mandag den 14. juni 2010

VM - dag 4

Så er det tid til dagen: Danmark - Holland, og jeg er i den anledning stået en time tidligere op (jo, jeg sætter mit ur for at skrive det her, føl dig værdsat!).. Make it happen, fodboldguder! Men allerførst et LYNhurtigt tilbageblik på i går.

ALG-SVN - lige så kedelig som vi havde regnet med
En skam at et drop igen skal fylde så meget af en kamp.

SRB-GHA - fra konge til knægt på 45 minutter
Serbien spillede en meget flot første halvleg, men nærmest kollapsede i løbet af de sidste 45 minutter, hvor det hele kulminerede i et dumt straffespark.

GER-AUS - Sambabold på højt plan
Tyskland strålede og vandt trods brændte chancer 4-0 over et svagt spillende australsk hold, som også formåede at blive reduceret til 10 mand.

DAG 3
Og så til det, vi alle venter på.

DAGENS KAMPE: NED-DEN (Soccer City Stadium, TV2, 13:30), JPN-CMR (Free State Stadium, Canal 9, 16:00), ITA-PAR (Cape Town Stadium, TV2, 20:30)

Puha. Så er det tid til at Morten Olsens drenge skal varme stængerne op og vise hvad de kan mod holland. Først et kig på de formodede startopstillinger. Holland:

Stekelenburg
v.d. Wiel - Heitinga - Mathijsen - v. Bronckhorst
v. Bommel - Sneijder - De Jong
Kuyt - v. Persie - v.d. Vaart


Efter Van der Saars farvel til landsholdet efter EM-slutrunden 2008 er der nu plads til den "unge" (27 år) Ajax-keeper Maarten Stekelenburg mellem stolperne i det hollandske mål. Han er en udmærket keeper, men han mangler stadig sit internationale gennembrud, og der er da ikke meget tvivl på at han kæmper for at vise sit værd, ikke kun overfor landstræner Bert van Maarwijk, men også overfor hele verdenen.

I forsvaret er der ikke nogle overraskelser, og Wiel-Heitinga-Mathijsen-Bronckhorst-konstellationen virker meget sikker som starter. Midtbanen er der heller ikke meget tvivl om, men angrebet har fået en enkelt rokering, og her er det Liverpools Dirk Kuyt, der starter inde. Ikke fordi det svækker det hollandske hold ret meget, da Kuyt på landsholdet holder stilen fra klubholdet og knokler r**** ud af bukserne for holdet. Med van Persie og van der Vaart i front skal den danske firebackkæde (bestående sandsynligvis af (gætter flere på) Jacobsen, Agger, Kjær og Kvist, dog er der MEGET tvivl om nærmest hele forsvaret - intet nyt i det) arbejde meget hårdt for at holde styr på et hollandsk hold, der sandsynligvis vil gøre alt for at få en god start på VM-turneringen. Men guess what, Netherlands? Det vil vi også.

Det danske landshold er stadig lidt i en tåge for mig (og - ser det ud til - mange andre), og mest sandsynligt virker det at Poulsen, Poulsen og Jørgensen udgør midtbanen samt at Grønkjær og Rommedahl starter på fløjene. Hvem der skal være oppe forrest er der meget forskellig snak om, nogle mener Beckmann, nogle mener Søren Larsen og stadig nogle mener at Bendtners skade stadig er spin. Hvad angår forsvaret ser det mest sandsynligt ud at Jacobsen og Kvist starter til hhv. venstre og højre (grundet rutinen), samt at Agger ligger centralt. Om han får støtte af Kjær eller Krøldrup venter vi alle spændt på. På målmandsposten regner man med at Thomas Sørensen er klar, hvilket også er det han selv har givet udtryk for flere gange. Og en klar Thomas Sørensen må vel også få pladsen i Morten Olsens bog. Jeg frygter det værste, men håber det bedste op til denne kamp, og vi har da også spillet mange uafgjorte kampe mod Holland, men... Kom nu, I danske drenge. Hiv gerne en sejr hjem.

Anden kamp i dag står mellem Japan og Cameroun, og vil for mange nok også være spændende at følge med i. Jeg er desværre ikke hjemme til denne og ITA-PAR, da jeg er i øvelokalet med bandet, og da jeg har eksamen i morgen, vil der måske ikke være nogen blog. Alt dette vil jeg selvfølgelig prøve at indhente vha. optagede kampe og ekstra lange(!) blogs. Nå, men tilbage til JPN-CMR. Den er naturligvis spændende at følge, da det er de to resterende hold i Danmarks pulje, og vi håber derfor at de spiller uafgjort eller eventuelt at Japan vinder, da de på papiret er en svagere modstander end Cameroun. Hvis vi så antager at vi får et enkelt point mod Holland og mod Cameroun, samt at vi vinder over Japan, så ser situationen pludselig lun ud. Det må formodes at Holland tager favoritværdigheden op og vinder over både Cameroun og Japan, og derfor er netop Cameroun og Japans kamp en lige så vigtig kamp som aftenens kamp. Hvis de spiller uafgjort, er denne stilling nemlig ikke langt væk:

Holland 7 points
Danmark 5 points
Cameroun 4 points
Japan 1 point

...kan du se hvad jeg mener? ;)

Sidste kamp i dag er Italien-Paraguay. Den kan jeg slet ikke fokusere på. Italien burde kunne lukke dem het ned og nuppe sejren med i forbifarten.

