samt hele skadessituationen. Der er blevet prøvet utallige venstrebacks på landsholdet og ingen er rigtigt slået igennem. Vi er heldige at vi har Lars Jacobsen, da han spiller begge backpladser forholdsvis godt. Dog stadig ikke VM-1/8-finale-godt. Skaderne er et andet problem. Vi har kun tre decideret centrale midtbanespillere udtaget, og Agger og Kjær har trods deres unge aldre en del skadesproblemer, som altid synes at komme på kritiske tidspunkter. Men med alle spillere klar er det faktisk en udmærket trup vi har, dog med enkelte svage punkter, som kan udnyttes i den rigtige situationer.
Nå, NZL-SVK er i gang. Vi ses i morgen til første spillerundes to sidste kampe samt starten på anden runde: HON-CHI, ESP-SUI og RSA-URU!
Gårsdagens kamp mod Holland gik, som jeg havde regnet med: nederlag. Desværre kunne vi lang tid have spillet den til uafgjort, men Simon Poulsens uheldige selvmål via Agger endte med at blive fatalt. Jeg skal ikke skyde skylden på manden, for han spillede ellers en god kamp. Nu må vi bare op med hagen, prøve at slå Cameroun på lørdag og så kan vi selv afgøre det med Japan. Forudsat at Holland vinder over Japan og kvalificerer sig videre sådan.
Jeg har endnu hverken fået set eller læst om gårsdagens to andre kampe, men læser kampreferatet efter denne blog er blevet skrevet, og så ser jeg kampene nogle af de kommende morgener. Jeg vil dog godt indrømme at jeg mistede hele min bettingpulje, da jeg havde spillet på 1-1 mod Holland (optimistisk, men man skal vel håbe det bedste), sejr til Cameroun (ej men altså) og sejr til Italien (tsk tsk tsk).
Nu står det på New Zealand-Slovakiet, som er meget ubeskrevne i VM-sammenhæng, Slovakiet er altså VM-debutanter, der kvalificerede sig i en foruden Tjekkiet meget svag kvalifikationsgruppe, de lå sågar i gruppe med både Nordirland, Polen og San Marino, og kan nok kun skyde skylden for deres direkte kvalifikation på en nordirsk 1-0-sejr hjemme over Slovenien, eftersom Slovenien som bekendt sluttede på andenpladsen og kom i den famøse playoffkamp mod Rusland.
New Zealand kvalificerede sig for anden gang i landets historie efter at ende først i den meget frygtindgydende (ironi kan være anvendt) OFC-kvalifikationsgruppe. Den resulterede i playoffkamp med nummer 5 i Asien, som her blev Bahrain, der blev besejret (mener jeg) 1-0 over 2 kampe. Ikke ligefrem imponerende, og til deres første VM i 1982, hvor det blev til "Three Strikes and Out" efter nederlag til Brasilien, Sovjetunionen (så længe siden er det vi har set NZL) og Skotland, som på det tidspunkt var en meget større fodboldnation end nu (må man vel sige). Slovakiets gode resultater i en stærk fodboldføderation (UEFA, hvis nogle skulle være i tvivl) in mente må de dog regnes for vindere i denne kamp.
Anden kamp bliver lidt af et brag (forhåbentligt), og står mellem Elfenbenskysten og Portugal. Igen to stjernemandskaber, hvor den store tvivl er hvorvidt Didier Drogba blier klar for Elfenbenskysten. Men ikke kun Didier Drogba er en af Elfenbenskysten er en stjernespiller, holdet tæller da også navne som Salomon Kalou, Yaya Touré og Kolo Touré. Igen en tæt kamp, som bliver svært at sige noget om, men med VM's foreløbige resultater in mente er det næsten sikrest at skyde på en uafgjort.
Aftenens sidste kamp: Brasilien-Nordkorea. Den lugter af afklapsning. Brasilien er næsten altid at regne for en af de største faoritter til en VM-titel, det samme kan man ikke helt sige om Nordkorea - undskyld, Den Demokratiske Republik Korea, hvis mest omtalte spiller i optakten til VM er Kim Myong-Won, en angriber, der blev registreret som målmand i håb om at Nordkorea (det er nemmere at kalde dem det), men som nu er blevet bundet af FIFA til kun at måtte stå på mål. Vi venter lidt på at de to andre målmænd er ude. Sejr til Brasilien, skal vi ikke gå lidt udfra det?
SPØRGERUNDE:
Første spørgsmål er fra Remi:
Hvorfor havde du 4 italienske spillere på dit managerhold, når de stinker?
Fordi jeg havde en fornemmelse af at de ville klare det godt. Alle 4 gav plus, og jeg fører nu puljen foran dig, søde Remi. Havde desværre ikke råd til brasilienere, da jeg ikke havde nok kontrakter. Istedet har jeg satset på Slovakiet og en million på bankkontoen og dermed 1% i rente.
Andet spørgsmål er fra Henrik:
Er de afrikanske holds taktiske forståelse i fremgang?
Absolut, vi har set mellemstore både Ghana, Sydafrika og Nigeria spille flot, offensiv fodbold. Jeg mangler dog stadig at se defensiv disciplin, som vi vel egentlig kun så fra Ghana, der stod meget kompakt i store dele af kampen mod Serbien. Fysisk styrke, gåpåmod og agressivitet (på den gode måde) har de til gengæld udvist ganske fine mængder af. De helt store nationer som Elfenbenskysten og Cameroun har ikke vist særligt stor fremgang, da de har haft rigtig god taktisk forståelse i forvejen. De mindre lande har dog ikke imponeret, og Algeriet så meget svage ud mod Slovenien, specielt på målmandsposten. Den har de afrikanske lande aldrig helt kunnet mønstre noget på.
Sidste spørgsmål er fra Lasse:
Kan du fortælle om dit syn på stærke og svage sider i danmarkstruppen efter at have set første rigtige kamp?
Den største styrke er som det er blevet sagt af alle andre før de centrale pladser, midterakslen. Simon Kjær og Agger i midterforsvaret må ligesom Christian Poulsen betragtes som absolutte nøglespillere i den danske trup. Organisationen var ligeledes god, og i hele første halvleg stod de meget kompakt og spillede godt, discplineret, koncentreret forsvarsspil og de havde nok også kunnet trække den til 0-0, hvis ikke de lukkede et meget ærgerligt selvmål ind. Intet ondt ord om Agger og Poulsen, det er desværre hvad der sker i fodboldkampe.
