Om håb, digtere og inspiration.

Min MacBook op i helt hvidt idet jeg rækker ned i min taske igen. Udenfor er vinduerne helt mørke. Jeg er flere meter under vand, i Storebæltstunnellen. Jeg finder et tyggegummi frem og tygger.

Datoen er onsdag den 4. august 2010 idet jeg skriver det her, og i dag har jeg investeret i en mulighed, i en chance. Jeg er på vej over for at se Journalisten. Blot i en halvanden times tid. Sådan går det, når DSB's system ikke fungerer helt som det skal, og når man tager på spontane ture, selvom man har arbejde den dag. Så tager du blot et tog en hel halv time senere. Ikke desto mindre kan intet ændres nu, jeg er en route.

At rejse er at leve, og jeg elsker at rejse. Jeg elsker tiden undervejs, og jeg elsker at kigge ud af vinduet og se landskabet passere forbi. Hvis jeg bare kunne leve af dette. I dag besluttede jeg mig for at poste penge i at tage på endagsvisit på den vestlige side at storebælt. Men for mig er det mere end et visit. Sidst, jeg forlod Sjælland på (næsten) egen hånd, var da jeg tog på endagsvisit med en ven til Århus for at se en enkelt fodboldkamp. 3 timer i tog ud for at se fodbold i halvanden time og tage tre timer hjem i tog. Jeg elsker det.

Jeg bliver fyldt med inspiration i toget, og jeg gør hvad jeg kan for at skrive det ned. Men jeg bliver ved med at komme tilbage til det samme spørgsmål: Er det inspirationen, der får mig til at skrive, eller skriver jeg for at få inspirationen? Kan man sætte sig ned og få sig selv til at skrive? Skrive om alt det, som kommer til en? Nedfælde alle ens sanselige indtryk på bogstavform? Som en digter?

Sandheden er, at jeg hader at skrive ud af det rene ingenting. Du ved, søge den der idé, den der inspiration. Jeg hader digtere, der gør det. Det er for nemt for mig. Jeg vil skrive noget genialt, noget, der fanger læseren, hvemend det er. Det var den idé og den drivkraft, der fik mig til at starte fodboldbloggen. Og det er den idé og den drivkraft, jeg søger nu.

Måske hader jeg "hverdagsdigterne", fordi jeg ikke kan få min hverdag til at lyde lige så interessant som dem. Jeg kan kun skrive, når der er sket noget specielt. Uanset hvor meget, jeg prøver, får jeg kun skrevet, når der er noget at skrive om. Jeg kan ikke bare skrive prosa. Navnlig knækprosa. Måske forstår jeg det ikke?

Problemet er, at jeg føler mig uberettiget til at kritisere hverdagsdigtere med det ene grundlag at jeg hader det de skriver, og jeg hader deres metoder. De opsøger idéen. De lader ikke idéen komme til dem. De lægger ikke sjælen i det. Jeg var på en såkaldt skrive-workshop, med unge, håbefulde mennesker, der var på udkig med lys og lygte efter de linjer, der borer sig helt ind i sjælen på det. Jeg kunne aldrig tage det seriøst. Det var noget ophøjet, højrøvet pis. For at sige det mildt. Det var prætentiøst, opstyltet, arrogant ligefrem.

Men jeg fik et kort øjebliks frygt af at det er det, jeg laver som musiker. Og som blogger. Jeg søger den gode idé. Eller kommer den gode idé til mig?

Krafthelvede, nej, jeg skriver af inspiration, ikke af tvang, hvadend det er fra mig selv eller andre. På den anden side, hvorfor besluttede jeg mig så for at hive MacBooken frem lige idet, vi kørte under Storebælt? Fuck if I know.