tirsdag den 28. december 2010

Flyttedag - igen.

Hey alle.

Nu er det endeligt besluttet, jeg gider ikke jonglere rundt med to blogs, så jeg flytter al bloggeri over på mit eget domæne, http://www.marcusmunch.dk.

Håber på at se jer der til en fornuftig blanding af sportssnak og hverdagsliv,
Marcus.

mandag den 13. september 2010

En æstetikers bekendelser/tankestrøm nummer 117

I dansk og nogle gange i filosofi i gymnasiet lærer man om vejen frem til at være "det gode menneske". At man i nogle filosofiske retninger starter helt nede som hvad der kunne ligne hjerneløs zombie, for så gennem et fortvivlelses øjeblik at blive æstetiker, for igen at blive genfødt som etiker, og så videre. Som om det næste trin er en decideret opgradering. At etikeren nødvendigvis er et bedre menneske end æstetikeren. Jeg ved ikke helt om jeg er enig i det. Nok fordi jeg for nylig har degraderet mit syn på mig selv fra etiker til æstetiker. Jeg vil simpelthen kun have og ser oftest kun det smukke.

Jeg sidder i toget på vej til skole. Mine sædvanlige filosofiske 25 minutter. Jeg har sjældent bedre at tage mig til her end at tænke. Og skrive, som jeg gør nu.

De af jer, der følger mig på Twitter, hvor jeg nok skriver en del mere end jeg gør her, er måske faldet over det træk ved mig at jeg tit forelsket mig. Det må jeg bare se i øjnene at jeg gør. Det er vel et karaktertræk som så meget andet. Og en af mine ting, jeg har, er at næsten nedstirre en smuk pige i toget. Det sker en gang hver eller hveranden måned, og tro mig, det er intet lureragtigt eller på anden måde perverteret. Det er tværtimod en kompliment. For jeg beundrer hendes skønhed, hendes hår, hendes øjne, hendes ansigtstræk, måden hun klæder sig på. Og forleden førte det mig til en tankestrøm.

Jeg sad overfor en pige i toget, som fuldkommen hypnotiserede mig. Men hun sad med hovedtelefoner i, præcis som jeg gjorde det. Hun var optaget, havde et fjernt blik i øjnene, og jeg turde ikke henvende mig til hende. Hun var smuk, siger jeg dig, noget af det smukkeste, jeg længe havde set, og måske derfor var jeg paralyseret i situationen, lige indtil hun stod af.

Mit problem er måske, at jeg er utroligt dårlig til at indlede samtaler. Dårlig til indledninger, og det smitter sikkert også af på min blog. Jeg kan simpelthen ikke indlede en samtale ene mand. Jeg går i stå, tænker over min indledning, og pludselig løber tiden fra mig. Så har man siddet "for længe" og været tavs, og så ville det sikkert være akavet, hvis man først nu besluttede sig for at sige noget.

Men det virker nogle gange som om det ikke kun er mig, der har det problem. Som om folk generelt er bange for kontakt. Det er en offentlig hemmelighed, et moralsk kodeks, at man ikke bare sådan henvender sig til fremmede. Vi isolerer os, ikke bare til hverdag, men også til fest. Vi tager i byen i grupper. Vi snakker ikke med ham den fremmede m/k i bussen eller toget eller hvorend vi er.

Jeg tror på det bedste i folk. Og fremfor at overlade det til modparten at overbevise mig om at de er min tillid værd, så antager jeg alle mennesker i verden for at være potentielle bedste venner eller soulmates indtil andet er bevist. Det bærer konsekvenser af sig. Jeg bliver kaldt påtrængende, akavet (kombination af at henvende sig og så alligevel ikke have nogen smart introduktion), for meget af det gode, og for emotionel.

Selv føler jeg bare at jeg ikke gider holde mig tilbage. Det er der vel ikke noget galt i, er der? Lad os tænke moralsk imperativ her. Hvad skete der, hvis vi allesammen holdt os tilbage?

Facebook synes jeg er et fantastisk eksempel. Jeg bliver anklaget af venner for at kommentere alt, jeg falder over. Men er det ikke rart at få en kommentar, er det ikke rart at få feedback? Men hvem skal give det?