SPØRGERUNDE

I dag har vi hele 5 spørgsmål. Første er fra @Systemaddict:

Revurdering af den nye bold. Er du stadig pessimist?

Jeg vil gerne sige det fra starten, jeg er ikke pessimist, jeg er skeptiker. Bolden virker til at hoppe meget højt, vi så det måske allermest i Frankrig - Uruguay, hvor bolden hoppede for højt til at Lloris kunne nå den. Jeg har ikke selv spillet med bolden, men af hvad jeg ser på TV-billeder ser den meget let ud, og har også den lave et par pludselige bræk. Der står i Fodboldloven (som jeg også skrev til dig på Twitter) at udefrakommende elementer ikke må påvirke spillet. Med dette menes der at spillet skal have et naturligt flow og at bolden derfor ikke skal have en unaturlig opførsel. Jeg er ikke fan af en masse mål, jeg er fan af velspillet fodbold. Lad os drage en parallel til en ekstrem: håndbold. Her er det ikke usædvanligt at et hold scorer omkring 30 mål pr. kamp, og de vildeste øjeblikke er her ikke målene, der scores, men nærmere de defensive aktioner, der vises, og de kontrachancer, der benyttes som følge af dem. Er det sådan en sport, vil vi have fodbold til at være? Personligt ved jeg at jeg hellere vil se en kamp blive vundet 1-0 eller 2-1 end 5-4.. Det sidste virker useriøst.

Andet spørgsmål er fra @Megamoller:

Hvor langt når Tyskland og hvor hæmmede er de af manglende stjerner og ditto erfaring på holdet?

Jeg tror vi fik en god demonstration af hvordan generationsskiftet har virket på det tyske landshold i går. Mesut Özil gjorde en ganske glimrende figur i gårsdagens kamp og havde (foruden sit dumme gule kort) en glimrende figur. Faktisk lagde man slet ikke mærke til at Holger Badstuber ligesom Özil kun er 21 år, og at Thomas Müller, som også spillede en god kamp, kun er sølle 20 år gammel. Jeg tror de vil kunne nå til mindst kvartfinalerne, men igen, det er VM, og (cliché alert) bolden er rund, og alt kan ske.

@EmbQl spørger:

Hvorfor er folk så fordømmende om Tyskland?

Nu sagde du "please don't mention the war" - men jeg tror det er derfor. Kan ikke se mange andre grunde, da jeg selv godt kan lide at se Tyskland spille. Specielt efter gårsdagens sprudlen.

@HenrikbruunDK spørger:

Kan Chile holde niveau til VM, som de havde i kvalifikationen?

Jeg nævnte i første indlæg Chile som en mulig positiv overraskelse, og med Honduras og Schweiz i gruppen, så burde det da ikke været helt umuligt for dem at hente en andenplads. De sluttede jo som 2'er i den sydamerikanske kvalifikation, og de er vel uundgåelige når man snakker positive overraskelser. Går de videre som 2'er, er de parret med etteren fra gruppe F, hvor Italien formodes at gå videre som etter, og de vil derfor få det svært med at avancere derfra. Men avancement fra gruppespillet er jo ikke dårligt.

Til sidst spørger @thomasstack:

Hvem bliver topscorer ved vm i år? Kan vi få 5 skarpe bud?

Første kriterie er at de skal nå langt, andet kriterie er at deres afslutninger skal være fikseret omkring én spiller. Tror ikke jeg kan give fem skarpe bud, men Klose eller Podolski (efter gårsdagens opvisning), David Villa, Luis Fabiano/Robinho eller Lionel Messi (altid et bud). Dog er der stadig tre spillere, vi ikke har set i aktion og en enkelt spiller, som lige har manglet den sidste smule. Det er derfor meget åbent i kampen, og som oftest plejer VM-topscorere jo kun at score "sølle" 5 mål. Det hele kan altså derfor ændre sig i løbet af en enkelt kamp.

Vi ses i morgen til NZL-SVK, CIV-POR og BRA-PRK! KOM SÅ DANMARK!!!!

1 kommentar:

  1. Som jeg ser det, får Chile svært ved ikke at gå videre mod Italien ;). Men vi ved jo begge, at italienerne er slutrundediesler.

    SvarSlet