Svage punkter derimod tæller den evigt tvivlsomme venstreback samt hele skadessituationen. Der er blevet prøvet utallige venstrebacks på landsholdet og ingen er rigtigt slået igennem. Vi er heldige at vi har Lars Jacobsen, da han spiller begge backpladser forholdsvis godt. Dog stadig ikke VM-1/8-finale-godt. Skaderne er et andet problem. Vi har kun tre decideret centrale midtbanespillere udtaget, og Agger og Kjær har trods deres unge aldre en del skadesproblemer, som altid synes at komme på kritiske tidspunkter. Men med alle spillere klar er det faktisk en udmærket trup vi har, dog med enkelte svage punkter, som kan udnyttes i den rigtige situationer.
Nå, NZL-SVK er i gang. Vi ses i morgen til første spillerundes to sidste kampe samt starten på anden runde: HON-CHI, ESP-SUI og RSA-URU!
mandag den 14. juni 2010
VM - dag 4
Så er det tid til dagen: Danmark - Holland, og jeg er i den anledning stået en time tidligere op (jo, jeg sætter mit ur for at skrive det her, føl dig værdsat!).. Make it happen, fodboldguder! Men allerførst et LYNhurtigt tilbageblik på i går.
ALG-SVN - lige så kedelig som vi havde regnet med
En skam at et drop igen skal fylde så meget af en kamp.
SRB-GHA - fra konge til knægt på 45 minutter
Serbien spillede en meget flot første halvleg, men nærmest kollapsede i løbet af de sidste 45 minutter, hvor det hele kulminerede i et dumt straffespark.
GER-AUS - Sambabold på højt plan
Tyskland strålede og vandt trods brændte chancer 4-0 over et svagt spillende australsk hold, som også formåede at blive reduceret til 10 mand.
DAG 3
Og så til det, vi alle venter på.
DAGENS KAMPE: NED-DEN (Soccer City Stadium, TV2, 13:30), JPN-CMR (Free State Stadium, Canal 9, 16:00), ITA-PAR (Cape Town Stadium, TV2, 20:30)
Puha. Så er det tid til at Morten Olsens drenge skal varme stængerne op og vise hvad de kan mod holland. Først et kig på de formodede startopstillinger. Holland:
Stekelenburg
v.d. Wiel - Heitinga - Mathijsen - v. Bronckhorst
v. Bommel - Sneijder - De Jong
Kuyt - v. Persie - v.d. Vaart
Efter Van der Saars farvel til landsholdet efter EM-slutrunden 2008 er der nu plads til den "unge" (27 år) Ajax-keeper Maarten Stekelenburg mellem stolperne i det hollandske mål. Han er en udmærket keeper, men han mangler stadig sit internationale gennembrud, og der er da ikke meget tvivl på at han kæmper for at vise sit værd, ikke kun overfor landstræner Bert van Maarwijk, men også overfor hele verdenen.
I forsvaret er der ikke nogle overraskelser, og Wiel-Heitinga-Mathijsen-Bronckhorst-konstellationen virker meget sikker som starter. Midtbanen er der heller ikke meget tvivl om, men angrebet har fået en enkelt rokering, og her er det Liverpools Dirk Kuyt, der starter inde. Ikke fordi det svækker det hollandske hold ret meget, da Kuyt på landsholdet holder stilen fra klubholdet og knokler r**** ud af bukserne for holdet. Med van Persie og van der Vaart i front skal den danske firebackkæde (bestående sandsynligvis af (gætter flere på) Jacobsen, Agger, Kjær og Kvist, dog er der MEGET tvivl om nærmest hele forsvaret - intet nyt i det) arbejde meget hårdt for at holde styr på et hollandsk hold, der sandsynligvis vil gøre alt for at få en god start på VM-turneringen. Men guess what, Netherlands? Det vil vi også.
Det danske landshold er stadig lidt i en tåge for mig (og - ser det ud til - mange andre), og mest sandsynligt virker det at Poulsen, Poulsen og Jørgensen udgør midtbanen samt at Grønkjær og Rommedahl starter på fløjene. Hvem der skal være oppe forrest er der meget forskellig snak om, nogle mener Beckmann, nogle mener Søren Larsen og stadig nogle mener at Bendtners skade stadig er spin. Hvad angår forsvaret ser det mest sandsynligt ud at Jacobsen og Kvist starter til hhv. venstre og højre (grundet rutinen), samt at Agger ligger centralt. Om han får støtte af Kjær eller Krøldrup venter vi alle spændt på. På målmandsposten regner man med at Thomas Sørensen er klar, hvilket også er det han selv har givet udtryk for flere gange. Og en klar Thomas Sørensen må vel også få pladsen i Morten Olsens bog. Jeg frygter det værste, men håber det bedste op til denne kamp, og vi har da også spillet mange uafgjorte kampe mod Holland, men... Kom nu, I danske drenge. Hiv gerne en sejr hjem.
Anden kamp i dag står mellem Japan og Cameroun, og vil for mange nok også være spændende at følge med i. Jeg er desværre ikke hjemme til denne og ITA-PAR, da jeg er i øvelokalet med bandet, og da jeg har eksamen i morgen, vil der måske ikke være nogen blog. Alt dette vil jeg selvfølgelig prøve at indhente vha. optagede kampe og ekstra lange(!) blogs. Nå, men tilbage til JPN-CMR. Den er naturligvis spændende at følge, da det er de to resterende hold i Danmarks pulje, og vi håber derfor at de spiller uafgjort eller eventuelt at Japan vinder, da de på papiret er en svagere modstander end Cameroun. Hvis vi så antager at vi får et enkelt point mod Holland og mod Cameroun, samt at vi vinder over Japan, så ser situationen pludselig lun ud. Det må formodes at Holland tager favoritværdigheden op og vinder over både Cameroun og Japan, og derfor er netop Cameroun og Japans kamp en lige så vigtig kamp som aftenens kamp. Hvis de spiller uafgjort, er denne stilling nemlig ikke langt væk:
Holland 7 points
Danmark 5 points
Cameroun 4 points
Japan 1 point
...kan du se hvad jeg mener? ;)
Sidste kamp i dag er Italien-Paraguay. Den kan jeg slet ikke fokusere på. Italien burde kunne lukke dem het ned og nuppe sejren med i forbifarten.
SPØRGERUNDE
I dag har vi hele 5 spørgsmål. Første er fra @Systemaddict:
Revurdering af den nye bold. Er du stadig pessimist?
