søndag den 13. juni 2010

VM - dag 3

Hov!

Hov er nok et af de ord, der kan opsummere dagen i går, hvis du spørger mig. Hov, Grækenland, hov, Argentina og hov, Robert Green. Hov, Arsenal, som nu er blevet beskyldt af den danske landsholdslæge for at have ladet Nicklas Bendtner spille på smertestillende medicin.

KOR-GRE - Den græske flåde sejlede - i den forkerte retning.
Sikke en kamp, det blev. Jeg tror mange havde regnet med en tilbageholdende, afventende fodboldkamp, men sydkoreanerne gav den altså fuld gas fra starten, hvilket også bar frugt i kraft af et mål efter sølle 7 minutters spilletid på et hjørnespark, som grækerne på ingen måde fik dækket ordentligt op på. Ikke just kendetegnet for et defensivt hold. Og for at gøre ondt værre, så fik Park Ji-Sung kronet en rigtig flot indsats med at snappe en græsk aflevering, der velnæsten lignede "en Jesper" - dog fremadrettet. Hov til forsvaret fra ferieøerne.

ARG-NGA - Det brænder!
Første kæmpe chance til Gonzalo Higuain efter få minutter. Brænder den. Gabriel Heinze - en forsvarsspiller - bringer Argentina foran 1-0. Og sådan endte kampen faktisk også. For hverken Messi mestrede det, og Higuain hamrede den forbi. Og ganske rigtigt, det skyldes tildels en pragtindsats af målmand Vincent Enyeama, men eftersom de to unge herrer spiller i hhv. FC Barcelona og Real Madrid CF, og eftersom de er kendt som nogle målfarlige angribere, så var få af deres skud tilpas kvalificerede til at gå ind, og især Higuain må ærge sig over dette. Hov til de to af de tre herrer i front.

ENG-USA - It's not easy being Green
England har ikke haft en solid keeper siden Peter Shilton. Peter Shilton sluttede sin landsholdskarriere i 1990. Enkelte vil sige David Seaman var god. Og jovist, han havde da en masse gode redninger, men han havde altså også nogle grove drop. Og apropos grove drop, så var det vist noget med at USA fik udlignet fra et ellers harmløst skud af Clint Dempsey? Gud jo, Robert Green gør klar til at samle et ellers på ingen måde farligt skud på, men formår alligevel at fumle den i mål. Kampen slutter 1-1 efter en god håndfuld brændte chancer fra engelsk side i 2. halvleg, men med USA som værende den umiddelbart største bejler til andenpladsen i gruppen, så er det nok ikke et resultat der vender op og ned på slutstillingen i gruppen. Istedet er der en god mulighed for at have to ubesejrede hold, der avancerer. Alligevel får I den en sidste gang: Hov til Robert Green.

DAG 3 - Stilhed før stormen
I dag skal vi igen stifte bekendtskab med nogle forholdsvis ubeskrevne blade i VM-regi. Foruden Serbien og Tyskland snakker vi lande med maks. 3 VM-slutrunder, og af Serbien og Tyskland må tyskerne vel være de største favoritter. Vi snakker trods alt om et hold, hvis dårligste resultat var nederlag efter forlænget spilletid i første runde - det var nemlig i VM 1938, hvor man ikke afholdt gruppespil. Det skal dog siges at resultaterne frem til 1989 i dette tilfælde er Vesttysklands resultater, man har overført til det samlede Tyskland. Serbien (og Serbien-Montenegro) har været med til godt og vel halvdelen af de afholdte VM-slutrunder, og er foruden to fjerdepladser aldrig kommet længere end vores eget landshold. Og altså er vores naboer i blågult kommet længere end Serbien (og Serbien-Montenegro) ved VM.

DAGENS KAMPE: ALG-SVN (Peter Mokaba Stadium, TV2 Zulu, 13:30), SRB-GHA (Loftus Verfield Stadium, DR1, 16:00), GER-AUS (Moses Mabhida Stadium, Canal 9, 20:30)

Dagens første kamp er er rundens anden kamp i gruppe C og står mellem to af turneringens større prügelknaber, for det første har Algeriets træner udtalt at målet med VM er ikke at blive til grin (her tænker jeg at holde skansen og ikke forlade turneringen "The Saudi Way" med 3 nederlag og målscore på 0-30), og for det andet har begge hold kvalificeret sig på playoffkampe med efterfølgende smal sejr, Algeriet og Egypten lå fuldkommen lige i deres VM-kvalifikationspulje, både på points og på målscore, og det kvalificerede land skulle derfor findes i en playoffkamp. Playoffkampen blev afviklet med halvstor tumult, men Algeriet endte med overraskende at vinde 1-0. Slovenien kvalificerede sig på hvad må siges at være yderste mandat, i playoffkamp mod Rusland med 2-1 fra den store nation (føringsmålet faldt i tillægstiden i 2. halvleg) og 0-1-nederlag hjemme og derfor VM-kvalifikation på udebanemål.