Jeg er pro-deling, for jo mere vi giver af os selv, des mere får vi igen. Og jeg ser ikke hvorfor du skulle være anti-deling.

Hvo intet vover, intet vinder. Eller hvad?

torsdag den 5. august 2010

Om håb, digtere og inspiration.

Min MacBook op i helt hvidt idet jeg rækker ned i min taske igen. Udenfor er vinduerne helt mørke. Jeg er flere meter under vand, i Storebæltstunnellen. Jeg finder et tyggegummi frem og tygger.

Datoen er onsdag den 4. august 2010 idet jeg skriver det her, og i dag har jeg investeret i en mulighed, i en chance. Jeg er på vej over for at se Journalisten. Blot i en halvanden times tid. Sådan går det, når DSB's system ikke fungerer helt som det skal, og når man tager på spontane ture, selvom man har arbejde den dag. Så tager du blot et tog en hel halv time senere. Ikke desto mindre kan intet ændres nu, jeg er en route.

At rejse er at leve, og jeg elsker at rejse. Jeg elsker tiden undervejs, og jeg elsker at kigge ud af vinduet og se landskabet passere forbi. Hvis jeg bare kunne leve af dette. I dag besluttede jeg mig for at poste penge i at tage på endagsvisit på den vestlige side at storebælt. Men for mig er det mere end et visit. Sidst, jeg forlod Sjælland på (næsten) egen hånd, var da jeg tog på endagsvisit med en ven til Århus for at se en enkelt fodboldkamp. 3 timer i tog ud for at se fodbold i halvanden time og tage tre timer hjem i tog. Jeg elsker det.

Jeg bliver fyldt med inspiration i toget, og jeg gør hvad jeg kan for at skrive det ned. Men jeg bliver ved med at komme tilbage til det samme spørgsmål: Er det inspirationen, der får mig til at skrive, eller skriver jeg for at få inspirationen? Kan man sætte sig ned og få sig selv til at skrive? Skrive om alt det, som kommer til en? Nedfælde alle ens sanselige indtryk på bogstavform? Som en digter?

Sandheden er, at jeg hader at skrive ud af det rene ingenting. Du ved, søge den der idé, den der inspiration. Jeg hader digtere, der gør det. Det er for nemt for mig. Jeg vil skrive noget genialt, noget, der fanger læseren, hvemend det er. Det var den idé og den drivkraft, der fik mig til at starte fodboldbloggen. Og det er den idé og den drivkraft, jeg søger nu.

Måske hader jeg "hverdagsdigterne", fordi jeg ikke kan få min hverdag til at lyde lige så interessant som dem. Jeg kan kun skrive, når der er sket noget specielt. Uanset hvor meget, jeg prøver, får jeg kun skrevet, når der er noget at skrive om. Jeg kan ikke bare skrive prosa. Navnlig knækprosa. Måske forstår jeg det ikke?

Problemet er, at jeg føler mig uberettiget til at kritisere hverdagsdigtere med det ene grundlag at jeg hader det de skriver, og jeg hader deres metoder. De opsøger idéen. De lader ikke idéen komme til dem. De lægger ikke sjælen i det. Jeg var på en såkaldt skrive-workshop, med unge, håbefulde mennesker, der var på udkig med lys og lygte efter de linjer, der borer sig helt ind i sjælen på det. Jeg kunne aldrig tage det seriøst. Det var noget ophøjet, højrøvet pis. For at sige det mildt. Det var prætentiøst, opstyltet, arrogant ligefrem.

Men jeg fik et kort øjebliks frygt af at det er det, jeg laver som musiker. Og som blogger. Jeg søger den gode idé. Eller kommer den gode idé til mig?

Krafthelvede, nej, jeg skriver af inspiration, ikke af tvang, hvadend det er fra mig selv eller andre. På den anden side, hvorfor besluttede jeg mig så for at hive MacBooken frem lige idet, vi kørte under Storebælt? Fuck if I know.

fredag den 23. juli 2010

Et år på Twitter.. Og hvad så?