Jeg vil gerne sige det fra starten, jeg er ikke pessimist, jeg er skeptiker. Bolden virker til at hoppe meget højt, vi så det måske allermest i Frankrig - Uruguay, hvor bolden hoppede for højt til at Lloris kunne nå den. Jeg har ikke selv spillet med bolden, men af hvad jeg ser på TV-billeder ser den meget let ud, og har også den lave et par pludselige bræk. Der står i Fodboldloven (som jeg også skrev til dig på Twitter) at udefrakommende elementer ikke må påvirke spillet. Med dette menes der at spillet skal have et naturligt flow og at bolden derfor ikke skal have en unaturlig opførsel. Jeg er ikke fan af en masse mål, jeg er fan af velspillet fodbold. Lad os drage en parallel til en ekstrem: håndbold. Her er det ikke usædvanligt at et hold scorer omkring 30 mål pr. kamp, og de vildeste øjeblikke er her ikke målene, der scores, men nærmere de defensive aktioner, der vises, og de kontrachancer, der benyttes som følge af dem. Er det sådan en sport, vil vi have fodbold til at være? Personligt ved jeg at jeg hellere vil se en kamp blive vundet 1-0 eller 2-1 end 5-4.. Det sidste virker useriøst.
Andet spørgsmål er fra @Megamoller:
Hvor langt når Tyskland og hvor hæmmede er de af manglende stjerner og ditto erfaring på holdet?
Jeg tror vi fik en god demonstration af hvordan generationsskiftet har virket på det tyske landshold i går. Mesut Özil gjorde en ganske glimrende figur i gårsdagens kamp og havde (foruden sit dumme gule kort) en glimrende figur. Faktisk lagde man slet ikke mærke til at Holger Badstuber ligesom Özil kun er 21 år, og at Thomas Müller, som også spillede en god kamp, kun er sølle 20 år gammel. Jeg tror de vil kunne nå til mindst kvartfinalerne, men igen, det er VM, og (cliché alert) bolden er rund, og alt kan ske.
@EmbQl spørger:
Hvorfor er folk så fordømmende om Tyskland?
Nu sagde du "please don't mention the war" - men jeg tror det er derfor. Kan ikke se mange andre grunde, da jeg selv godt kan lide at se Tyskland spille. Specielt efter gårsdagens sprudlen.
@HenrikbruunDK spørger:
Kan Chile holde niveau til VM, som de havde i kvalifikationen?
Jeg nævnte i første indlæg Chile som en mulig positiv overraskelse, og med Honduras og Schweiz i gruppen, så burde det da ikke været helt umuligt for dem at hente en andenplads. De sluttede jo som 2'er i den sydamerikanske kvalifikation, og de er vel uundgåelige når man snakker positive overraskelser. Går de videre som 2'er, er de parret med etteren fra gruppe F, hvor Italien formodes at gå videre som etter, og de vil derfor få det svært med at avancere derfra. Men avancement fra gruppespillet er jo ikke dårligt.
Til sidst spørger @thomasstack:
Hvem bliver topscorer ved vm i år? Kan vi få 5 skarpe bud?
Første kriterie er at de skal nå langt, andet kriterie er at deres afslutninger skal være fikseret omkring én spiller. Tror ikke jeg kan give fem skarpe bud, men Klose eller Podolski (efter gårsdagens opvisning), David Villa, Luis Fabiano/Robinho eller Lionel Messi (altid et bud). Dog er der stadig tre spillere, vi ikke har set i aktion og en enkelt spiller, som lige har manglet den sidste smule. Det er derfor meget åbent i kampen, og som oftest plejer VM-topscorere jo kun at score "sølle" 5 mål. Det hele kan altså derfor ændre sig i løbet af en enkelt kamp.
Vi ses i morgen til NZL-SVK, CIV-POR og BRA-PRK! KOM SÅ DANMARK!!!!
ALG-SVN - lige så kedelig som vi havde regnet med
En skam at et drop igen skal fylde så meget af en kamp.
SRB-GHA - fra konge til knægt på 45 minutter
Serbien spillede en meget flot første halvleg, men nærmest kollapsede i løbet af de sidste 45 minutter, hvor det hele kulminerede i et dumt straffespark.
GER-AUS - Sambabold på højt plan
Tyskland strålede og vandt trods brændte chancer 4-0 over et svagt spillende australsk hold, som også formåede at blive reduceret til 10 mand.
DAG 3
Og så til det, vi alle venter på.
DAGENS KAMPE: NED-DEN (Soccer City Stadium, TV2, 13:30), JPN-CMR (Free State Stadium, Canal 9, 16:00), ITA-PAR (Cape Town Stadium, TV2, 20:30)
Puha. Så er det tid til at Morten Olsens drenge skal varme stængerne op og vise hvad de kan mod holland. Først et kig på de formodede startopstillinger. Holland:
v.d. Wiel - Heitinga - Mathijsen - v. Bronckhorst
v. Bommel - Sneijder - De Jong
Kuyt - v. Persie - v.d. Vaart
Efter Van der Saars farvel til landsholdet efter EM-slutrunden 2008 er der nu plads til den "unge" (27 år) Ajax-keeper Maarten Stekelenburg mellem stolperne i det hollandske mål. Han er en udmærket keeper, men han mangler stadig sit internationale gennembrud, og der er da ikke meget tvivl på at han kæmper for at vise sit værd, ikke kun overfor landstræner Bert van Maarwijk, men også overfor hele verdenen.
I forsvaret er der ikke nogle overraskelser, og Wiel-Heitinga-Mathijsen-Bronckhorst-konstellationen virker meget sikker som starter. Midtbanen er der heller ikke meget tvivl om, men angrebet har fået en enkelt rokering, og her er det Liverpools Dirk Kuyt, der starter inde. Ikke fordi det svækker det hollandske hold ret meget, da Kuyt på landsholdet holder stilen fra klubholdet og knokler r**** ud af bukserne for holdet. Med van Persie og van der Vaart i front skal den danske firebackkæde (bestående sandsynligvis af (gætter flere på) Jacobsen, Agger, Kjær og Kvist, dog er der MEGET tvivl om nærmest hele forsvaret - intet nyt i det) arbejde meget hårdt for at holde styr på et hollandsk hold, der sandsynligvis vil gøre alt for at få en god start på VM-turneringen. Men guess what, Netherlands? Det vil vi også.
