Nu omtalte jeg "VM - dag 10" som foreløbig sidste indlæg. Men det passer ikke helt på to punkter: dels læser du jo lige nu det her indlæg, dels fordi jeg på et eller andet tidspunkt (og hvis der er stemning for det) fortsætter igen, og at jeg har nogle små planer (igen hvis der er stemning for det) om at lave en ugentlig SAS Liga-blog (dog måske på et andet domæne, I skal selvfølgelig holdes opdateret på det).
Grunden til mit pludselige stop kom til mig i dag omkring klokken halv fire, hvor min gode ven Stephen ringede til mig. Stephen var slet ikke i sit sædvanlige, friske stemmeleje, og han havde da også en dårlig nyhed til mig. Han spurgte mig om jeg havde snakket med nogle af "drengene" (både ham og jeg ved hvem vi snakker om). Det havde jeg ikke. Så spurgte han om jeg havde hørt noget om Hansen. Det havde jeg heller ikke, og ganske naivt og som et perfekt oplæg spurgte jeg "nej, hvad skulle det være?" - og så lå den vel næsten ligefor:
"Hansen er død."
"Hvad? Det er vel løgn."
"Jeg ville ønske jeg kunne sige ja."
"...af hvad dog?"
"Hjertestop."
Jeg havde ganske forståeligt svært ved at tro mine egne ører, men alt tyder på at den er god nok. Og med et brag røg al min motivation. Min motivation til at læse fysik (skal til eksamen på onsdag, er nået til at jeg nu krydser fingre og håber på at lykkens gudinde tilsmiler mig), min motivation til at skrive blog, min motivation til noget som helst.
Han boede kun et stenkast fra mig. Jeg pakkede mine ting, tog hjem fra København, og besluttede mig for at all-in konfrontere det ved at tage den lille omvej forbi ham og ringe på hans hoveddør i håb om jeg kunne høre fodtrin og en eller anden ville komme ud til mig og sige "gotcha!" - jeg troede simpelthen på den minimale, spinkle chance, der kunne være tilbage.
Ganske rigtigt, jeg ringede på hans dør. Intet svar. Jeg ringede igen. Intet svar. Jeg kunne høre dørklokken ringede, han ville høre det, hvis han var hjemme.... og i live.
Så med tunge skridt går jeg ned ad trapperne i hans opgang og udenfor døren. Skæver op til vinduet indtil forhallen og hans hoveddør. Og så kommer det. Det overvælder mig, og jeg lader mine barrierer gå.
Den næste halve time trillede tårerne ned ad mine kinder. Jeg var knust, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, slet ikke da jeg kom tilbage til lejligheden.
Jeg ville ikke forklare grunden offentligt på Twitter allerførst, da der var folk, der også kendte ham, blandt andet min gode ven Tobias. Jeg ringede og snakkede med ham, og ligesom jeg selv kunne han slet ikke begribe det.
Thomas var en fyr, der altid var i højt humør. Så aldrig sort på tingene, og lod sig aldrig slå ud. Han var en fyr, som altid tog tingene et skridt ad gangen og aldrig lod tilværelsen overvælde ham.
Thomas var brøndbyfan, dybtfølt brøndbyfan, som jeg også er det. Men ingen andre så ham som en fjende. Thomas var en berigelse for os alle, og det er derfor at det er hårdt for mig at skrive det her. Jeg har selv stadig svært ved at forstå det.
Når man, som jeg gjorde i 9 dage, bruger ca. to timer på skrivning og 4,5 timer på fodboldkigning til bloggen (altså næsten et fuldtidsjob) midt i en eksamenslæsningsperiode, så skal I vide at det var fordi jeg havde hjertet med. Fordi hjernen var indstillet på det. Fordi jeg havde motivationen, og vigtigst af alt fordi folk bakkede op om det. Og ligesom I bakkede op om mig, når jeg sad oppe til klokken et og så 5 VM-kampe om dagen, på samme måde håber jeg at I bakker mig op i en meget hård tid. Min motivation er nu væk. Brasilien - Elfenbenskysten kører i baggrunden, og jeg vender mig kun om når der er mål. Jeg er ikke knust, men jeg er tynget meget hårdt ned. Det her er ydermere første gang, jeg har døden alvorligt tæt på mig, og jeg føler derfor at det tærer ekstra meget på mig.
Jeg syntes dog at I fortjente at få dette at vide, da jeg ikke vil forlade jer så pludseligt. Jeg vil i det næste stykke tid prøve at kunne overskue hele situationen. Om der går en uge eller tusind år ved jeg intet om, og det er derfor jeg må konkludere at bloggen er lukket på ubestemt tid, og I har sandsynligvis set VM 2010's sidste blogindlæg fra mig. Den næste tid skal bruges på at ace min fysikeksamen på onsdag, på Roskilde Festival, og på at søge ind på biokemi på universitetet. Jeg står overfor et kæmpestort skifte i mit liv, og jeg har brug for alle mine kræfter på at få det bedste ud af det.
Til sidst vil jeg gerne endnu engang takke jer alle tusinder og atter tusinder af gange. Jeres støtte og opbakning betyder meget mere end I tror, og jeg ville ønske at jeg havde hvad der skulle til for at give jer bloggen, som I kender den. Det er desværre for hårdt mig lige nu, og derfor vil jeg nu slikke mine sår og vente på at jeg er klar og til at jeg har lysten igen.
Rigtig, rigtig god fornøjelse med resten af dette VM, og tak for alt, hvad I har givet mig undervejs. Jeg håber på at kunne være tilbage snart. Og når jeg er tilbage, kan I forhåbentlig forvente mig tilbage i topform og med fornyet tørst.
Husk: Det her er ikke et "farvel", det er et "vi ses"... Tak for alt.
8/12-1987 - 20/6-2010
Du vil aldrig blive glemt.
Mine tanker går til familien, som unægtelig er meget hårdere ramt end jeg er.
Hvor skriver du smukt Marcus. Mor.
SvarSletDude, det er aldrig nemt at miste nogen.
SvarSletDu må se fremad i stedet, jeg ved godt at det lyder dumt og uoverskueligt, men dit liv går videre. Tag det fra en der har prøvet det et par gange efterhånden.
Vh Morfar