Er du til grunge?

Er du til grunge? Er du til groove? Er du til fede musikere? Så skal du høre Dear Delusion! I går brugte jeg på Emergenza semifinale (ville gerne have været til twestival, men bassisten fra mit band spillede sidste koncert med sit andet band der, og så havde jeg haft billetten siden før twestivaldatoen blev offentliggjort), og der spillede Dear Delusion som det sidste band på aftenen. Og aldrig har jeg hørt så fantastisk grunge før! Jeg har aldrig været den store fan af hverken Nirvana eller Pearl Jam og har længe beskyldt grunge-genren for at mangle energi og musikalsk fundament, men det må man sige Dear Delusion har!

Så hvis alt det her lyder som noget, du godt kunne tænke dig at høre mere af, så tjek deres myspace!

Daidalos og den kogte suppe.

Nogle historier kan der bare skummes masser af fløde og koges masser af suppe på. Og den klassiske græske myte om Daidalos og Ikaros (til dem der ikke kender myten helt, kommer den kort fortalt nedenunder) er absolut blandt en af de ypperste af disse. Og et af de (i min optik) mere lyrisk inspirerende bands, amerkanske Thrice, er en af dem, der godt kan lide at fortælle denne historie. De har tidligere gjort det i et af deres mere kendetegnende tungere numre, men denne version er p.t. min absolutte favorit:

Thrice - Daedalus


Til de af jer, der ikke skulle være helt inde i denne myte, vil jeg gerne genfortælle den kort, mens du hører musikken: Daidalos var en græsk håndværker, som byggede labyrinten i Knossos på Kreta for Kong Minos. Eftersom Daidalos' viden om labyrinten ikke skulle spredes til omverdenen, blev han indespærret i et tårn i labyrinten. Da Kong Minos til hver en tid har flåden ude på havet og regerer over landevejene kan Ikaros og Daidalos altså ikke stikke af hverken til lands eller til vands, så Daidalos får idéen om at stikke af i luften. Han samler en masse fjer fra fugle og sætter dem sammen med snore og voks til et sæt vinger til hver af de to. De løber så ud over Kretas klippeskrant og søger mod fastlandet. Men Ikaros bliver grebet at søge mod himlen og mod solen. Dette fører til at den voks, vingerne er samlet med, smelter, og Ikaros falder i havet og drukner. Klassisk eksempel på hvordan guderne straffer Daidalos for at ville trodse gudernes dom (Kong Minos er søn af Zeus).

I Thrices sang fortæller Daidalos til sidst hvordan guderne tog det eneste, der betød noget for ham, fra ham. Fantastisk historie fortalt med virkelig god føling.

Til de af jer, der skulle være interesserede i samme bands version af historien primærst fra Ikaros' synspunkt, så kan I da også lige få den her:

Thrice - The Melting Point of Wax

Mit næste albumkøb

Jeg vil ikke lægge skjul på det, jeg er selv musiker, havde musik på højniveau på gymnasiet og er en meget ivrig og koncentreret lytter (hvilket kan føre til underlig mimik når jeg spiller og øjensynligt ukontrollerede kropsbevægelser når jeg lytter). Netop af denne grund kræver jeg også et ekstra, kunstnerisk præg i min musik - jeg er kræsen, men når jeg finder noget, jeg synes er godt, så synes jeg til gengæld også det er VIRKELIG godt!

En af de ting, jeg lidt har savnet i musik på det seneste, er progressivitet (mangel på fast, repetitiv sangstruktur, usædvanligt akkordvalg og generelt musikalske kneb, afledt af 60'ernes psykedeliske rock). Og det har jeg fundet et nyt band, der har! Eller, nye og nye, de startede i 1999. Men i forhold til Rush (1968-), Dream Theater (1985-) og Porcupine Tree (1987-), så må 1999 siges at være relativt nyt. Mine damer og herrer, The Pineapple Thief's seneste single "Shoot First" - og de har søreme et nyt album på vej til udgivelse i løbet af 2010:

Bare fordi musik er gammel, kan den godt være god.

I dag tog jeg lige et revisit til Coheed and Cambria's 2005-album "Good Apollo, I'm Burning Star IV: Volume One: From Fear Through the Eyes of Madness", og faldt igen over nummeret "Ten Speed (Of God's Blood and Burial)", som jeg lige ville dele med jer:



Grunden til at jeg smider lidt musik af dem op er, at de er på vej med et nyt album, "Year of the Black Rainbow", som udkommer 13. april. Første single derfra er "Here We Are Juggernaught" - enjoy:

2009's måske bedste album?

Den første ting, jeg gerne vil dele med jer, er dette fantastiske link. Mit absolutte favoritalbum fra 2009: Porcupine Tree - The Incident. Jeg havde set virkelig meget frem til Muse-albummet The Resistance, men endte istedet med at forelske mig i denne genistreg af et album fra de engelske prog-rockere fra Porcupine Tree. Her er et lille preview i form af 3 dele fra den 55 minutter lange rock-opera, Octane Twisted/The Seance/Circle of Manias - absolut pengene værd!

Velkommen!

Hej, og velkommen til denne nye og optimerede blog af mig, Marcus! Her har jeg besluttet mig for at jeg vil dele alt hvad der falder ind i mit hoved, hvadend det er kort eller langt, links eller billeder. Og du SKAL læse det hele! Alt sammen!