Det danske landshold er stadig lidt i en tåge for mig (og - ser det ud til - mange andre), og mest sandsynligt virker det at Poulsen, Poulsen og Jørgensen udgør midtbanen samt at Grønkjær og Rommedahl starter på fløjene. Hvem der skal være oppe forrest er der meget forskellig snak om, nogle mener Beckmann, nogle mener Søren Larsen og stadig nogle mener at Bendtners skade stadig er spin. Hvad angår forsvaret ser det mest sandsynligt ud at Jacobsen og Kvist starter til hhv. venstre og højre (grundet rutinen), samt at Agger ligger centralt. Om han får støtte af Kjær eller Krøldrup venter vi alle spændt på. På målmandsposten regner man med at Thomas Sørensen er klar, hvilket også er det han selv har givet udtryk for flere gange. Og en klar Thomas Sørensen må vel også få pladsen i Morten Olsens bog. Jeg frygter det værste, men håber det bedste op til denne kamp, og vi har da også spillet mange uafgjorte kampe mod Holland, men... Kom nu, I danske drenge. Hiv gerne en sejr hjem.
Anden kamp i dag står mellem Japan og Cameroun, og vil for mange nok også være spændende at følge med i. Jeg er desværre ikke hjemme til denne og ITA-PAR, da jeg er i øvelokalet med bandet, og da jeg har eksamen i morgen, vil der måske ikke være nogen blog. Alt dette vil jeg selvfølgelig prøve at indhente vha. optagede kampe og ekstra lange(!) blogs. Nå, men tilbage til JPN-CMR. Den er naturligvis spændende at følge, da det er de to resterende hold i Danmarks pulje, og vi håber derfor at de spiller uafgjort eller eventuelt at Japan vinder, da de på papiret er en svagere modstander end Cameroun. Hvis vi så antager at vi får et enkelt point mod Holland og mod Cameroun, samt at vi vinder over Japan, så ser situationen pludselig lun ud. Det må formodes at Holland tager favoritværdigheden op og vinder over både Cameroun og Japan, og derfor er netop Cameroun og Japans kamp en lige så vigtig kamp som aftenens kamp. Hvis de spiller uafgjort, er denne stilling nemlig ikke langt væk:
Holland 7 points
Danmark 5 points
Cameroun 4 points
Japan 1 point
...kan du se hvad jeg mener? ;)
Sidste kamp i dag er Italien-Paraguay. Den kan jeg slet ikke fokusere på. Italien burde kunne lukke dem het ned og nuppe sejren med i forbifarten.
SPØRGERUNDE
I dag har vi hele 5 spørgsmål. Første er fra @Systemaddict:
Revurdering af den nye bold. Er du stadig pessimist?
Jeg vil gerne sige det fra starten, jeg er ikke pessimist, jeg er skeptiker. Bolden virker til at hoppe meget højt, vi så det måske allermest i Frankrig - Uruguay, hvor bolden hoppede for højt til at Lloris kunne nå den. Jeg har ikke selv spillet med bolden, men af hvad jeg ser på TV-billeder ser den meget let ud, og har også den lave et par pludselige bræk. Der står i Fodboldloven (som jeg også skrev til dig på Twitter) at udefrakommende elementer ikke må påvirke spillet. Med dette menes der at spillet skal have et naturligt flow og at bolden derfor ikke skal have en unaturlig opførsel. Jeg er ikke fan af en masse mål, jeg er fan af velspillet fodbold. Lad os drage en parallel til en ekstrem: håndbold. Her er det ikke usædvanligt at et hold scorer omkring 30 mål pr. kamp, og de vildeste øjeblikke er her ikke målene, der scores, men nærmere de defensive aktioner, der vises, og de kontrachancer, der benyttes som følge af dem. Er det sådan en sport, vil vi have fodbold til at være? Personligt ved jeg at jeg hellere vil se en kamp blive vundet 1-0 eller 2-1 end 5-4.. Det sidste virker useriøst.
Andet spørgsmål er fra @Megamoller:
Hvor langt når Tyskland og hvor hæmmede er de af manglende stjerner og ditto erfaring på holdet?
Jeg tror vi fik en god demonstration af hvordan generationsskiftet har virket på det tyske landshold i går. Mesut Özil gjorde en ganske glimrende figur i gårsdagens kamp og havde (foruden sit dumme gule kort) en glimrende figur. Faktisk lagde man slet ikke mærke til at Holger Badstuber ligesom Özil kun er 21 år, og at Thomas Müller, som også spillede en god kamp, kun er sølle 20 år gammel. Jeg tror de vil kunne nå til mindst kvartfinalerne, men igen, det er VM, og (cliché alert) bolden er rund, og alt kan ske.
@EmbQl spørger:
Hvorfor er folk så fordømmende om Tyskland?
Nu sagde du "please don't mention the war" - men jeg tror det er derfor. Kan ikke se mange andre grunde, da jeg selv godt kan lide at se Tyskland spille. Specielt efter gårsdagens sprudlen.
@HenrikbruunDK spørger:
Kan Chile holde niveau til VM, som de havde i kvalifikationen?
Jeg nævnte i første indlæg Chile som en mulig positiv overraskelse, og med Honduras og Schweiz i gruppen, så burde det da ikke været helt umuligt for dem at hente en andenplads. De sluttede jo som 2'er i den sydamerikanske kvalifikation, og de er vel uundgåelige når man snakker positive overraskelser. Går de videre som 2'er, er de parret med etteren fra gruppe F, hvor Italien formodes at gå videre som etter, og de vil derfor få det svært med at avancere derfra. Men avancement fra gruppespillet er jo ikke dårligt.
Til sidst spørger @thomasstack:
Hvem bliver topscorer ved vm i år? Kan vi få 5 skarpe bud?
Første kriterie er at de skal nå langt, andet kriterie er at deres afslutninger skal være fikseret omkring én spiller. Tror ikke jeg kan give fem skarpe bud, men Klose eller Podolski (efter gårsdagens opvisning), David Villa, Luis Fabiano/Robinho eller Lionel Messi (altid et bud). Dog er der stadig tre spillere, vi ikke har set i aktion og en enkelt spiller, som lige har manglet den sidste smule. Det er derfor meget åbent i kampen, og som oftest plejer VM-topscorere jo kun at score "sølle" 5 mål. Det hele kan altså derfor ændre sig i løbet af en enkelt kamp.
Vi ses i morgen til NZL-SVK, CIV-POR og BRA-PRK! KOM SÅ DANMARK!!!!
søndag den 13. juni 2010
VM - dag 3
Hov!