I går havde jeg et års jubilæum på Twitter. Undskyld, hvis der var nogle, der havde sat sig op efter et blogindlæg i den anledning. Jeg ville gerne have skrevet et, men så lokkede en god ven med et par øl og åben grill i hyggeligt selskab.

Men som sagt, et år på Twitter.. Hvad har jeg lært? Hvad har jeg gjort at erfaringer i mellemtiden? Lad det lige siges på forhånd, jeg er måske lidt "twitterholic" - men er det udelukkende et produkt af min svære begejstring for det her medie, som giver helt nye rammer og muligheder for at udtrykke sig.

Når jeg prøver at forklare Twitter til folk, jeg kender, som ikke er på Twitter, så er deres begrundelse for ikke at være der som oftest et af to argumenter. Enten har de ikke noget, de føler at verden gider høre, eller også er deres svar noget i stil med "jeg har jo Facebook til at opdatere mig" eller "det er Facebook uden alt det sjove. Uden billeder, uden spil, og ingen af mine venner er der." - og det får mig til at tænke over om Facebook i det hele taget stadig er et "socialt" medie. For hvornår er man social? Kan man være social uden sine venner? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg hælder til.

Hvad angår de to argumenter, så er det første meget interessant at se på. "Jeg har ikke noget, folk har brug for at høre". Jeg er selv musiker, og hvis der er en ting, man lærer af at spille musik og høre musik, så er det, at AL musik har en trofast kerne, en fanskare, og jeg føler som musiker at man ikke skal spille for at få fans, man skal spille for at have det godt, og så skal fansene nok stille og roligt komme. Og det er jeg sikker på mange andre musikere og bands vil give mig ret i. Altså: Tweet hvad du føler for, hvad der falder dig naturligt for. Og det vil naturligvis tage noget tid at finde din niche. For mig tog det næsten et år, hvor jeg for en halvanden måneds tid siden bloggede lige her om VM og kampene, der blev spillet der. Sidenhen har jeg bevæget mig til at tweete meget om hvad der rører sig inden fodboldens verden, plus at jeg har fået en anden blog op at køre, hvor jeg tweeter udelukkende om fodbold. Det er min niche, og det er det, som mine followers hører på, og det som jeg får igen fra mange af dem, jeg også selv følger.

Det andet argument er i det sociale aspekt meget interessant. "Ingen af mine venner er der". For det første var nogle af mine venner på Twitter, da jeg startede, men jeg tror kun vi snakker en 5-6 stykker. Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det alligevel. Jeg brugte et halvt år sådan lidt frem og tilbage, hvor mine tweets nok ikke var særlig interessante, men ikke desto mindre hang jeg i. Der var noget ved det, jeg godt kunne lide. At udtrykke mig. Dele mine små, finurlige tanker uden at skrive 5-6 Facebook-updates dagligt.

Der gik et lille halvt års tid før jeg var ved at være på vej til det første såkaldte tweetup (ordspil mellem twitter, tweet og meetup), nemlig den såkaldte twulefrokost (twitter-julefrokost, generelt er det tilfældet for twitter-arrangementer, at de ændres til at starte med tw-). Og Twulefrokost '09 var fantastisk. Det var først-til-mølle-tilmelding, der kunne meldes 50 personer til, og jeg prøvede at overtale en ven til at tage med mig til den her twulefrokost. Til sidst måtte han indse at han ikke kunne, og tilmelding var da også lukket. Jeg var altså helt alene med 49 andre tweetere, som jeg ikke kendte den mindste smule.

"Ingen af mine venner er der"

Jeg besluttede mig for at være social, prøve at komme i snak med folk, og man må i den grad sige det lykkedes! Vi var alle udstyret med navneskilte, og de tjente som en fantastisk icebreaker. Man kunne hurtigt indlede en samtale med "nå, hvad tweeter du så om?" eller "hvad laver du så, når du ikke tweeter?" eller lignende, og på den måde få historier fra nær og fjern. Jeg har slet ikke tal på hvor mange folk fra Twulefrokost '09, som jeg stadig følger på Twitter (og omvendt, for den sags skyld). Det var, mildest talt, en bragende succes.