Der er ikke de helt vildt kendte spillernavne, og kampen bliver da nok heller ikke en pragtopvisning, dog betragtes Algeriet som svag favorit. Deres stjernespillere er Yazid Mansouri fra franske Lorient og Nadir Belhadj fra Portsmouth. Angriberen Rafik Saïfi er med 62 landskampe også værd at nævne, omend han huserer i den franske Ligue 2 (men vi har jo også Søren Larsen fra Diusburg i den næstbedste tyske række). Som modstykke kan Slovenien mønstre eksotiske spillere som Robert Koren fra West Bromwich Albion (jo, dem, der lige har sikret sig oprykning til Premier League) og den meget mundrette Milivoje Novakovič fra Köln fra nede sydpå. Spiller for spiller virker det forholdsvis lige, men Algeriets udtalelse om ikke at blive ydmyget samt en svag optakt ville gøre mit bedste bud til en kneben Slovensk sejr.

Anden kamp er en af dem, fans af de lidt "off" hold har glædet sig til, nemlig første kamp i gruppe D, som står mellem Serbien og Ghana. Serbien er et spændende hold med rigtig mange stærke kort, specielt defensivt, mest kendt er vel Manchester United-klippen Nemanja Vidić, Chelsea-backen Branislav Ivanović og Dejan Stanković fra Champions League-mestrene fra Inter. Ghana har desværre mistet holdets store stjerne, Michael Essien. Heldigvis er holdet andet end Essien, og de disponerer da stadig over spillere som Stephen Appiah fra Bologna, John Mensah fra Lyon og endnu en Champions League-vinder i Sulley Muntari. Som jeg omtalte i indlægget fra dag 1, så er Serbien et af de hold, jeg ser som en mulig overraskelse, og med nok held i sprøjten kan de passere Australien i kampen om andenpladsen. Ghana er dog ikke nogen walkover, og det vil kræve fuld fokus fra det serbiske landshold, men med alle mand klar ser det ud til at Serbien vil stå kompakt nede bagerst, og hvis jeg skal gætte på en vinder, må det blive Serbien.

Sidste kamp i aften er anden kamp i gruppe D, som står mellem Tyskland og Australien. Tyskland kender vi jo fra utallige slutrunder, og Australien kender vi fra vores testkamp mod dem. Større introduktioner er vel derfor lidt overflødige. Tyskland må i kraft af deres stærke spillertrup og gode slutrunde-historie (de går som bekendt ind til turneringen med EM-sølvmedaljer) vel næsten være dagens store sejrherre, og selvom de møder Australien, der ved sidste VM-slutrunde tog 4 points med sig fra gruppespillet (sejr over Japan, nederlag til Brasilien og uafgjort mod Kroatien), så burde Tyskerne gå efter hurtigt at sætte sig i favoritrollen og det er vel uundgåeligt at de har hvad der skal til for at komme langt i turneringen, kaptajn Ballack eller ej.

SPØRGERUNDEN

Dagens første spørgsmål er fra Henrik:

Er Maradona gal eller genial som træner?

Al respekt for Maradona som spiller, men han har haft nogle for mig uforståelige dispositioner som træner, blandt andet i at udelukke Javier Zanetti og Esteban Cambiasso fra truppen, to spillere, der virker på toppen for tiden, han har haft enkelte gode øjeblikke som træner, blandt andet med en 5-0-sejr over et ret svagt spillende canadisk landshold, og var faktisk tæt på at få det argentinske landshold til at falde fuldkommen igennem, men man formåede dog (pardon my French) at redde sin egen røv udenom playoff-pladserne. Det må dog forventes at Argentina slutter i top 2 i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og en fjerdeplads (bag Brasilien (tilforladeligt), Chile og Paraguay (nej nej nej)) må siges at være ret skuffende. Hvad der mere er værd at bemærke er at Argentina på udebane kun formåede at vinde over Uruguay og Venezuela. Uruguay-sejren var meget sent i forløbet, og Venezuela-sejren må vel forventes. Hvad jeg dog godt kan lide ved Maradona er hans store entusiasme for spillet og hans livlighed nede ved trænerbænken. Foreløbig har Argentina dog hentet en sejr, og afslutningsvis er der vel kun det geniale Oscar Levant-citat:

"There's a fine line between genius and insanity."