Hov er nok et af de ord, der kan opsummere dagen i går, hvis du spørger mig. Hov, Grækenland, hov, Argentina og hov, Robert Green. Hov, Arsenal, som nu er blevet beskyldt af den danske landsholdslæge for at have ladet Nicklas Bendtner spille på smertestillende medicin.
KOR-GRE - Den græske flåde sejlede - i den forkerte retning.
Sikke en kamp, det blev. Jeg tror mange havde regnet med en tilbageholdende, afventende fodboldkamp, men sydkoreanerne gav den altså fuld gas fra starten, hvilket også bar frugt i kraft af et mål efter sølle 7 minutters spilletid på et hjørnespark, som grækerne på ingen måde fik dækket ordentligt op på. Ikke just kendetegnet for et defensivt hold. Og for at gøre ondt værre, så fik Park Ji-Sung kronet en rigtig flot indsats med at snappe en græsk aflevering, der velnæsten lignede "en Jesper" - dog fremadrettet. Hov til forsvaret fra ferieøerne.
ARG-NGA - Det brænder!
Første kæmpe chance til Gonzalo Higuain efter få minutter. Brænder den. Gabriel Heinze - en forsvarsspiller - bringer Argentina foran 1-0. Og sådan endte kampen faktisk også. For hverken Messi mestrede det, og Higuain hamrede den forbi. Og ganske rigtigt, det skyldes tildels en pragtindsats af målmand Vincent Enyeama, men eftersom de to unge herrer spiller i hhv. FC Barcelona og Real Madrid CF, og eftersom de er kendt som nogle målfarlige angribere, så var få af deres skud tilpas kvalificerede til at gå ind, og især Higuain må ærge sig over dette. Hov til de to af de tre herrer i front.
ENG-USA - It's not easy being Green
England har ikke haft en solid keeper siden Peter Shilton. Peter Shilton sluttede sin landsholdskarriere i 1990. Enkelte vil sige David Seaman var god. Og jovist, han havde da en masse gode redninger, men han havde altså også nogle grove drop. Og apropos grove drop, så var det vist noget med at USA fik udlignet fra et ellers harmløst skud af Clint Dempsey? Gud jo, Robert Green gør klar til at samle et ellers på ingen måde farligt skud på, men formår alligevel at fumle den i mål. Kampen slutter 1-1 efter en god håndfuld brændte chancer fra engelsk side i 2. halvleg, men med USA som værende den umiddelbart største bejler til andenpladsen i gruppen, så er det nok ikke et resultat der vender op og ned på slutstillingen i gruppen. Istedet er der en god mulighed for at have to ubesejrede hold, der avancerer. Alligevel får I den en sidste gang: Hov til Robert Green.
DAG 3 - Stilhed før stormen
I dag skal vi igen stifte bekendtskab med nogle forholdsvis ubeskrevne blade i VM-regi. Foruden Serbien og Tyskland snakker vi lande med maks. 3 VM-slutrunder, og af Serbien og Tyskland må tyskerne vel være de største favoritter. Vi snakker trods alt om et hold, hvis dårligste resultat var nederlag efter forlænget spilletid i første runde - det var nemlig i VM 1938, hvor man ikke afholdt gruppespil. Det skal dog siges at resultaterne frem til 1989 i dette tilfælde er Vesttysklands resultater, man har overført til det samlede Tyskland. Serbien (og Serbien-Montenegro) har været med til godt og vel halvdelen af de afholdte VM-slutrunder, og er foruden to fjerdepladser aldrig kommet længere end vores eget landshold. Og altså er vores naboer i blågult kommet længere end Serbien (og Serbien-Montenegro) ved VM.
DAGENS KAMPE: ALG-SVN (Peter Mokaba Stadium, TV2 Zulu, 13:30), SRB-GHA (Loftus Verfield Stadium, DR1, 16:00), GER-AUS (Moses Mabhida Stadium, Canal 9, 20:30)
Dagens første kamp er er rundens anden kamp i gruppe C og står mellem to af turneringens større prügelknaber, for det første har Algeriets træner udtalt at målet med VM er ikke at blive til grin (her tænker jeg at holde skansen og ikke forlade turneringen "The Saudi Way" med 3 nederlag og målscore på 0-30), og for det andet har begge hold kvalificeret sig på playoffkampe med efterfølgende smal sejr, Algeriet og Egypten lå fuldkommen lige i deres VM-kvalifikationspulje, både på points og på målscore, og det kvalificerede land skulle derfor findes i en playoffkamp. Playoffkampen blev afviklet med halvstor tumult, men Algeriet endte med overraskende at vinde 1-0. Slovenien kvalificerede sig på hvad må siges at være yderste mandat, i playoffkamp mod Rusland med 2-1 fra den store nation (føringsmålet faldt i tillægstiden i 2. halvleg) og 0-1-nederlag hjemme og derfor VM-kvalifikation på udebanemål.
Der er ikke de helt vildt kendte spillernavne, og kampen bliver da nok heller ikke en pragtopvisning, dog betragtes Algeriet som svag favorit. Deres stjernespillere er Yazid Mansouri fra franske Lorient og Nadir Belhadj fra Portsmouth. Angriberen Rafik Saïfi er med 62 landskampe også værd at nævne, omend han huserer i den franske Ligue 2 (men vi har jo også Søren Larsen fra Diusburg i den næstbedste tyske række). Som modstykke kan Slovenien mønstre eksotiske spillere som Robert Koren fra West Bromwich Albion (jo, dem, der lige har sikret sig oprykning til Premier League) og den meget mundrette Milivoje Novakovič fra Köln fra nede sydpå. Spiller for spiller virker det forholdsvis lige, men Algeriets udtalelse om ikke at blive ydmyget samt en svag optakt ville gøre mit bedste bud til en kneben Slovensk sejr.
Anden kamp er en af dem, fans af de lidt "off" hold har glædet sig til, nemlig første kamp i gruppe D, som står mellem Serbien og Ghana. Serbien er et spændende hold med rigtig mange stærke kort, specielt defensivt, mest kendt er vel Manchester United-klippen Nemanja Vidić, Chelsea-backen Branislav Ivanović og Dejan Stanković fra Champions League-mestrene fra Inter. Ghana har desværre mistet holdets store stjerne, Michael Essien. Heldigvis er holdet andet end Essien, og de disponerer da stadig over spillere som Stephen Appiah fra Bologna, John Mensah fra Lyon og endnu en Champions League-vinder i Sulley Muntari. Som jeg omtalte i indlægget fra dag 1, så er Serbien et af de hold, jeg ser som en mulig overraskelse, og med nok held i sprøjten kan de passere Australien i kampen om andenpladsen. Ghana er dog ikke nogen walkover, og det vil kræve fuld fokus fra det serbiske landshold, men med alle mand klar ser det ud til at Serbien vil stå kompakt nede bagerst, og hvis jeg skal gætte på en vinder, må det blive Serbien.
