EKSTRA

Jeg havde ellers et andet blogindlæg, jeg havde tænkt mig at skrive på lige nu. Men jeg kan ikke. Jeg bliver nødt til at dele euforien over 2-1-sejren over Cameroun.

-Jeg hører "The Danish Way to Rock" på repeat i hovedtelefonerne.
-Jeg smiler hver gang jeg ser Thomas Sørensen, Thomas Kahlenberg eller hvemsomhelst synge med på præ-omkvædet ("Vi kommer sammen, vi går sammen, Daaaaaaanmark" etc.)
-Jeg sidder på min fjerde øl nu. To halvliters og to 33cl'ers. Lige over en sixpack.
-Ren eufori.

Dette enkelte indlæg er spærret til en lille tale. Og den kommer her.

Damer og herrer, drenge og piger. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var så stolt af vores fodboldlandshold. Det virker banalt, men jeg skal prøve på at sætte ord på hvordan jeg har det lige nu.

Fodbold er min passion. Min hobby. Min kæmpe interesse, som I sikkert har fundet ud af med bloggen her. Det er ikke bare noget jeg ser, når det er der, og så er det det... Det er noget, jeg følger. Fodbold er mit "Venner", mit "Simpsons", mit "Heksene fra Warren Manor" - Jeg analyserer det, det opsluger mig, som nogle folk bliver opsluget af vinsmagning eller cricket eller tegnsætning eller måske endda revision og matematik. Fodbold er min drengedrøm. Ikke at spille det, men at pille delene fra hinanden og anskue dem en efter en, hvordan de allesammen fungerer, som en mekaniker skiller en motor ad og finder ud af hvordan et input i den ene ende bliver til et produkt i den anden ende. Et af mine større ønsker er at prøve at være fodboldkommentator.

Og jeg er dansk. Ikke pæredansk, men 15/16 dansk. Min tipoldefar var tysker. Men bortset fra det er jeg dansk. Jeg er vokset op i Brøndby. Fodboldens højborg. Ikke som at det er her, hvor det hele hører til, men ment som at det er der, hvor flest folk er optaget af fodbold. Fodbold er Brøndbys største eksportvare, om man så må sige. Og det er måske det, der har bragt min store interesse. Mange af mine barndomsminder cirkulerer omkring fodbold. Jeg kan huske at hvis man åbnede vores altandør under en stor kamp, så kunne man høre Nedre Faxe, når der blev score. Jeg kan huske at min daværende stedfar råbte og skreg som en sindssyg, hver gang Brøndby scorede. Om de så tog en 1-0-føring eller om det var en reducering til 5-1, skriget var altid med lige stor entusiasme.

Og entusiasmen er bragt videre til mig. For det er entusiasmen, det hele drejer sig om. Du må aldrig nogensinde miste troen på dit hold, hvadend du holder med AaB, AGF, Brabrand, FC Fyn, FC Vestsjælland, FCK eller FC Nordsjælland eller hvemend du holder med, mist aldrig troen på dit hold. Og det var lige netop det, som det danske fodboldlandshold havde fat i i dag. De kommer dumt bagud 1-0 mod Cameroun, verdenens nummer 19, og vi er nummer sølle nogleogtredive. Hvad gør vi? Vi kæmper os tilbage fra at have været bagud 1-0 til at være foran 2-1. Og det er hvad vi fejrer i aften.

Lad mig udbringe en skål for Thomas Sørensen, for Lars Jacobsen, for Simon Kjær, for Daniel Agger, for Simon Poulsen, for Christian Poulsen, (en halv) for Martin Jørgensen, (en halv) for Daniel Jensen, for Jon Dahl Tomasson, for Jesper Grønkjær, for Nicklas Bendtner, for Dennis Rommedahl - og selvfølgelig også for Morten Olsen og Peter Bonde, der var lige så meget med til at hive denne overraskelse hjem til det ganske danske land.

VORT GAMLE DANMARK SKAL BESTÅ
SÅ LÆNGE BØGEN SPEJLER
SIN TOP I BØLGEN BLÅ

Tusind tak for i aften, folk (og tak for i går aftes til dem af jer, der gik i seng før det her kom ud)! Nu skal Japan bare rundes på vejen, og så er vi videre!