Sidenhen er der blevet arrangeret "twedagsbar" (you guessed it, twitter-fredagsbar), hvor jeg har deltaget to af de tre gange, det har været afholdt, og det har altid været fantastisk at stifte bekendtskab med de nye folk, der kommer til.

Man kan vel mildest talt sige at Twitter er Facebook i dets rene, sociale form. Hvor Facebook kræver gensidig accept for at blive updatet og giver gensidige updates, så er Twitter ensidigt, dvs. du "abonnerer" på updates (eller følger/follower) en person, du synes er interessant, men det betyder ikke at den anden ende ser dine updates, og det er måske en kombination af dette samt den store mobilitet (der er utallige Twitter-klienter til smartphones samt en overskuelig mobilside), der gør at Twitter er blevet et hit på den vestlige side af atlanten, hvor flere kendte personer (som Katy Perry, John Mayer eller, måske vigtigst af alle (specielt i disse Tour de France-tider), Lance Armstrong) tweeter om deres dagligdag på en nem og bekvem måde, hvor deres fans stadig kan følge med, og uden de selvfølgelig selv bliver tæppebombet med ligegyldige historier fra en eller anden fan i Usbekistan.

Så til spørgsmålet: Kan man være social uden sine venner? I den grad. Det er i hvert fald hvad jeg har lært gennem det sidste års tid.

mandag den 19. juli 2010

Bekæmp ild med ild: En prolog til en blog

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Skriveblokade, må det vel være. Jeg kan ikke få kradset noget som helst ned. Jeg jager inspirationen som et sultent rovdyr.

Jeg hader skriveblokade. Jeg vil levere indhold, jeg vil give noget at læse, jeg vil også ses, jeg vil også ses!

Jeg hader at jeg ikke bare kan sætte mig ned og bare skrive løs om et eller andet, og så få det til at lyde skidegodt alligevel. Som Dines the Infotainer gør det. Som så mange andre bloggere gør det. Jeg er ikke rigtig blogger. Jeg er bare en ivrig skriverkarl. Som mangler noget at skrive om. Som en billedkunstner, der mangler maling. Som en musiker, der mangler et instrument.

Jeg går (forholdsvist) tidligt i seng. Sød pige skriver. Jeg svarer. Sød pige skriver. Jeg svarer. Og sådan kører det. Det er en ond cirkel. Jeg får først lagt mig til at sove når jeg falder i søvn mellem det uendeligt lange tidsrum inden hun svarer, som i virkeligheden er nærmere et minut end en time. Det er ikke længe, men jeg formår alligevel at falde i søvn, selvom jeg desperat kigger på klokken. Fald nu snart i søvn. Du skal op klokken otte i morgen, Marcus! Du skal ikke noget så tidligt, men det er godt at komme tidligt op!

Jeg står op 8:27, efter 3 gange ni minutters snooze. Orkede ikke det der 8:00-halløj, og når man ikke har nogle planer er det i virkeligheden OK at være lidt smårebelsk. Jeg sætter mig op, tænder computeren, min digitale notesblok, og søger endnu en gang inspirationen. Den kommer ikke. Jeg er død som blogger. Mangler igen min maling, mit instrument. Man kan jo sagtens købe maling eller instrument, men kan man købe inspiration?

Fandeme nej, jeg går over i Bilka og gør dagens indkøb i ren protest. Lorte-inspiration, du kommer ikke til mig. Før i tiden kunne jeg lade fingrene flyve hen over tasterne. Nu er jeg fuldstændig blank i hovedet. Nogle gange ville jeg ønske jeg drak kaffe, så jeg kunne komme op i endnu højere gear. Det nytter ikke noget. Allerede uden koffein-boost sidder jeg og tripper med benene eller et eller andet. Jeg har altid en trommerytme i hovedet. Det er pinen ved at være trommeslager.

Øjnene væk fra hænderne og benene. Det er hovedet, der skal i gang, så fingrene kan få motioneret. I Bilka. Lappegrej. Cykelpumpe. Pålæg. Mælk. Smør. Sikke en spændende indkøbstur. Inspirationen er der stadig ikke. Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal skrive om. Det frustrerer mig endeløst.