Sidste kamp i aften er anden kamp i gruppe D, som står mellem Tyskland og Australien. Tyskland kender vi jo fra utallige slutrunder, og Australien kender vi fra vores testkamp mod dem. Større introduktioner er vel derfor lidt overflødige. Tyskland må i kraft af deres stærke spillertrup og gode slutrunde-historie (de går som bekendt ind til turneringen med EM-sølvmedaljer) vel næsten være dagens store sejrherre, og selvom de møder Australien, der ved sidste VM-slutrunde tog 4 points med sig fra gruppespillet (sejr over Japan, nederlag til Brasilien og uafgjort mod Kroatien), så burde Tyskerne gå efter hurtigt at sætte sig i favoritrollen og det er vel uundgåeligt at de har hvad der skal til for at komme langt i turneringen, kaptajn Ballack eller ej.
SPØRGERUNDEN
Dagens første spørgsmål er fra Henrik:
Er Maradona gal eller genial som træner?
Al respekt for Maradona som spiller, men han har haft nogle for mig uforståelige dispositioner som træner, blandt andet i at udelukke Javier Zanetti og Esteban Cambiasso fra truppen, to spillere, der virker på toppen for tiden, han har haft enkelte gode øjeblikke som træner, blandt andet med en 5-0-sejr over et ret svagt spillende canadisk landshold, og var faktisk tæt på at få det argentinske landshold til at falde fuldkommen igennem, men man formåede dog (pardon my French) at redde sin egen røv udenom playoff-pladserne. Det må dog forventes at Argentina slutter i top 2 i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og en fjerdeplads (bag Brasilien (tilforladeligt), Chile og Paraguay (nej nej nej)) må siges at være ret skuffende. Hvad der mere er værd at bemærke er at Argentina på udebane kun formåede at vinde over Uruguay og Venezuela. Uruguay-sejren var meget sent i forløbet, og Venezuela-sejren må vel forventes. Hvad jeg dog godt kan lide ved Maradona er hans store entusiasme for spillet og hans livlighed nede ved trænerbænken. Foreløbig har Argentina dog hentet en sejr, og afslutningsvis er der vel kun det geniale Oscar Levant-citat:
"There's a fine line between genius and insanity."
Andet spørgsmål kommer fra Simon, og er igen relateret til Argentina:
Hvorfor kom Sergio Agüero ikke på banen?
Hvis jeg var Maradona, havde jeg ikke sendt Agüero på banen. Jeg synes at Higuains og Messis indsatser var ganske gode, hvis man ikke sammenligner (de er jo dygtige spillere, også selvom de har en off-day), og det var kun de sidste ting der manglede på mange afslutninger. Jeg ville i så fald hellere have sparet en udskiftning til hvis en forsvarsspiller skulle blive skadet eller få gult kort (Jonás Gutierrez er Maradonas ene darling og blev nok derfor ikke skiftet ud). For det andet sad de (i store perioder) godt på spillet, og Nigeria havde kun enkelte chancer, som de så også formåede at brænde i større stil end Higuain og Messi. Acceptable dispositioner.
Tredje spørgsmål (vi har nemlig hele fire spørgere i dag) er fra Thomas:
Hvorfor er venstre back så svær at finde gode spillere på?
Backpladserne er for mig at se en meget svær position at spille, og med nutidens forventninger om totalfodbold, om smuk fodbold og om offensiv fodbold skal de være omtrent lige så gode som fløje, men stadig have større defensive kvaliteter. En ting, der også gør det svært at finde gode venstrebacks er at det er et ret stort krav at de er venstrebenede, da de sandsynligvis skal dække højrebenede spillere af og derfor skærme for deres svage ben eller blokere indlæg/skudforsøg, og som det er tilfældet for højre/venstrehåndede, så er der også langt flere højrefodede end der er venstrefodede spillere. Så ikke nok med at der er færre gode venstre backs, der er samtidig flere gode højre fløje/wings. Og ikke nok med det, så kan man altså også sætte en venstrebenet spiller på højre fløj (selvom jeg egentlig tænker "Gud forbyde det"), som Louis van Gaal gør det med Arjen Robben i Bayern München. Når du har dit svage ben mod sidelinjen, så er du mere sandsynlig til at trække ind i banen, så det er derfor nødvendigt at du placerer dig godt, samt at du kommunikerer rigtig godt med din backkæde. Der er simpelthen ikke plads til individualister. Venstre back er derfor en opsummering af alle de kriterier, der gør en plads svær at spille.
Dagens sidste spørgsmål er fra @Mofling, der spørger:
Hvordan ser du Englands chancer efter i går?
Jeg ser ikke Englands chancer synderligt forandret, omend de viste nogle svaghedstegn i går, målmandsposten værende det svageste. Capellos priotering på målmandslisten synes at være Green, James, Hart. Tre målmand, der altså brugte sidste sæson hos hhv. West Ham, Portsmouth og Birmingham. Én af tre klubber klarede cuttet over nedrykningsstregen, og West Hams overlevelse var altså stadig i tvivl 3-4 runder før tid. Det er mildest talt ikke luksusproblemer på målmandsposten, og vores egen Thomas Sørensen ville snildt kunne konkurrere med Robert Green mellem stolperne. Hvad angår angrebet, så savnede jeg lidt en spiller som Jermain Defoe til at supplere Wayne Rooney oppe forrest. Ikke fordi Rooney gjorde det dårligt, men hans rolle i går var mere tilbageholden end i Manchester United, og det virker lidt som om spillet hænger mere på ham. Bevares, de havde mange chancer for at bringe sig foran efter den uheldige udligning, men når man brænder en 2 mod 4-chance, så er det svært at finde selvtilliden.
Så kort sagt ser jeg Englands chancer næsten uændrede.
Det var det for i dag, nu vil jeg få mig noget morgenmad (efter de sædvanlige halvanden times skriveri her), og så står den på tre spændende kampe i dag! Vi ses i morgen til NED-DEN, JPN-CMR og ITA-PAR. Dog nok med mest fokus på Holland-kampen.
