I går havde jeg et års jubilæum på Twitter. Undskyld, hvis der var nogle, der havde sat sig op efter et blogindlæg i den anledning. Jeg ville gerne have skrevet et, men så lokkede en god ven med et par øl og åben grill i hyggeligt selskab.
Men som sagt, et år på Twitter.. Hvad har jeg lært? Hvad har jeg gjort at erfaringer i mellemtiden? Lad det lige siges på forhånd, jeg er måske lidt "twitterholic" - men er det udelukkende et produkt af min svære begejstring for det her medie, som giver helt nye rammer og muligheder for at udtrykke sig.
Når jeg prøver at forklare Twitter til folk, jeg kender, som ikke er på Twitter, så er deres begrundelse for ikke at være der som oftest et af to argumenter. Enten har de ikke noget, de føler at verden gider høre, eller også er deres svar noget i stil med "jeg har jo Facebook til at opdatere mig" eller "det er Facebook uden alt det sjove. Uden billeder, uden spil, og ingen af mine venner er der." - og det får mig til at tænke over om Facebook i det hele taget stadig er et "socialt" medie. For hvornår er man social? Kan man være social uden sine venner? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg hælder til.
Hvad angår de to argumenter, så er det første meget interessant at se på. "Jeg har ikke noget, folk har brug for at høre". Jeg er selv musiker, og hvis der er en ting, man lærer af at spille musik og høre musik, så er det, at AL musik har en trofast kerne, en fanskare, og jeg føler som musiker at man ikke skal spille for at få fans, man skal spille for at have det godt, og så skal fansene nok stille og roligt komme. Og det er jeg sikker på mange andre musikere og bands vil give mig ret i. Altså: Tweet hvad du føler for, hvad der falder dig naturligt for. Og det vil naturligvis tage noget tid at finde din niche. For mig tog det næsten et år, hvor jeg for en halvanden måneds tid siden bloggede lige her om VM og kampene, der blev spillet der. Sidenhen har jeg bevæget mig til at tweete meget om hvad der rører sig inden fodboldens verden, plus at jeg har fået en anden blog op at køre, hvor jeg tweeter udelukkende om fodbold. Det er min niche, og det er det, som mine followers hører på, og det som jeg får igen fra mange af dem, jeg også selv følger.
Det andet argument er i det sociale aspekt meget interessant. "Ingen af mine venner er der". For det første var nogle af mine venner på Twitter, da jeg startede, men jeg tror kun vi snakker en 5-6 stykker. Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det alligevel. Jeg brugte et halvt år sådan lidt frem og tilbage, hvor mine tweets nok ikke var særlig interessante, men ikke desto mindre hang jeg i. Der var noget ved det, jeg godt kunne lide. At udtrykke mig. Dele mine små, finurlige tanker uden at skrive 5-6 Facebook-updates dagligt.
Der gik et lille halvt års tid før jeg var ved at være på vej til det første såkaldte tweetup (ordspil mellem twitter, tweet og meetup), nemlig den såkaldte twulefrokost (twitter-julefrokost, generelt er det tilfældet for twitter-arrangementer, at de ændres til at starte med tw-). Og Twulefrokost '09 var fantastisk. Det var først-til-mølle-tilmelding, der kunne meldes 50 personer til, og jeg prøvede at overtale en ven til at tage med mig til den her twulefrokost. Til sidst måtte han indse at han ikke kunne, og tilmelding var da også lukket. Jeg var altså helt alene med 49 andre tweetere, som jeg ikke kendte den mindste smule.
"Ingen af mine venner er der"
Jeg besluttede mig for at være social, prøve at komme i snak med folk, og man må i den grad sige det lykkedes! Vi var alle udstyret med navneskilte, og de tjente som en fantastisk icebreaker. Man kunne hurtigt indlede en samtale med "nå, hvad tweeter du så om?" eller "hvad laver du så, når du ikke tweeter?" eller lignende, og på den måde få historier fra nær og fjern. Jeg har slet ikke tal på hvor mange folk fra Twulefrokost '09, som jeg stadig følger på Twitter (og omvendt, for den sags skyld). Det var, mildest talt, en bragende succes.
Sidenhen er der blevet arrangeret "twedagsbar" (you guessed it, twitter-fredagsbar), hvor jeg har deltaget to af de tre gange, det har været afholdt, og det har altid været fantastisk at stifte bekendtskab med de nye folk, der kommer til.
Man kan vel mildest talt sige at Twitter er Facebook i dets rene, sociale form. Hvor Facebook kræver gensidig accept for at blive updatet og giver gensidige updates, så er Twitter ensidigt, dvs. du "abonnerer" på updates (eller følger/follower) en person, du synes er interessant, men det betyder ikke at den anden ende ser dine updates, og det er måske en kombination af dette samt den store mobilitet (der er utallige Twitter-klienter til smartphones samt en overskuelig mobilside), der gør at Twitter er blevet et hit på den vestlige side af atlanten, hvor flere kendte personer (som Katy Perry, John Mayer eller, måske vigtigst af alle (specielt i disse Tour de France-tider), Lance Armstrong) tweeter om deres dagligdag på en nem og bekvem måde, hvor deres fans stadig kan følge med, og uden de selvfølgelig selv bliver tæppebombet med ligegyldige historier fra en eller anden fan i Usbekistan.
Så til spørgsmålet: Kan man være social uden sine venner? I den grad. Det er i hvert fald hvad jeg har lært gennem det sidste års tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar