I dansk og nogle gange i filosofi i gymnasiet lærer man om vejen frem til at være "det gode menneske". At man i nogle filosofiske retninger starter helt nede som hvad der kunne ligne hjerneløs zombie, for så gennem et fortvivlelses øjeblik at blive æstetiker, for igen at blive genfødt som etiker, og så videre. Som om det næste trin er en decideret opgradering. At etikeren nødvendigvis er et bedre menneske end æstetikeren. Jeg ved ikke helt om jeg er enig i det. Nok fordi jeg for nylig har degraderet mit syn på mig selv fra etiker til æstetiker. Jeg vil simpelthen kun have og ser oftest kun det smukke.
Jeg sidder i toget på vej til skole. Mine sædvanlige filosofiske 25 minutter. Jeg har sjældent bedre at tage mig til her end at tænke. Og skrive, som jeg gør nu.
De af jer, der følger mig på Twitter, hvor jeg nok skriver en del mere end jeg gør her, er måske faldet over det træk ved mig at jeg tit forelsket mig. Det må jeg bare se i øjnene at jeg gør. Det er vel et karaktertræk som så meget andet. Og en af mine ting, jeg har, er at næsten nedstirre en smuk pige i toget. Det sker en gang hver eller hveranden måned, og tro mig, det er intet lureragtigt eller på anden måde perverteret. Det er tværtimod en kompliment. For jeg beundrer hendes skønhed, hendes hår, hendes øjne, hendes ansigtstræk, måden hun klæder sig på. Og forleden førte det mig til en tankestrøm.
Jeg sad overfor en pige i toget, som fuldkommen hypnotiserede mig. Men hun sad med hovedtelefoner i, præcis som jeg gjorde det. Hun var optaget, havde et fjernt blik i øjnene, og jeg turde ikke henvende mig til hende. Hun var smuk, siger jeg dig, noget af det smukkeste, jeg længe havde set, og måske derfor var jeg paralyseret i situationen, lige indtil hun stod af.
Mit problem er måske, at jeg er utroligt dårlig til at indlede samtaler. Dårlig til indledninger, og det smitter sikkert også af på min blog. Jeg kan simpelthen ikke indlede en samtale ene mand. Jeg går i stå, tænker over min indledning, og pludselig løber tiden fra mig. Så har man siddet "for længe" og været tavs, og så ville det sikkert være akavet, hvis man først nu besluttede sig for at sige noget.
Men det virker nogle gange som om det ikke kun er mig, der har det problem. Som om folk generelt er bange for kontakt. Det er en offentlig hemmelighed, et moralsk kodeks, at man ikke bare sådan henvender sig til fremmede. Vi isolerer os, ikke bare til hverdag, men også til fest. Vi tager i byen i grupper. Vi snakker ikke med ham den fremmede m/k i bussen eller toget eller hvorend vi er.
Jeg tror på det bedste i folk. Og fremfor at overlade det til modparten at overbevise mig om at de er min tillid værd, så antager jeg alle mennesker i verden for at være potentielle bedste venner eller soulmates indtil andet er bevist. Det bærer konsekvenser af sig. Jeg bliver kaldt påtrængende, akavet (kombination af at henvende sig og så alligevel ikke have nogen smart introduktion), for meget af det gode, og for emotionel.
Selv føler jeg bare at jeg ikke gider holde mig tilbage. Det er der vel ikke noget galt i, er der? Lad os tænke moralsk imperativ her. Hvad skete der, hvis vi allesammen holdt os tilbage?
Facebook synes jeg er et fantastisk eksempel. Jeg bliver anklaget af venner for at kommentere alt, jeg falder over. Men er det ikke rart at få en kommentar, er det ikke rart at få feedback? Men hvem skal give det?
Jeg er pro-deling, for jo mere vi giver af os selv, des mere får vi igen. Og jeg ser ikke hvorfor du skulle være anti-deling.
Hvo intet vover, intet vinder. Eller hvad?