Hov er nok et af de ord, der kan opsummere dagen i går, hvis du spørger mig. Hov, Grækenland, hov, Argentina og hov, Robert Green. Hov, Arsenal, som nu er blevet beskyldt af den danske landsholdslæge for at have ladet Nicklas Bendtner spille på smertestillende medicin.
KOR-GRE - Den græske flåde sejlede - i den forkerte retning.
Sikke en kamp, det blev. Jeg tror mange havde regnet med en tilbageholdende, afventende fodboldkamp, men sydkoreanerne gav den altså fuld gas fra starten, hvilket også bar frugt i kraft af et mål efter sølle 7 minutters spilletid på et hjørnespark, som grækerne på ingen måde fik dækket ordentligt op på. Ikke just kendetegnet for et defensivt hold. Og for at gøre ondt værre, så fik Park Ji-Sung kronet en rigtig flot indsats med at snappe en græsk aflevering, der velnæsten lignede "en Jesper" - dog fremadrettet. Hov til forsvaret fra ferieøerne.
ARG-NGA - Det brænder!
Første kæmpe chance til Gonzalo Higuain efter få minutter. Brænder den. Gabriel Heinze - en forsvarsspiller - bringer Argentina foran 1-0. Og sådan endte kampen faktisk også. For hverken Messi mestrede det, og Higuain hamrede den forbi. Og ganske rigtigt, det skyldes tildels en pragtindsats af målmand Vincent Enyeama, men eftersom de to unge herrer spiller i hhv. FC Barcelona og Real Madrid CF, og eftersom de er kendt som nogle målfarlige angribere, så var få af deres skud tilpas kvalificerede til at gå ind, og især Higuain må ærge sig over dette. Hov til de to af de tre herrer i front.
ENG-USA - It's not easy being Green
England har ikke haft en solid keeper siden Peter Shilton. Peter Shilton sluttede sin landsholdskarriere i 1990. Enkelte vil sige David Seaman var god. Og jovist, han havde da en masse gode redninger, men han havde altså også nogle grove drop. Og apropos grove drop, så var det vist noget med at USA fik udlignet fra et ellers harmløst skud af Clint Dempsey? Gud jo, Robert Green gør klar til at samle et ellers på ingen måde farligt skud på, men formår alligevel at fumle den i mål. Kampen slutter 1-1 efter en god håndfuld brændte chancer fra engelsk side i 2. halvleg, men med USA som værende den umiddelbart største bejler til andenpladsen i gruppen, så er det nok ikke et resultat der vender op og ned på slutstillingen i gruppen. Istedet er der en god mulighed for at have to ubesejrede hold, der avancerer. Alligevel får I den en sidste gang: Hov til Robert Green.
DAG 3 - Stilhed før stormen
I dag skal vi igen stifte bekendtskab med nogle forholdsvis ubeskrevne blade i VM-regi. Foruden Serbien og Tyskland snakker vi lande med maks. 3 VM-slutrunder, og af Serbien og Tyskland må tyskerne vel være de største favoritter. Vi snakker trods alt om et hold, hvis dårligste resultat var nederlag efter forlænget spilletid i første runde - det var nemlig i VM 1938, hvor man ikke afholdt gruppespil. Det skal dog siges at resultaterne frem til 1989 i dette tilfælde er Vesttysklands resultater, man har overført til det samlede Tyskland. Serbien (og Serbien-Montenegro) har været med til godt og vel halvdelen af de afholdte VM-slutrunder, og er foruden to fjerdepladser aldrig kommet længere end vores eget landshold. Og altså er vores naboer i blågult kommet længere end Serbien (og Serbien-Montenegro) ved VM.
DAGENS KAMPE: ALG-SVN (Peter Mokaba Stadium, TV2 Zulu, 13:30), SRB-GHA (Loftus Verfield Stadium, DR1, 16:00), GER-AUS (Moses Mabhida Stadium, Canal 9, 20:30)
Dagens første kamp er er rundens anden kamp i gruppe C og står mellem to af turneringens større prügelknaber, for det første har Algeriets træner udtalt at målet med VM er ikke at blive til grin (her tænker jeg at holde skansen og ikke forlade turneringen "The Saudi Way" med 3 nederlag og målscore på 0-30), og for det andet har begge hold kvalificeret sig på playoffkampe med efterfølgende smal sejr, Algeriet og Egypten lå fuldkommen lige i deres VM-kvalifikationspulje, både på points og på målscore, og det kvalificerede land skulle derfor findes i en playoffkamp. Playoffkampen blev afviklet med halvstor tumult, men Algeriet endte med overraskende at vinde 1-0. Slovenien kvalificerede sig på hvad må siges at være yderste mandat, i playoffkamp mod Rusland med 2-1 fra den store nation (føringsmålet faldt i tillægstiden i 2. halvleg) og 0-1-nederlag hjemme og derfor VM-kvalifikation på udebanemål.
Der er ikke de helt vildt kendte spillernavne, og kampen bliver da nok heller ikke en pragtopvisning, dog betragtes Algeriet som svag favorit. Deres stjernespillere er Yazid Mansouri fra franske Lorient og Nadir Belhadj fra Portsmouth. Angriberen Rafik Saïfi er med 62 landskampe også værd at nævne, omend han huserer i den franske Ligue 2 (men vi har jo også Søren Larsen fra Diusburg i den næstbedste tyske række). Som modstykke kan Slovenien mønstre eksotiske spillere som Robert Koren fra West Bromwich Albion (jo, dem, der lige har sikret sig oprykning til Premier League) og den meget mundrette Milivoje Novakovič fra Köln fra nede sydpå. Spiller for spiller virker det forholdsvis lige, men Algeriets udtalelse om ikke at blive ydmyget samt en svag optakt ville gøre mit bedste bud til en kneben Slovensk sejr.
Anden kamp er en af dem, fans af de lidt "off" hold har glædet sig til, nemlig første kamp i gruppe D, som står mellem Serbien og Ghana. Serbien er et spændende hold med rigtig mange stærke kort, specielt defensivt, mest kendt er vel Manchester United-klippen Nemanja Vidić, Chelsea-backen Branislav Ivanović og Dejan Stanković fra Champions League-mestrene fra Inter. Ghana har desværre mistet holdets store stjerne, Michael Essien. Heldigvis er holdet andet end Essien, og de disponerer da stadig over spillere som Stephen Appiah fra Bologna, John Mensah fra Lyon og endnu en Champions League-vinder i Sulley Muntari. Som jeg omtalte i indlægget fra dag 1, så er Serbien et af de hold, jeg ser som en mulig overraskelse, og med nok held i sprøjten kan de passere Australien i kampen om andenpladsen. Ghana er dog ikke nogen walkover, og det vil kræve fuld fokus fra det serbiske landshold, men med alle mand klar ser det ud til at Serbien vil stå kompakt nede bagerst, og hvis jeg skal gætte på en vinder, må det blive Serbien.