Betaling, spadseretur hjem. Pakker varerne ud på køkkenbordet, og smider det hele på plads. Dumme inspiration er ikke kommet endnu.

Jeg sætter mig ind til min computer. Prøver en sidste gang. Kigger hurtigt på Twitter. Sød pige skriver. Jeg svarer. Hun skriver igen, men jeg ignorerer det allerførst. Det er som om jeg kan mærke noget. En gammel følelse vender tilbage. En følelse, jeg ikke har haft længe.. Jeg er inspireret!

Jeg har det!

lørdag den 10. juli 2010

Sidste indlæg herfra - bloggen flytter!

Så er det sidste indlæg på blogspot.com skrevet - bloggen er permanent flyttet til marcusmunch.dk - vi ses der!

fredag den 9. juli 2010

Angående ambitioner og guld

ANGÅENDE AMBITIONER OG GULD

Velkommen til det første indlæg her om den nye Superliga-sæson! Grunden til at jeg skriver nu og slet ikke om VM er, at der er en nyhed, der er sprunget mig meget i øjnene:

Brøndby opgiver Superliga-guldet

Det er sågar bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Per Bjerregaard og Henrik Jensen, der udtaler det her. Og lad os lige lade den stå for et kort øjeblik inden svadaen begynder.

Brøndby betragtes som en traditionsklub og en klub, der til trods for et par skæve sæsoner har været med i medaljekampen hver år. Og når man er med i medaljekampen, er man selvfølgelig også med i guldkampen, og i slutningen af sidste sæson fik man tilkæmpet sig en bronzemedalje, hvorfor en opjustering af ambitionerne til at overgå sidste sæsons præstationer virker mere end naturligt. Det er en grund til at melde ud at man kæmper med om guldet i år.

Den anden del af det: Sidste år ville Randers i top 6, de sluttede som nummer 10. AGF ville spille med om medaljer, de sluttede som nummer 11 og rykkede ned. Point being, hvis Brøndby ikke melder ud at de spiller med om at vinde Superligaen 2010/11, så kommer de måske slet ikke til at deltage i topkampen. Spillerne skal have noget at motivere sig for, og fansene skal have noget at få blod på tanden over. Og er der et publikum, der kan mærkes på stadion, så er det i den grad Brøndbys fans.

Mit råd til Brøndby-bestyrelsen: Stram op og kom med nogle mere ambitiøse udmeldinger! Jeres fans vil have det, og spillerne vil med garanti også have det. Lad være med at resignere til at ville "nøjes" med at svæve rundt omkring bronzemedaljer eller ej. Gå efter guldet, giv ligaen noget intensitet, for I må om nogen betragtes som en stærk outsider til at snuppe mesterskabet - indtil den udmelding.

ANGÅENDE BLOG-FLYTTERI

Jeg arbejder lige nu på at flytte bloggen væk fra blogger-systemet (denne side) og hen på en WordPress-blog på mit eget domæne, marcusmunch.dk, så jeg har nemmere adgang til statistik såsom læsertal, og jeg håber på at kunne åbne for at læsere kan stille spørgsmål på to måder, enten på mail eller i et kommentarfelt (som man forhåbentlig kan ændre til at alle kan kommentere, og ikke kun registrerede brugere). Jeg er ærligt talt ikke nogen web-troldmand, jeg er blot en ivrig skriverkarl, og derfor kan processen godt være lidt langsommelig. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret her, og når jeg har fået det hele op at køre, så skal jeg nok enten linke herfra til mit eget domæne og/eller omdirigere fra marcusmunch.blogspot.com til den nye side.

Håber på at have det hele oppe at køre til reaktioner på første Superliga-runde, der spilles 17-19/7.

