Mange gange, når jeg er ude at få en øl eller tre-fire stykker med hyggelige folk, begynder vi nogle gange i små perioder (heldigvis små) at diskutere religion. Når man så hører folk synspunkter frem og tilbage, er der mange af mine venner, der bekender sig som ateister. Jeg selv bekender mig som agnostiker. Hvad er det, spørger de? Det vil jeg prøve at forklare.
Agnosticisme er når man er af den overbevisning at vi aldrig vil kunne afklare om der er en gud eller ej. Grunden til at jeg siger det selvom jeg har set billeder fra rummet og det ene og det andet er, at jeg ser religion som en spirituel drivkraft. Det er op til folk selv, hvad de vil "støttes" af. Og her tror jeg på mennesket selv, at vi skal danne os selv den kraft, som bærer os videre gennem livet. Hvadend du vælger at tro på kærlighed, på kynisme, på materielle værdier, alt det er op til dig. Jeg ved hvad jeg selv vil tro på.
Mit problem med ateismen er dens svar på gudespørgsmålet. Stil spørgsmålet "findes der en gud?" - troende vil svare "ja!", ateister vil svare "nej!", og agnostikere vil svare "det skal jeg ikke kunne sige!" - mit problem med ateisme er, at det er en direkte benægtelse af andre folks fundament i deres liv. Hvordan de vil videre fremad, er for mig ligegyldigt, så længe de finder styrken til at komme igennem dagen uden at kompromittere andre mennesker, selvfølgelig. Og her slår ateismen igennem som kynisk, arrogant og ignorant.
Intet menneske kan under nogle som helst omstændigheder retfærdiggøre at fratage et andet menneske deres håb og drømme, deres spirituelle drivkraft, og derfor vil jeg højest bekende mig om ateistisk agnostiker, altså som en, der mener at en eventuel guds eksistens ikke vil kunne bevises yderligere, men dog hælder mere til at der ikke eksisterer nogle guder. Men jeg vil ikke benægte nogle folk deres tro eller kalde den falsk, for det er op til folk selv, hvad der bærer dem gennem dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar