VM - dag 5

Så er jeg tilbage igen, i en kortere version. Dette skyldes at jeg har øvet med bandet i går aftes og haft matematikeksamen i dag. Jeg er derfor gået glip af både Cameroun-Japan og Italien-Paraguay. Hvis I er interesserede, kan jeg bringe mine reaktioner på dem hen af vejen? Selvfølgelig inden næste runde starter.

Gårsdagens kamp mod Holland gik, som jeg havde regnet med: nederlag. Desværre kunne vi lang tid have spillet den til uafgjort, men Simon Poulsens uheldige selvmål via Agger endte med at blive fatalt. Jeg skal ikke skyde skylden på manden, for han spillede ellers en god kamp. Nu må vi bare op med hagen, prøve at slå Cameroun på lørdag og så kan vi selv afgøre det med Japan. Forudsat at Holland vinder over Japan og kvalificerer sig videre sådan.

Jeg har endnu hverken fået set eller læst om gårsdagens to andre kampe, men læser kampreferatet efter denne blog er blevet skrevet, og så ser jeg kampene nogle af de kommende morgener. Jeg vil dog godt indrømme at jeg mistede hele min bettingpulje, da jeg havde spillet på 1-1 mod Holland (optimistisk, men man skal vel håbe det bedste), sejr til Cameroun (ej men altså) og sejr til Italien (tsk tsk tsk).

Nu står det på New Zealand-Slovakiet, som er meget ubeskrevne i VM-sammenhæng, Slovakiet er altså VM-debutanter, der kvalificerede sig i en foruden Tjekkiet meget svag kvalifikationsgruppe, de lå sågar i gruppe med både Nordirland, Polen og San Marino, og kan nok kun skyde skylden for deres direkte kvalifikation på en nordirsk 1-0-sejr hjemme over Slovenien, eftersom Slovenien som bekendt sluttede på andenpladsen og kom i den famøse playoffkamp mod Rusland.

New Zealand kvalificerede sig for anden gang i landets historie efter at ende først i den meget frygtindgydende (ironi kan være anvendt) OFC-kvalifikationsgruppe. Den resulterede i playoffkamp med nummer 5 i Asien, som her blev Bahrain, der blev besejret (mener jeg) 1-0 over 2 kampe. Ikke ligefrem imponerende, og til deres første VM i 1982, hvor det blev til "Three Strikes and Out" efter nederlag til Brasilien, Sovjetunionen (så længe siden er det vi har set NZL) og Skotland, som på det tidspunkt var en meget større fodboldnation end nu (må man vel sige). Slovakiets gode resultater i en stærk fodboldføderation (UEFA, hvis nogle skulle være i tvivl) in mente må de dog regnes for vindere i denne kamp.

Anden kamp bliver lidt af et brag (forhåbentligt), og står mellem Elfenbenskysten og Portugal. Igen to stjernemandskaber, hvor den store tvivl er hvorvidt Didier Drogba blier klar for Elfenbenskysten. Men ikke kun Didier Drogba er en af Elfenbenskysten er en stjernespiller, holdet tæller da også navne som Salomon Kalou, Yaya Touré og Kolo Touré. Igen en tæt kamp, som bliver svært at sige noget om, men med VM's foreløbige resultater in mente er det næsten sikrest at skyde på en uafgjort.

Aftenens sidste kamp: Brasilien-Nordkorea. Den lugter af afklapsning. Brasilien er næsten altid at regne for en af de største faoritter til en VM-titel, det samme kan man ikke helt sige om Nordkorea - undskyld, Den Demokratiske Republik Korea, hvis mest omtalte spiller i optakten til VM er Kim Myong-Won, en angriber, der blev registreret som målmand i håb om at Nordkorea (det er nemmere at kalde dem det), men som nu er blevet bundet af FIFA til kun at måtte stå på mål. Vi venter lidt på at de to andre målmænd er ude. Sejr til Brasilien, skal vi ikke gå lidt udfra det?

SPØRGERUNDE:

Første spørgsmål er fra Remi:

Hvorfor havde du 4 italienske spillere på dit managerhold, når de stinker?

Fordi jeg havde en fornemmelse af at de ville klare det godt. Alle 4 gav plus, og jeg fører nu puljen foran dig, søde Remi. Havde desværre ikke råd til brasilienere, da jeg ikke havde nok kontrakter. Istedet har jeg satset på Slovakiet og en million på bankkontoen og dermed 1% i rente.

Andet spørgsmål er fra Henrik:

Er de afrikanske holds taktiske forståelse i fremgang?

Absolut, vi har set mellemstore både Ghana, Sydafrika og Nigeria spille flot, offensiv fodbold. Jeg mangler dog stadig at se defensiv disciplin, som vi vel egentlig kun så fra Ghana, der stod meget kompakt i store dele af kampen mod Serbien. Fysisk styrke, gåpåmod og agressivitet (på den gode måde) har de til gengæld udvist ganske fine mængder af. De helt store nationer som Elfenbenskysten og Cameroun har ikke vist særligt stor fremgang, da de har haft rigtig god taktisk forståelse i forvejen. De mindre lande har dog ikke imponeret, og Algeriet så meget svage ud mod Slovenien, specielt på målmandsposten. Den har de afrikanske lande aldrig helt kunnet mønstre noget på.

Sidste spørgsmål er fra Lasse:

Kan du fortælle om dit syn på stærke og svage sider i danmarkstruppen efter at have set første rigtige kamp?

Den største styrke er som det er blevet sagt af alle andre før de centrale pladser, midterakslen. Simon Kjær og Agger i midterforsvaret må ligesom Christian Poulsen betragtes som absolutte nøglespillere i den danske trup. Organisationen var ligeledes god, og i hele første halvleg stod de meget kompakt og spillede godt, discplineret, koncentreret forsvarsspil og de havde nok også kunnet trække den til 0-0, hvis ikke de lukkede et meget ærgerligt selvmål ind. Intet ondt ord om Agger og Poulsen, det er desværre hvad der sker i fodboldkampe.

Svage punkter derimod tæller den evigt tvivlsomme venstreback samt hele skadessituationen. Der er blevet prøvet utallige venstrebacks på landsholdet og ingen er rigtigt slået igennem. Vi er heldige at vi har Lars Jacobsen, da han spiller begge backpladser forholdsvis godt. Dog stadig ikke VM-1/8-finale-godt. Skaderne er et andet problem. Vi har kun tre decideret centrale midtbanespillere udtaget, og Agger og Kjær har trods deres unge aldre en del skadesproblemer, som altid synes at komme på kritiske tidspunkter. Men med alle spillere klar er det faktisk en udmærket trup vi har, dog med enkelte svage punkter, som kan udnyttes i den rigtige situationer.

Nå, NZL-SVK er i gang. Vi ses i morgen til første spillerundes to sidste kampe samt starten på anden runde: HON-CHI, ESP-SUI og RSA-URU!