Andet spørgsmål kommer fra Simon, og er igen relateret til Argentina:

Hvorfor kom Sergio Agüero ikke på banen?

Hvis jeg var Maradona, havde jeg ikke sendt Agüero på banen. Jeg synes at Higuains og Messis indsatser var ganske gode, hvis man ikke sammenligner (de er jo dygtige spillere, også selvom de har en off-day), og det var kun de sidste ting der manglede på mange afslutninger. Jeg ville i så fald hellere have sparet en udskiftning til hvis en forsvarsspiller skulle blive skadet eller få gult kort (Jonás Gutierrez er Maradonas ene darling og blev nok derfor ikke skiftet ud). For det andet sad de (i store perioder) godt på spillet, og Nigeria havde kun enkelte chancer, som de så også formåede at brænde i større stil end Higuain og Messi. Acceptable dispositioner.

Tredje spørgsmål (vi har nemlig hele fire spørgere i dag) er fra Thomas:

Hvorfor er venstre back så svær at finde gode spillere på?

Backpladserne er for mig at se en meget svær position at spille, og med nutidens forventninger om totalfodbold, om smuk fodbold og om offensiv fodbold skal de være omtrent lige så gode som fløje, men stadig have større defensive kvaliteter. En ting, der også gør det svært at finde gode venstrebacks er at det er et ret stort krav at de er venstrebenede, da de sandsynligvis skal dække højrebenede spillere af og derfor skærme for deres svage ben eller blokere indlæg/skudforsøg, og som det er tilfældet for højre/venstrehåndede, så er der også langt flere højrefodede end der er venstrefodede spillere. Så ikke nok med at der er færre gode venstre backs, der er samtidig flere gode højre fløje/wings. Og ikke nok med det, så kan man altså også sætte en venstrebenet spiller på højre fløj (selvom jeg egentlig tænker "Gud forbyde det"), som Louis van Gaal gør det med Arjen Robben i Bayern München. Når du har dit svage ben mod sidelinjen, så er du mere sandsynlig til at trække ind i banen, så det er derfor nødvendigt at du placerer dig godt, samt at du kommunikerer rigtig godt med din backkæde. Der er simpelthen ikke plads til individualister. Venstre back er derfor en opsummering af alle de kriterier, der gør en plads svær at spille.

Dagens sidste spørgsmål er fra @Mofling, der spørger:

Hvordan ser du Englands chancer efter i går?

Jeg ser ikke Englands chancer synderligt forandret, omend de viste nogle svaghedstegn i går, målmandsposten værende det svageste. Capellos priotering på målmandslisten synes at være Green, James, Hart. Tre målmand, der altså brugte sidste sæson hos hhv. West Ham, Portsmouth og Birmingham. Én af tre klubber klarede cuttet over nedrykningsstregen, og West Hams overlevelse var altså stadig i tvivl 3-4 runder før tid. Det er mildest talt ikke luksusproblemer på målmandsposten, og vores egen Thomas Sørensen ville snildt kunne konkurrere med Robert Green mellem stolperne. Hvad angår angrebet, så savnede jeg lidt en spiller som Jermain Defoe til at supplere Wayne Rooney oppe forrest. Ikke fordi Rooney gjorde det dårligt, men hans rolle i går var mere tilbageholden end i Manchester United, og det virker lidt som om spillet hænger mere på ham. Bevares, de havde mange chancer for at bringe sig foran efter den uheldige udligning, men når man brænder en 2 mod 4-chance, så er det svært at finde selvtilliden.

Så kort sagt ser jeg Englands chancer næsten uændrede.

Det var det for i dag, nu vil jeg få mig noget morgenmad (efter de sædvanlige halvanden times skriveri her), og så står den på tre spændende kampe i dag! Vi ses i morgen til NED-DEN, JPN-CMR og ITA-PAR. Dog nok med mest fokus på Holland-kampen.

3 kommentarer:

  1. Så vidt jeg husker var Sydkoreas første mål ikke et hovedstød men en helflugter på et hjørnespark som tre græske forsvarere ikke var høje nok til at heade væk.

    Men jeg kan huske forkert.

    SvarSlet
  2. Selvfølgelig. Sorry. Pointen var dog mere at det græske forsvar sejlede som en hellensk flåde. På den dårlige måde. Retter det lige.

    SvarSlet
  3. Korrekt.

    Tyskland bør kvase Australien, men måske det bedste spil her er rent 1 tal på Tysken

    SvarSlet