ANGÅENDE VM

Jeg er sgu ked af at måtte se Tyskland lade livet i sommerens VM-slutrunde til fordel for Spanien, som (bevares, bevares) har spillet bolden godt rundt, men i næsten alle tilfælde har manglet skarpheden oppe forrest og med undtagelse af 1-0-nederlaget til Schweiz og 2-0-sejren over Honduras har vundet deres kampe med 1-0. Ikke fordi der er noget galt i at vinde 1-0, men når du er så spildominerende som Spanien er, så forventer man givetvis mere af dem. Noget mere kynisme og lidt mere satsning oppe forrest. Noget, jeg mener Tyskland besidder. Ydermere vil Spanien i tilfælde af at de scorer under 4 mål (tror jeg det er) i finalen mod Holland, være de mindst scorende verdensmestre nogensinde. Forudsat at de overhovedet vinder kampen, selvfølgelig. Bronzekampen gider jeg slet ikke snakke om. Tyskland SKAL vinde. Både for den flotte, kæde for kæde velfungerende fodbolds skyld og for mit managerhold.

DE SMÅ TANKER

Paul the Squid rocks. En lille smule.

Jeg savner godt nok at spille noget proper bold.

Roskilde Festival var for vanvittigt god.

Jeg missede samtlige 1/8-finaler plus tre 1/4-finaler. Så Tyskland-Argentina på storskærm. Klogt valg.

Hansen fik den bedst tænkelige afsked, og jeg har (som i nok kunne regne ud) fået lidt af lysten til at skrive igen.

Min indre Paul siger mig at Lyngby og SønderjyskE tager turen ned i år.

Samme indre Paul siger mig at det udfra sommerens transferaktiviteter bliver FCK, der nupper guldet igen.

Rommedahl spiller dårligt for landsholdet: godt ry i klub. Rommedahl spiller godt for landsholdet: transferfri nu.

Jeg har brugt meget af mit baghovedes kapacitet på at regne ud hvem Mesut Özil ligner. Det tætteste, jeg kommer, er en ung Preben Kristensen.

Selvsamme Özil er dog langt bedre fodboldspiller, end selvsamme Kristensen er komiker.

Er et eller andet sted glad for at fodbold ikke har en Amin Jensen-lookalike. Der kigges istedet mod NFL.

Næsten hver gang, jeg har skullet skrive Superliga, har jeg været ved at skrive SAS Liga. Goddammit, det er en dårlig vane.

Hvornår mon

SPØRGSMÅLET

I dag hedder den spørgsmålet, fordi jeg kun lige gad et enkelt spørgsmål. Sorry, guys. Spørgsmålet i denne omgang kommer fra Henrik:

Får vi en jævnbyrdig Superligasæson eller bliver den meget differentieret?

Nuvel, med transfervinduet stadig åbent og en hel uge til sæsonen går i gang, så må det her betragtes som et gratis gæt - og så er det endda en helgardering: Både jævnbyrdig og differentieret.

Jævnbyrdig fordi vi har fået to traditionelt stærke oprykkere i Horsens og Lyngby. I år fik ligaen besøg af HB Køge, som måtte tage turen ned igen. De blev ganske som forventet årets prügelknaber og delte derfor gavmildt ud af tilskud til pointhøsten og til målscoren. Jeg er sikker på at både AC Horsens og Lyngby BK vil gå efter at etablere sig som et fast indslag i ligaen. Og jeg har også en tiltro til at mindst en af de to kan gøre det, hvorfor vi vil sige farvel til et af "The Usual Suspects" i år.

Differentieret fordi sådan har ligaen tendens til at være. Der plejer hurtigt at komme nogle store huller, som typisk ligger mellem 4.-5. pladsen (Europæisk deltagelse) og 8.-9. pladsen, hvor nedrykningskampen spidser til. Jeg tror også at årets to oprykkere vil ligge i den såkaldte bund 4 sammen med FC Nordsjælland og SønderjyskE, som plejer at være selskabet dernede. Top 4 kunne snildt bestå af Brøndby, FCK, OB og enten Esbjerg eller FC Midtjylland. Men omvendt er der mange gode hold i år, og på en god dag kan alle af sæsonens 12 hold sagtens vinde over en af de 11 andre.

God vind til vi ses igen (jeg ved ikke lige hvornår),
Marcus