Sidste kamp i aften er anden kamp i gruppe D, som står mellem Tyskland og Australien. Tyskland kender vi jo fra utallige slutrunder, og Australien kender vi fra vores testkamp mod dem. Større introduktioner er vel derfor lidt overflødige. Tyskland må i kraft af deres stærke spillertrup og gode slutrunde-historie (de går som bekendt ind til turneringen med EM-sølvmedaljer) vel næsten være dagens store sejrherre, og selvom de møder Australien, der ved sidste VM-slutrunde tog 4 points med sig fra gruppespillet (sejr over Japan, nederlag til Brasilien og uafgjort mod Kroatien), så burde Tyskerne gå efter hurtigt at sætte sig i favoritrollen og det er vel uundgåeligt at de har hvad der skal til for at komme langt i turneringen, kaptajn Ballack eller ej.
SPØRGERUNDEN
Dagens første spørgsmål er fra Henrik:
Er Maradona gal eller genial som træner?
Al respekt for Maradona som spiller, men han har haft nogle for mig uforståelige dispositioner som træner, blandt andet i at udelukke Javier Zanetti og Esteban Cambiasso fra truppen, to spillere, der virker på toppen for tiden, han har haft enkelte gode øjeblikke som træner, blandt andet med en 5-0-sejr over et ret svagt spillende canadisk landshold, og var faktisk tæt på at få det argentinske landshold til at falde fuldkommen igennem, men man formåede dog (pardon my French) at redde sin egen røv udenom playoff-pladserne. Det må dog forventes at Argentina slutter i top 2 i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og en fjerdeplads (bag Brasilien (tilforladeligt), Chile og Paraguay (nej nej nej)) må siges at være ret skuffende. Hvad der mere er værd at bemærke er at Argentina på udebane kun formåede at vinde over Uruguay og Venezuela. Uruguay-sejren var meget sent i forløbet, og Venezuela-sejren må vel forventes. Hvad jeg dog godt kan lide ved Maradona er hans store entusiasme for spillet og hans livlighed nede ved trænerbænken. Foreløbig har Argentina dog hentet en sejr, og afslutningsvis er der vel kun det geniale Oscar Levant-citat:
"There's a fine line between genius and insanity."
Andet spørgsmål kommer fra Simon, og er igen relateret til Argentina:
Hvorfor kom Sergio Agüero ikke på banen?
Hvis jeg var Maradona, havde jeg ikke sendt Agüero på banen. Jeg synes at Higuains og Messis indsatser var ganske gode, hvis man ikke sammenligner (de er jo dygtige spillere, også selvom de har en off-day), og det var kun de sidste ting der manglede på mange afslutninger. Jeg ville i så fald hellere have sparet en udskiftning til hvis en forsvarsspiller skulle blive skadet eller få gult kort (Jonás Gutierrez er Maradonas ene darling og blev nok derfor ikke skiftet ud). For det andet sad de (i store perioder) godt på spillet, og Nigeria havde kun enkelte chancer, som de så også formåede at brænde i større stil end Higuain og Messi. Acceptable dispositioner.
Tredje spørgsmål (vi har nemlig hele fire spørgere i dag) er fra Thomas:
Hvorfor er venstre back så svær at finde gode spillere på?
Backpladserne er for mig at se en meget svær position at spille, og med nutidens forventninger om totalfodbold, om smuk fodbold og om offensiv fodbold skal de være omtrent lige så gode som fløje, men stadig have større defensive kvaliteter. En ting, der også gør det svært at finde gode venstrebacks er at det er et ret stort krav at de er venstrebenede, da de sandsynligvis skal dække højrebenede spillere af og derfor skærme for deres svage ben eller blokere indlæg/skudforsøg, og som det er tilfældet for højre/venstrehåndede, så er der også langt flere højrefodede end der er venstrefodede spillere. Så ikke nok med at der er færre gode venstre backs, der er samtidig flere gode højre fløje/wings. Og ikke nok med det, så kan man altså også sætte en venstrebenet spiller på højre fløj (selvom jeg egentlig tænker "Gud forbyde det"), som Louis van Gaal gør det med Arjen Robben i Bayern München. Når du har dit svage ben mod sidelinjen, så er du mere sandsynlig til at trække ind i banen, så det er derfor nødvendigt at du placerer dig godt, samt at du kommunikerer rigtig godt med din backkæde. Der er simpelthen ikke plads til individualister. Venstre back er derfor en opsummering af alle de kriterier, der gør en plads svær at spille.
Dagens sidste spørgsmål er fra @Mofling, der spørger:
Hvordan ser du Englands chancer efter i går?
Jeg ser ikke Englands chancer synderligt forandret, omend de viste nogle svaghedstegn i går, målmandsposten værende det svageste. Capellos priotering på målmandslisten synes at være Green, James, Hart. Tre målmand, der altså brugte sidste sæson hos hhv. West Ham, Portsmouth og Birmingham. Én af tre klubber klarede cuttet over nedrykningsstregen, og West Hams overlevelse var altså stadig i tvivl 3-4 runder før tid. Det er mildest talt ikke luksusproblemer på målmandsposten, og vores egen Thomas Sørensen ville snildt kunne konkurrere med Robert Green mellem stolperne. Hvad angår angrebet, så savnede jeg lidt en spiller som Jermain Defoe til at supplere Wayne Rooney oppe forrest. Ikke fordi Rooney gjorde det dårligt, men hans rolle i går var mere tilbageholden end i Manchester United, og det virker lidt som om spillet hænger mere på ham. Bevares, de havde mange chancer for at bringe sig foran efter den uheldige udligning, men når man brænder en 2 mod 4-chance, så er det svært at finde selvtilliden.
Så kort sagt ser jeg Englands chancer næsten uændrede.
Det var det for i dag, nu vil jeg få mig noget morgenmad (efter de sædvanlige halvanden times skriveri her), og så står den på tre spændende kampe i dag! Vi ses i morgen til NED-DEN, JPN-CMR og ITA-PAR. Dog nok med mest fokus på Holland-kampen.
Abonner på:
Opslag (Atom)