fredag den 9. juli 2010

Angående ambitioner og guld

ANGÅENDE AMBITIONER OG GULD

Velkommen til det første indlæg her om den nye Superliga-sæson! Grunden til at jeg skriver nu og slet ikke om VM er, at der er en nyhed, der er sprunget mig meget i øjnene:

Brøndby opgiver Superliga-guldet

Det er sågar bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Per Bjerregaard og Henrik Jensen, der udtaler det her. Og lad os lige lade den stå for et kort øjeblik inden svadaen begynder.

Brøndby betragtes som en traditionsklub og en klub, der til trods for et par skæve sæsoner har været med i medaljekampen hver år. Og når man er med i medaljekampen, er man selvfølgelig også med i guldkampen, og i slutningen af sidste sæson fik man tilkæmpet sig en bronzemedalje, hvorfor en opjustering af ambitionerne til at overgå sidste sæsons præstationer virker mere end naturligt. Det er en grund til at melde ud at man kæmper med om guldet i år.

Den anden del af det: Sidste år ville Randers i top 6, de sluttede som nummer 10. AGF ville spille med om medaljer, de sluttede som nummer 11 og rykkede ned. Point being, hvis Brøndby ikke melder ud at de spiller med om at vinde Superligaen 2010/11, så kommer de måske slet ikke til at deltage i topkampen. Spillerne skal have noget at motivere sig for, og fansene skal have noget at få blod på tanden over. Og er der et publikum, der kan mærkes på stadion, så er det i den grad Brøndbys fans.

Mit råd til Brøndby-bestyrelsen: Stram op og kom med nogle mere ambitiøse udmeldinger! Jeres fans vil have det, og spillerne vil med garanti også have det. Lad være med at resignere til at ville "nøjes" med at svæve rundt omkring bronzemedaljer eller ej. Gå efter guldet, giv ligaen noget intensitet, for I må om nogen betragtes som en stærk outsider til at snuppe mesterskabet - indtil den udmelding.

ANGÅENDE BLOG-FLYTTERI

Jeg arbejder lige nu på at flytte bloggen væk fra blogger-systemet (denne side) og hen på en WordPress-blog på mit eget domæne, marcusmunch.dk, så jeg har nemmere adgang til statistik såsom læsertal, og jeg håber på at kunne åbne for at læsere kan stille spørgsmål på to måder, enten på mail eller i et kommentarfelt (som man forhåbentlig kan ændre til at alle kan kommentere, og ikke kun registrerede brugere). Jeg er ærligt talt ikke nogen web-troldmand, jeg er blot en ivrig skriverkarl, og derfor kan processen godt være lidt langsommelig. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret her, og når jeg har fået det hele op at køre, så skal jeg nok enten linke herfra til mit eget domæne og/eller omdirigere fra marcusmunch.blogspot.com til den nye side.

Håber på at have det hele oppe at køre til reaktioner på første Superliga-runde, der spilles 17-19/7.

ANGÅENDE VM

Jeg er sgu ked af at måtte se Tyskland lade livet i sommerens VM-slutrunde til fordel for Spanien, som (bevares, bevares) har spillet bolden godt rundt, men i næsten alle tilfælde har manglet skarpheden oppe forrest og med undtagelse af 1-0-nederlaget til Schweiz og 2-0-sejren over Honduras har vundet deres kampe med 1-0. Ikke fordi der er noget galt i at vinde 1-0, men når du er så spildominerende som Spanien er, så forventer man givetvis mere af dem. Noget mere kynisme og lidt mere satsning oppe forrest. Noget, jeg mener Tyskland besidder. Ydermere vil Spanien i tilfælde af at de scorer under 4 mål (tror jeg det er) i finalen mod Holland, være de mindst scorende verdensmestre nogensinde. Forudsat at de overhovedet vinder kampen, selvfølgelig. Bronzekampen gider jeg slet ikke snakke om. Tyskland SKAL vinde. Både for den flotte, kæde for kæde velfungerende fodbolds skyld og for mit managerhold.

DE SMÅ TANKER

Paul the Squid rocks. En lille smule.

Jeg savner godt nok at spille noget proper bold.

Roskilde Festival var for vanvittigt god.

Jeg missede samtlige 1/8-finaler plus tre 1/4-finaler. Så Tyskland-Argentina på storskærm. Klogt valg.

Hansen fik den bedst tænkelige afsked, og jeg har (som i nok kunne regne ud) fået lidt af lysten til at skrive igen.

Min indre Paul siger mig at Lyngby og SønderjyskE tager turen ned i år.

Samme indre Paul siger mig at det udfra sommerens transferaktiviteter bliver FCK, der nupper guldet igen.

Rommedahl spiller dårligt for landsholdet: godt ry i klub. Rommedahl spiller godt for landsholdet: transferfri nu.

Jeg har brugt meget af mit baghovedes kapacitet på at regne ud hvem Mesut Özil ligner. Det tætteste, jeg kommer, er en ung Preben Kristensen.

Selvsamme Özil er dog langt bedre fodboldspiller, end selvsamme Kristensen er komiker.

Er et eller andet sted glad for at fodbold ikke har en Amin Jensen-lookalike. Der kigges istedet mod NFL.

Næsten hver gang, jeg har skullet skrive Superliga, har jeg været ved at skrive SAS Liga. Goddammit, det er en dårlig vane.

Hvornår mon

SPØRGSMÅLET

I dag hedder den spørgsmålet, fordi jeg kun lige gad et enkelt spørgsmål. Sorry, guys. Spørgsmålet i denne omgang kommer fra Henrik:

Får vi en jævnbyrdig Superligasæson eller bliver den meget differentieret?

Nuvel, med transfervinduet stadig åbent og en hel uge til sæsonen går i gang, så må det her betragtes som et gratis gæt - og så er det endda en helgardering: Både jævnbyrdig og differentieret.

Jævnbyrdig fordi vi har fået to traditionelt stærke oprykkere i Horsens og Lyngby. I år fik ligaen besøg af HB Køge, som måtte tage turen ned igen. De blev ganske som forventet årets prügelknaber og delte derfor gavmildt ud af tilskud til pointhøsten og til målscoren. Jeg er sikker på at både AC Horsens og Lyngby BK vil gå efter at etablere sig som et fast indslag i ligaen. Og jeg har også en tiltro til at mindst en af de to kan gøre det, hvorfor vi vil sige farvel til et af "The Usual Suspects" i år.

Differentieret fordi sådan har ligaen tendens til at være. Der plejer hurtigt at komme nogle store huller, som typisk ligger mellem 4.-5. pladsen (Europæisk deltagelse) og 8.-9. pladsen, hvor nedrykningskampen spidser til. Jeg tror også at årets to oprykkere vil ligge i den såkaldte bund 4 sammen med FC Nordsjælland og SønderjyskE, som plejer at være selskabet dernede. Top 4 kunne snildt bestå af Brøndby, FCK, OB og enten Esbjerg eller FC Midtjylland. Men omvendt er der mange gode hold i år, og på en god dag kan alle af sæsonens 12 hold sagtens vinde over en af de 11 andre.

God vind til vi ses igen (jeg ved ikke lige hvornår),
Marcus

Ingen kommentarer:

Send en kommentar